Menu
Forrige artikel Næste artikel

Stendysser - Arkitektur og funktion

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 346

Af Mogens Bo Henriksen. Museumsinspektør, Odense Bys Museer

”Stendysser – Arkitektur og funktion” handler om noget, der nærmest har karakter af et dansk nationalsymbol, nemlig jord- og stenbyggede anlæg med tre eller flere bæresten og en mægtig overligger. Stendysserne betegnes af de fleste som gravanlæg for befolkningen i bondestenalderen (også kaldet yngre stenalder eller neolitikum), men spørgsmålet om anlæggenes funktion og tolkning har længe været diskuteret ivrigt.

Saxo er den første, der omtaler dysserne, men senmiddelalderens og renæssancens lærde beskæftigede sig også med dem, ikke mindst Ole Worm. Fra de første år af 1700-tallet har vi den første skriftlige beretning fra Christian Bircherods undersøgelser i nordfynske dyssekamre (disse undersøgelser og Ruth Tanderup og Klaus Ebbesens publikation herom omtales mærkeligt nok ikke i bogen!). En egentlig videnskabelig tilgang til dysserne får man først med bogen ”Danmarks Oldtid oplyst ved Oldsager og Gravhøje” fra 1843; heri brød den fremragende arkæolog J.J.A. Worsaae med den hidtidige opfattelse af dysserne som tingsteder eller hedenske altre. Tingsted-tolkningen kunne Worsaae afvise med den meget pragmatiske begrundelse, at randstenene var ubekvemme at sidde på. Observationer af, at dyssernes dæksten vendte den jævne flade nedad fik ham endvidere til at konkludere, at dyssekonstruktionen var uegnet til at udgøre alteret i en helligdom. Med udgangspunkt i noget, der på dette tidspunkt var revolutionerende, nemlig iagttagelser fra udgravninger i dysser, kunne Worsaae derimod fastslå, at dysserne måtte være gravanlæg, da de indeholdt menneskeskeletter og gravgaver i form af lerkar, ravsmykker samt redskaber af flint og ben. Worsaaes tolkning har længe været en grundantagelse i dansk og europæisk arkæologi, men i de sidste årtier har dysserne, der bestemt ikke er et isoleret dansk fænomen – de forekommer over store dele af Verden! – været mål for intensive studier, hvor man ikke kun har fokuseret på deres indhold, men i høj grad også på deres konstruktion og kontekst.

Bogens to forfattere, museumsinspektør Niels H. Andersen fra Moesgaard Museum og museumsinspektør Palle Eriksen fra Ringkøbing-Skjern Museum, må betegnes som virkelige kapaciteter inden for ”dysseologien”, for siden starten af 1970’erne har de foretaget intensive studier i bondestenalderens gravanlæg, herunder altså dysserne. Dyssestudierne har omfattet udgravninger af utallige overpløjede tomter, men også opmålinger af og målrettede ”kirurgiske” indgreb i fredede anlæg i forbindelse med restaureringsarbejder. Hertil kommer analyser af titusindvis af oldsager og skeletrester fra forfatternes egne såvel som fra andres dysseudgravninger. Endelig har de studeret etnografiske optegnelser fra verdensdele, hvor man helt op mod vor tid har praktiseret dyssebyggeri. Og ikke nok med det – de har også beskæftiget sig med brugen af dysser i nationalromantikkens malerkunst og litteratur såvel som dyssekonstruktioners anvendelse som symbolske monumenter – f.eks. som mindesmærker – i 18-1900-tallet. Ja, jeg erindrer endda at have set en af forfatterne gå rundt med et slips med dysser på, så deres tilgang til emnet må betegnes som alsidig! I bogen ”Stendysser – Arkitektur og funktion” har Andersen og Eriksen således sammenfattet deres nuværende viden om og syn på stendysserne som en ”Stand der Forschung” efter op mod fem årtiers dyssestudier. I værket har de endvidere allieret sig med professor Chris Scarre, Durham University, der i et kapitel giver et internationalt udblik til dysser i Storbritannien, Frankrig og Irland. Der er således tale om et særdeles vidtfavnende bidrag til diskussionerne om dysseanlæggenes funktion i bondestenalderens samfund.

Bogens titel og emnet kunne indikere, at læsningen ville blive –fristes man til at sige – søvndyssende, men det må allerede nu afsløres, at det langtfra er tilfældet! Der er tale om en tyksak på 328 sider, der er inddelt i 22 kapitler, et fyldigt noteapparat, en omfattende litteraturliste og et stedregister. Inde i kapitlerne finder man korte, men oplysende faktaafsnit, der behandler helt specifikke emner, f.eks. teknikken bag beregningen af rumfang og vægt på en dæksten eller myten om, at det var Frederik den 7., der som den første fremsatte teorier om, hvordan storstensgravene blev bygget. Det giver en fin og fordybende afveksling i teksten. Bogen er særdeles velillustreret med mange pragtfulde landskabsbilleder med storstensgrave, udgravnings- og genstandsfotos, gengivelser af malerier og raderinger af dysser samt detaljerede, men overskuelige udgravningsplaner og oversigtskort. Hertil kommer en mængde anskuelige rekonstruktionstegninger af dysserne, som forfatterne mener, de har set ud i bondestenalderen. 

