Truet minoritet søger beskyttelse - Jødernes historie i Danmark
Menu
Forrige artikel

Truet minoritet søger beskyttelse - Jødernes historie i Danmark

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 468

Af Michael Agerbo Mørch

Jødernes historie i Danmark er meget mere end et par hektiske dage i oktober 1943. Redningsaktionerne var heroiske og har fået en masse opmærksomhed i eftertiden, fordi Danmark bredt betragtet viste sig fra sin bedste side i den indsats. Men jøderne har været en minoritet i Danmark i ca. 350 år, og vores fælles historie er broget og (dermed) spændende. Hidtil har ingen skrevet et oversigtsværk over jødernes historie i Danmark, men det råder emigranten, Arthur Arnheim, bod på med bogen Truet minoritet søger beskyttelse. Jødernes historie i Danmark. Bogen er en engageret og velfortalt tour de force gennem jødernes historie, krydret med flotte billeder og udvalgt arkivmateriale i form af breve og dagbogsnotater. 

Udgangspunktet er Christian IV’s indsats for jøderne, hvor han giver sefardiske jøder (jøder fra Spanien) mulighed for at bosætte sig i Glückstadt. Det var en stor fordel for disse jøder, da der i denne by ikke eksisterede faglige laug og monopolordninger, hvilket gav sefarderne gode muligheder for at etablere sig. Nogle år senere, i 1641, gav han aschkenasiske jøder (tyske jøder) lov til at bo i Altona, ved hjælp af det såkaldte generalprivilegium. Nu var jøderne etableret i Danmark med forbindelser til kongen, og de har aldrig siden forladt landet. 

Jøderne har overalt i Europa levet i en dikotomi mellem tilpasning (assimilation) og isolation (segregation). For jøderne i Danmark begyndte denne udfordring for alvor, da de begyndte at søge mod København i 1670’erne. København var det politiske og religiøse centrum i kongeriget, så jøderne var med deres blotte tilstedeværelse en udfordring fx i forhold til censur af skrifter og på grund af deres religionsdyrkelse. I 1730'erne spidsede det til, da teologerne nægtede at give religionsfrihed til jøderne, og de aktive pietister påbegyndte deres jødemission i håb om, at jøderne ville omvende sig til kristendommen. Udfordringen for den københavnske kultur var at forstå, at man ”blev kristen ved dåb og tro. Man var jøde ved fødsel” (s. 115, original kursivering).

Så langt i bogen har Arnheim forholdt sig deskriptivt (men ikke kedeligt!) til sit emne. I 1813 oversvømmes København imidlertid med antisemitisk litteratur, som bliver beskrevet polemisk af Arnheim. Og her indtræder min væsentligste anke mod Arnheims bog. Således skriver han på s. 117, at ”[d]et er almindeligt anerkendt, at antisemitisme eksisterer i latent form overalt og til enhver tid”. Anvendelsen af ordet ”latent" går igen på s. 179, 266 og 396. I selve bogen får vi ikke præciseret, hvad der menes med termen. Først i appendikset får vi at vide, at det stammer fra sociologien, Helen Fein, og betyder ”et bredt spektrum af følelser fra animositet over antipati til regelret fjendskab” (s. 438). Jeg finder dette ordvalg problematisk. For det første, fordi jeg ikke kan se, hvordan man dokumenterer noget latent overalt og til enhver tid. ”Latent” betyder jo netop "at være skjult”, hvorfor det er en gratis påstand at hævde, at det eksisterer overalt og til alle tider. Hvis antisemitismen ikke springer frem, så skyldes det blot, at den sover, hvis den viser sit grimme fjæs, så kan Arnheim og Fein sige "hvad sagde vi”. For det andet, fordi det er uklart, hvad det latente skyldes. Er det en biologisk fejl i hjernen på alle andre mennesker? Er det et kulturelt affaldsprodukt? Noget helt tredje? Hvis antisemitisme overalt er latent, er alle menneskelige skyggesider så latente? Spørgsmålene står i kø – sikkert fordi jeg ikke forstår tesen, men det generer min læsning voldsomt, det må jeg indrømme. 

Nå, men tilbage til historien, for udfaldet af "den korporlige jødefejde” i 1813 er, at jøderne får statsborgerskab d. 29. marts 1814 og dermed får rettigheder og pligter som alle andre danskere. Det er i forlængelse af denne resolution, at Meir Aron Goldschmidt præsenterer en ny type jøde – en dansk jøde. Hermed bliver jøden indlejret i den danske kultur, mens han samtidig bevarer sin etnicitet. Herefter går det godt for jøderne i en årrække. Synagogen i Krystalgade bliver anlagt i 1830, og miljøet blomstrer. En interessant iagttagelse følger deraf: ”Det er karakteristisk for jødisk historie, at økonomisk fremgang i et jødisk samfund er blevet fulgt op af blomstring i det jødiske åndsliv. Den dansk-jødiske guldalder fulgte ikke denne tendens” (s. 162). Den danske jøde adskiller sig altså fra den traditionelle jøde ved at vælge den religiøse del af jødedommen fra. 

Herefter går det hurtigt. Arnheim beskriver i højt tempo Brandestiden, som både er et højdepunkt for jødisk humanisme, men også en anledning til, at den danske antisemitisme skifter fra at være religiøs til at være etnisk. Han beskriver skabelsen af den politiske zionisme i slutningen af 1800-tallet, Louis Frænkels oprettelse af Dansk Zionistforening i 1902 og indvandringen af jøder fra pogromerne i Rusland i begyndelsen af 1900-tallet. Ellers fylder minutiøse beskrivelser af krigsårene meget i anden del af bogen. Det er også den mindst interessante del, fordi den er blevet så intenst beskrevet i andre bøger. Man kommer selvsagt ikke uden om denne tid, men stilistisk adskiller den sig markant fra resten af bogen. 

I denne del af bogen fylder antisemittien Aage H. Andersen meget. Også tyskeren Werner Best bliver grundigt beskrevet. Best er i den traditionelle historieskrivning jødernes helt, men Arnheim påstår, at Best udelukkende handlede i egne interesser, fordi han vidste, at det ville tjene ham godt, hvis han så ud, som om han rettidigt var begyndt at hjælpe jøderne (s. 336). Det tenderer motivforskning, men det bliver holdt i en lødig tone.

Bogen afsluttes med beskrivelser af den nyere tids udfordringer for det jødiske samfund med faldende fødselstal, terrorangreb mod synagogen i 1985 og 2015, venstrefløjens højlydte støtte til Palæstina og jødernes fortsatte kamp for at finde balancen mellem tilpasning og selvstændig identitet.

Truet minoritet søger beskyttelse er et grundigt og spændende værk, der i en ordentlig tone behandler et betændt emne. Om man er tilhænger eller modstander af staten Israel gør ikke fra eller til i bogens aktualitet. Bogen holder sig til beskrivelse og diskussion af jøderne forhold i Danmark, hvorfor den er et alment-oplysende værk, som jeg hilser velkomment. 

...

Siden er oprettet 14-07-2015

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kampen om livsanskuelse
45 myter og halve sandheder fra verdenshistorien - Bind II
H.C. Andersen og fotograferne - En ikonografi