Købmændenes historie

Af Thomas Mathiasen

I 2006 blev der omsat for over 95 milliarder kr. dagligvarer i Danmark. Det svarer til 38.000 kr. pr. husstand om året. Dagligvarer vil sige ting som leverpostej, appelsinjuice, kryddersild og skiveskåret rugbrød. Dagligvarer tæller således ikke fladskærme, firehjulstrækkere, samtalekøkkener og skirejser. 95 milliarder kr. er mange penge. Virkelig mange penge, så det er klart, at de aktører, der er på dagligvaremarkedet hele tiden forsøger at forbedre deres position.

Dagligvaremarkedet domineres i Danmark af fire hovedspillere: Coop Danmark, Dansk Supermarked A/S, DSK-købmændene og de to discountkæder Aldi og Lidl. Udregnet i runde tal, så sidder Coop Danmark og Dansk Supermarked A/S på henholdsvis 36 % og 29 % af dagligvaremarkedet, mens DSK-købmændene udgør 27 % af markedet. Aldi og Lidl er egentlig for små til at kaldes hovedspillere med deres få procenter af markedet, men alligevel er de en vigtig faktor i dagligvarebranchen, fordi de tvinger de andre spillere til også at have discount for at holde de to tyske firmaer stangen.

Ovenstående oplysninger finder man ved at læse bogen Købmændenes Historieskrevet af Søren Mørch og Tom Buk-Swienty. Det er De Samvirkende Købmænd(DSK), der har taget initiativ til projektet i anledning af 100 års jubilæet i september 2007, og bogen er udgivet med støtte fra en lang række virksomheder og fonde. Begge forfattere er uddannede historikere. Søren Mørch burde være kendt af de fleste som en meget velskrivende forfatter af bøger om historiske emner. Tom Buk-Swienty har været USA-korrespondent for Berlingske Tidende og Weekendavisen i en årrække, og har skrevet flere bøger med fokus på amerikansk politik og kultur, og endvidere en biografi om den legendariske dansk-amerikanske journalist, sociale reformist og dokumentarfotograf Jacob A. Riis, der i 1870 udvandrede til New York, og her blev anerkendt for sin indsats for at forbedre fattiges vilkår i byen.

Den nærværende bog er således et bestillingsarbejde i anledning af et jubilæum, men bogen hæver sig langt over den normale kvalitet på den slags hyldestskrifter. De to forfattere har selvfølgelig delt opgaven mellem sig, så Søren Mørch tager sig af de lange linjer i historien, mens Tom Buk-Swienty dykker ned i de aktuelle problematikker, som kendetegner købmandsbranchen i dag. De sidste sker gennem interviews med købmand fra forskellige egne af landet og med forskellige forretningskoncepter, og samtaler med topfigurer i DSK, blandt andet den administrerende direktør John Wagner, der er uddannet journalist og endvidere har været generalsekretær for Det Konservative Folkeparti i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne.

De to forfattere skiftes flere gange til at føre pennen gennem bogen, men hele tiden fornemmer man den røde tråd, selv om jeg flere gange ved læsningen af Søren Mørchs afsnit fik den tanke, at her startede han godt nok noget skævt fra det spor, som man venter at følge i en bog af denne art. Men når man når til slutningen af Søren Mørchs afsnit, falder tingene på plads, og vi forstår, hvorfor det var nødvendigt at tage en omvej for at nå frem til pointen.

En særlig glæde er det at kunne rose Knud Ryg Olsen, der atter er billedredaktør på en af Søren Mørchs bøger. Billedmaterialet giver en særlig dimension til bogen og forøger dens læseværdighed og underholdningsværdi med adskillige grader.

Historisk set har der eksisteret et modsætningsforhold mellem brugsforeningsbevægelsen og de frie købmænd. Det har sit udspring i 1857, hvor næringsfriheden blev indført og købmændene og de forskellige håndværkerlaug mistede deres monopolstilling. Dog med den vigtige undtagelse, at der ikke måtte oprettes købmandsforretninger inden for en radius på 1,5 mil fra købstæderne. Denne regel gjaldt dog ikke for brugsbevægelsen, der blev betragtet som en slags social bevægelse, der gennem blandt andet skattefritagelse opnåede en status som en slags samfundsvelgørende virksomhed, mere end som egentlig forretningsvirksomhed. Kooperationen, der stod bag brugserne, kunne derfor trænge ind på et marked, det være sig i forstæderne eller i landzoner uden for købstæderne, hvor købmanden ikke havde lov til at drive forretning.

