Menu

Professorer, studenter og polit.er.

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1211

 

Af Thomas Petersen, universitetslektor emer.

Forfatteren til denne bog, Else Hansen (født 1956), har oplevet det ganske særegne – både at blive fyret og at erhverve sin ph.d.-grad på grundlag af den samme afhandling. Fyret i 1996, fordi hun i sin fremstilling af Roskilde Universitetscenters historie gennem de første 25 år angiveligt ikke havde fanget og fattet den helt specielle RUC-ånd, som læreanstalten uændret havde bygget på gennem hele perioden. Mere specifikt, men ikke specifikt sagt i fyringsgrundlaget, fordi Hansen i sin afhandling havde beskrevet RUC´s udvikling fra marxistisk missionsskole i 70erne til erhvervslivets darling i 80erne og 90erne som en historie med voldsomme brud, kritiske selvopgør og dramatiske personudskiftninger.

Med andre ord havde Else Hansen på grundlag af sine studier konstateret en fundamental ændring af læreanstaltens værdigrundlag og af den gængse historiefortælling. Et nyt bedømmelsesudvalg vurderede, at Else Hansen netop havde forsket sig frem til et mere retvisende billede af den genstridige havkat i hyttefadet. Et billede, der imidlertid ikke svarede til den myte, lærere og studerende havde bygget op om læreanstalten. Den 2. juni 1998 forelæste Hansen over emnet Tradition og fornyelse i universitetsinstitutionen, belyst ved eksemplet RUC. Og hun fik efterfølgende ph.d.-graden konfereret, mens afhandlingen udkom som bog under titlen En koral i tidens strøm. Roskilde Universitetscenter 1972-1997. Else Hansen er selv kandidat i geografi og historie fra RUC 1982 og arbejder siden 2001 som seniorforsker ved Rigsarkivet.       

Forfatteren fortæller i forordet, at hun under arbejdet med netop Roskilde Universitetscenters historie havde oplevet et behov for også at kende de generelle universitetspolitiske forudsætninger. Herunder spørgsmålet, hvordan de studerende kunne få så stor indflydelse på dette nye universitet. Selv om det var en integreret del af det samlede universitetssystem. Da Hansens deltagelse i Statens Arkivers administrationshistoriske netværk samtidig havde givet hende indsigt i arkivstoffet til samfundsplanlægning og fremtidsforståelse i 1950erne, var kortene lagt til rette for en større historiefaglig udforskning af universitetspolitikken i en periode, hvor den danske velfærdsstat blev til og tog form.

Forfatterens analyse af de universitetspolitiske diskussioner er foretaget på basis af et stort arkivbaseret materiale, der ikke tidligere har været anvendt i videnskabeligt arbejde. Analysen bringer læseren tæt på forskelle og alliancer i de universitetspolitiske diskussioner.

Efter en indledning, hvor begreber defineres og den hidtidige sparsomme litteratur om nyere universitetshistorie præsenteres, følger Del 2, hvor 1950ernes universiteter beskrives som værende i bevægelse. Hvor studenter og professorer stadig kunne gå i demonstration sammen, vendt mod staten, og hvor de studerende og de yngre lærere i fællesskab fremsatte de første ønsker om mere indflydelse. I Del 3 præsenteres velfærdsstatens universitetsplaner i tiåret 1957-67. Universitetsplanlægningen finder sin form på baggrund af velfærdsstatens udfordringer og krav. På den baggrund præsenteres i Del 4 de store reformer på universitetsområdet, der gennemføres i perioden 1968-75. Med centrale stik- og slagord som bryd professorvældet og medbestemmelse nu. Samt studenteroprør, amanuensernes utilfredshed og paritetisk repræsentation.

Alt sammen kulminerende med den i realiteten velmenende, men i de studerendes optik Onde Helges (alias den radikale undervisningsminister Helge Larsen) Lov om universiteternes styrelse i 1970. Herunder oprettelse af et særligt direktorat for de videregående uddannelser samt den vanskelige implementering af den nye lov. Perspektivplaner og oprettelsen af Planlægningsrådet for de Højere Uddannelser. Nyt universitetsbyggeri og nye universitetscentre i Odense, Roskilde og Aalborg. I en afsluttende Del 5 diskuterer og konkluderer forfatteren om forholdet mellem velfærdssamfundet og masseuniversiteter. Bogen afsluttes med en række bilag, kilder og litteratur samt ikke mindst et uhyre nyttigt register.      

