Menu
Forrige artikel Næste artikel

Pensionaternes kulturhistorie – fællesskab, flirt og frikadeller

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 117

Af Line Jandoria Jørgensen, ekstern lektor, Etnologi, Københavns Universitet og formidler Andelslandsbyen Nyvang

”Pensionaternes kulturhistorie – fællesskab, flirt og frikadeller” af Mette Tapdrup Mortensen er en interessant bog om pensionaterne som alternative boformer fra midt 1800-tallet til 1960erne. Bogen fortæller om en tid, hvor industrialiseringen og urbaniseringen tog fat i Danmark, og hvor mange som konsekvens heraf flyttede fra landet til byen. I byen var der dog ikke altid plads til alle de nye tilflyttere og for enlige (ugifte, enker/enkemænd og fraskilte) opstod en ny boform i pensionatet. Her kunne de enlige få et lille værelse med dertil knyttet bespisningsordning sammen med de andre beboere.

Bogen er på 263 sider og opdelt i 12 kapitler, som i en behagelig skrivestil fortæller om forskellige pensionater, om personerne, der befolkede dem, og som indfører læseren i den historiske og samfundsmæssige kontekst, som disse liv må forstås i sammenhæng med. Det tjener bestemt bogen og fortællingen rigtig godt, at man får sat pensionaterne og personerne ind i denne større kontekst. Det giver en dybere forståelse for levemåden; hvordan de blev set på af resten af samfundet, hvordan de så sig selv og hvilket liv de levede i forhold til resten af befolkningen. Det er alt sammen med til at gøre fortællingen mere levende. Særligt kapitlet ”Kernefamilien er førsteprioritet” er godt i det henseende, da forfatteren her fører læseren igennem 1950ernes stærke fokus på livet i kernefamilien som det ideelle liv, hvilket fik konsekvenser for tidens lovgivning. Det påvirkede de mange enliges muligheder for at få egen bolig – en mulighed, der til tider stort set slet ikke eksisterede.

De 12 kapitler veksler på en fin måde mellem disse overbliks kapitler og kapitler, der går mere nær de personer, der enten drev eller boede på pensionaterne. Det fungerer godt at fortælle pensionaternes kulturhistorie gennem udvalgte livshistorier, da det giver læseren mulighed for at komme tættere på historien, og giver forfatteren mulighed for at lade disse personer tale selv gennem citater fra det brugte kildemateriale. MEN rækker man læseren en lillefinger, vil hun gerne have hele armen! For denne læser i hvert fald, er beskrivelsen af hverdagslivet og de helt tætte personhistorier noget, der virkelig kan gøre kulturhistorien interessant og nærværende, og her kunne man godt være kommet langt tættere på hverdagslivet, gjort beskrivelserne langt tykkere og indlevelsen langt bedre, end det er tilfældet. Det hænger muligvis sammen med det kildemateriale forfatteren gør brug af, som alt sammen synes at være skrevne kilder. Forfatteren kunne efter denne læsers mening med fordel have gennemført nogle kvalitative interviews med den del af pensionaternes beboere, som lejede værelserne i 1950erne og 1960erne (som fylder det meste af bogen). Forfatteren ville på denne måde kunne have spurgt ind til netop de emner og områder, som er relevante for bogen og give dem en tyngde, præcision og detaljerigdom omkring hverdagslivet, som havde gjort bogen endnu mere nærværende og relevant for læseren.

I bogens sidste kapitel trækker forfatteren interessante og tankevækkende tråde op til nutiden, hvor flere og flere mennesker bor alene. Forfatteren påpeger, at det er relativt uudforsket, hvorfor så mange bor alene, og hvorfor flere og flere vælger at bo på den måde. I medierne fremstilles ofte den glade og frie single fra den veluddannede og kreative klasse, som elsker at bo alene i storbyen, hvor vedkommende lever et spændende og socialt udadvendt liv. Forfriskende, stiller forfatteren spørgsmålstegn ved denne stereotype fremstilling af den lykkelige single. ”I 1950’erne kunne enligtstillede sidde på et pensionat og sukke efter at få deres eget. Et halvt århundrede senere sidder der aleneboende og drømmer om det modsatte: De vil stadig bo alene, men samtidig deltage i det sociale samliv omkring f.eks. måltider, som fandtes dengang på pensionaterne.”

Det ser ikke ud til, at tendensen med at ønske at bo alene forandres foreløbig, konkluderer forfatteren, men nutidens aleneboende er generelt mere ulykkelige og mindre tilfredse med deres tilværelse, viser diverse undersøgelser. Mennesker søger fællesskaber og trives bedst, hvis de er en del af sådanne. Forfatteren slutter interessant sin bog med at påpege: ”Vi skal ikke vende tilbage til at leje værelser ud til 12-16 voksne mennesker i en forældet herskabslejlighed eller aftale med travle karrieremennesker, at de skal forpligte sig til tre daglige måltider på samme spisested. Men når vi skal planlægge fremtidens urbane rum, forskellige services og boliger, vil det være lærerigt og inspirerende at se tilbage på urbaniseringens historiske fundament og de løsninger på individuelle og samfundsmæssige problemstillinger, man tidligere har grebet til.”

...

Siden er oprettet 05-08-2015

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Ingen over Tinget – Intet under tæppet
Imperier - fra oldtid til nutid
Folkeminder og dagliglivets kultur.