Brugsuddeleren blev et stærkt fjendebillede for den lille frie købmand, fordi brugsuddeleren ifølge købmanden drev forretning på unfair markedsvilkår. Fjendebilledet var selvfølgeligt rart at have, men rent faktisk havde brugserne frem til 2. verdenskrig kun en markedsandel på 10 %, mens købmændene sad på langt den største bid af kagen. Det, der truede købmanden mest, var ironisk nok købmanden selv. Selv i mindre købstæder kunne der være 30-40 købmænd og derudover en hel underskov af fuskere, underbydere og plattenslagere. Der var stort set ingen lovgivning på området. Dagligvarebranchen var nærmest ren kannibalisme.

Derfor opstod købmandsforeningerne i slutningen af 1800-tallet ud fra et ønske om at etablere en professionel branche, der var præget af gennemsigtighed, sikkerhed, ordentlige forhold gennem lovgivning og ikke mindst hæderlige, solidt uddannede handelsmænd. Anstrengelserne bar frugt gennem dannelsen af De Samvirkende Detailhandlere i Danmark i 1907, som siden skiftede navn til De Samvirkende Købmænd, og det er som nævnt i anledning af 100 års jubilæet af denne sammenslutning, at denne bog er blevet til.

Efter krigsårene fik købmændene dog skarp konkurrence fra flere sider. FDB og Kooperationen havde en række visionære ledere, der iværksatte en kraftig fornyelsesproces. Irma var en stærk kæde i København og på Sjælland, og i Århus skabte Herman Stilling sammen med A. P. Møller en forretningskæde, der under navnet Dansk Supermarked gik sin sejrsgang over hele landet. I dag er der 75 Føtex-forretninger, 14 Bilka-forretninger og ikke mindre end 374 Netto-forretninger i Danmark. Købmændenes største problem i konkurrencen mod de centralt organiserede konkurrenter som FDB, Irma og Dansk Supermarked var manglen på penge. En løsning på dette var dannelsen af KFI, Købmændenes Finansieringsinstitut, der siden 1961 har været den finansielle basis for de frie købmænd i Danmark. KFI har fra start været ledet af en for de fleste ukendt og gådefuld herre ved navn Marcus Choleva, og det er et af bogens mest interessante punkter, at det er lykkedes for forfatterne at portrættere denne ”købmændenes herre”, der også er kendt og berygtet for at håndplukke unge talenter, der tilgodeses med lempelige lånemuligheder, og indsætte dem i ”sine” butikker.

Selv om ovennævnte referat kan lyde som en slags kedelig organisationshistorie, så rummer bogens afsnit masser af vitaminer og god viden om en branche, som vi alle dagligt har kontakt med og sikkert også har mange meninger om. Det kan lyde lidt højtravende, men jeg vil egentlig påstå, at en tur til købmanden eller i supermarkedet for mig ikke længere vil være den samme, som før jeg læste bogen. Pludselig ved jeg meget mere om branchen og dens kulturhistoriske forudsætninger, og man ser sammenhænge i den måde som dagligbranchens aktører agerer på, som man før ikke har tænkt voldsomt meget over. Eller sagt på en anden måde. Alle de observationer man gør sig som kunde til daglig, bliver sat ind i en forståelsesramme, der giver endnu mere stof til eftertanke, når man er ude at handle.

Til sidst vil jeg lige nævne, at hvis man går ind på hjemmesiden for De Samvirkende Købmænd, som hedder www.dsk.dk, så kan man se to videoklip med Søren Mørch og Tom Buk-Swienty, hvor de fortæller om deres tanker med bogen, og mange af de erkendelser, som de gjorde sig undervejs med arbejdet.