I 1960erne blev det økonomiske grundlag lagt, der betingede en større velstand. Samfundet kom i bevægelse. Moderniteten bankede på. En begyndende og accelererende afvandring fra landbruget, øget samhandel med udlandet, en voksende offentlig sektor, grundlæggende værdier under forandring, nye værdier med vægt på større individuel frihed til at realisere egne ønsker, drømme og behov. Kvinderne, der strømmer ud på arbejdsmarkedet og bliver selvforsørgende. Det var blot nogle af de stikord, der kendetegnede årtiet 1960-70. Mange nye stillinger i såvel den private som den offentlige sektor oprettes. Inden for undervisning, sundhed, forskning og teknologi skulle nye stillinger besættes med kandidater fra universiteterne.

Nye krav om lighed, deltagerdemokrati og medbestemmelse så dagens lys. Spektakulære besættelser af institutter og laboratorier, en langhåret student i slips og habit, der for øjnene af kongehus og samfundsspidser tilkæmper sig taleret ved årsfesten på Københavns Universitet i 1968, besættelse af rektors kontor, der tørlægges for whisky og cigarer, et Konsistorium ved Aarhus Universitet, der kører rundt i bus for at undgå nævenyttige studenters indblanding. Det er blot nogle af de spektakulære og spøjse sider af en tid, hvor lighed og medbestemmelse bliver livsvigtige krav.   

Forfatteren undersøger i bogen magtkampene om de danske universiteter fra begyndelsen af 1950erne og til midt i 1970erne. I en periode, hvor studentertallet eksploderede fra 6.600 i 1953 til 35.000 i 1970. Magtkampe, der kom til at dreje sig om samfundsøkonomiske hensyn overfor universiteternes autonomi og stædige insisteren på akademisk frihed. Alt sammen i en periode, hvor Danmark gik fra årtiet i venteposition samt fattig efterkrigstid og til velfærdsstatens blomstring. Sagt på en anden måde en periode, hvor velfærdsstatens idealer om lighed og demokrati kolliderede med universiteternes traditionelt bærende tanker om akademisk frihed.

Professorerne repræsenterede den akademiske verden i de udvalg under Undervisningsministeriet, hvor perspektiverne og linjerne for fremtidens universitetspolitik blev diskuteret. Generelt varetog disse professorer naturligt nok læreanstalternes videnskabelige interesser.

Efterhånden kom også de studerende med i udvalgsarbejdet. Og der sker det forunderlige, at de fra midten af 1960erne opnåede større indflydelse i Ministeriets udvalg, end de til daglig havde i universiteternes egne styrelsesorganer.

Polit´erne havde vundet frem i centraladministrationen, og de kom derfor også i høj grad til at sætte deres præg på den fremtidige universitetspolitik. De insisterede på primært at se på, hvordan universiteterne kunne styrke de generelle udviklingstræk i den fremvoksende velfærdsstat. Embedsmændenes forsøg på påvirkning af universitetspolitikken foregik diskret, men fik alligevel store konsekvenser.

Samlet giver bogen et grundigt og veldokumenteret indblik i, hvordan overordnede tendenser i samfundsudviklingen blev bestemmende for udformningen af universitetspolitikken. På bekostning af de historisk betingede akademiske krav og ønsker fra universiteterne selv. Eller med forfatterens konkluderende ord:

”Universiteterne blev indskrevet i samfundet på nye måder. De skulle ikke længere blot være hjemsted for videnskabelige indsigter ---, men de skulle også yde bidrag til den økonomiske vækst i samfundet og til velfærdsstatens ideal om lighed mellem borgerne. Alt i alt kan det konkluderes, at 1960´ernes velfærdsstat respekterede undervisnings- og forskningsfrihed, men samtidig forlangte, at universiteterne som institutioner skulle indgå i de statslige prioriteringer og organiseringer. Til trods for professorvældets fald var universiteterne for de fleste genkendelige og endda forbedrede, da de mange ressourcer hos de ikke-professorale lærere og de engagerede studenter blev bragt i spil”, (side 377).

Else Hansen har med sin bog afdækket et stykke originalt og tiltrængt samfunds- og universitetshistorie. Hun udfylder det hul, som de højere læreanstalter ikke kunne udfylde med deres årsberetninger og diverse jubilæumsskrifter. Hun gør det på basis af et stort og varieret kildemateriale, gravet frem fra arkiverne. Et solidt stykke forskning, der i sin fremstilling ikke ligefrem er sprælsk, men til gengæld fuldt af akribi, ny viden og grundighed.

 

Historie-online, den 15. marts 2017

 

Se relaterede artikler
Den gode, den onde og den engagerede
Hvem ejer skolefaget historie?
Da skolen tog form