Det er umuligt at referere eller diskutere de mange iagttagelser og konklusioner, som fremlægges i bogen, så jeg vil nøjes med at fremhæve nogle få problemstillinger.

Indtil 1960’erne troede man, at dysserne var opført gennem hele bondestenalderens første del, der som følge heraf blev benævnt dyssetid, mens jættestuebyggeriet tog over i den følgende jættestuetid. Takket være et stort antal veldokumenterede udgravninger – og især data fra talrige Kulstof 14-dateringer – ved vi i dag, at billedet er langt mere kompliceret og at storstensgravbyggeriet i virkeligheden kun dækker en del af dette tidsrum. De første spor af bondekultur i det nuværende Danmark stammer fra tiden omkring 3950 f .Kr., men i nogle hundrede år fortsatte man med at begrave i simple gruber, som man havde gjort i den forudgående jægerstenalder. Omkring 3700 f .Kr. begyndte man at opføre indhegnede, træbyggede konstruktioner, de såkaldte Barkær-anlæg, der har været anvendt i samtidens dødekult, og i nogle er fundet egentlige plankekister med begravelser. Senere blev gravkisterne lavet af tynde stenplader, og med disse ser vi tilløbet til det storstensbyggeri, der kommer til at dominere de følgende århundreder. Omkring 3400 f .Kr. begyndte man at opføre kamre af store stenblokke, og dermed var den egentlige dysse skabt. Dyssekamrenes former udvikledes over de næste århundreder, og generelt tiltog de i størrelse og fik med tiden et egentligt indgangsparti; udviklingen på vej mod jættestuerne var en realitet. Dyssekamrene kunne være omgivet af en langhøj (der kunne være mere eller mindre rektangulær) eller en rundhøj (der kunne være mere eller mindre oval). Fælles for anlæggene var, at de var kantet af store sten – de såkaldte randsten. 

Forfatterne anslår, at der i dag er bevaret ca. 1500 dysser i Danmark (andre anslår helt op til 2300!), men mange – ifølge dysseforskeren Klaus Ebbesen måske 90 % (Skalk 2011:2 s. 23) er sløjfet eller helt fjernet. Eftersom forfatterne har hentet megen viden fra undersøgelsen af sløjfede dysser, burde de være blandt dem, der bedst kunne give et kvalificeret bud på, hvor mange dysser der oprindeligt har været i Danmark, men desværre præsenteres vi ikke for et sådant estimat. Beklageligvis tager de heller ikke stilling til Ebbesens talangivelser, ligesom hans Skalk-artikel ikke figurerer på bogens litteraturliste. At der er forsvundet så mange storstensgrave, skyldes ikke mindst middelalderens kirkebyggeri, den intensivering af landskabsudnyttelsen, som landboreformerne medførte – og behovet for sten til anlægsarbejder i 17-1800-tallet. Vejforordningen af 1793 anbefalede ligefrem storstensgravene som oplagte ”råstofkilder” ved anlæg af veje og broer! Først med frivillige fredninger sidst i 1800-tallet og bestemmelserne i Naturfredningsloven af 1937 blev der sat en bremse for ødelæggelserne, men som beskrevet af Andersen og Eriksen er anlæggene stadig truet af nedbrydning. Det er tilladt at pløje indtil 2 m fra de anlæg, der ligger i dyrket mark, og det betyder, at lag af offergaver og fladmarksgrave mv. i tilknytning til dysserne stadig er truet. Tilsvarende er skovdækkede anlæg truet af stormfald og især af den voldsomme maskinpark, der benyttes i nutidens skovdrift.

I kapitel 2 med titlen ”Med eller uden høj” præsenteres en af bogens overordnede problemstillinger, som også udgør et emne, der har været diskuteret i europæisk arkæologi i meget lang tid. Skal vi opfatte de jordfrie dyssekamre, der i manges bevidsthed er ”standarddyssen”, som en afspejling af, hvordan de så ud efter opførelsen, eller repræsenterer de ruiner – ”megalitiske skeletter” som det malende betegnes – der er opstået ved senere tiders afgravning eller misforstået restaurering – eller årtusinders erosion af de dækkende jordmasser? Diskussionen af denne problemstilling kan umiddelbart forekomme at være pindehuggeri, men ikke desto mindre har den været ført intensivt i 150 år – og ikke kun på dansk grund – men i hele Europa. Forfatterne argumenterer udførligt gennem hele bogen, at en afklaring af denne problemstilling er helt afgørende for at forstå den enkelte dysses biografi og årsagen til dens opførelse. De fleste dysser er nemlig multifase-anlæg, der gentagne gange har fået tilført nye lag eller elementer. Udfordringen består derfor i at adskille, beskrive, datere og tolke de enkelte faser i et anlæg. Det er problemstillinger, der er velkendte fra restaureringer af huse, kirker og slotte – for ved hvilket ”lag” skal restaureringsarbejdet stoppe? Netop denne problemstilling har også været aktuel i forbindelse med istandsættelse af mange dysser, hvoraf nogle ifølge Niels H. Andersen og Palle Eriksen simpelthen har fået en fremtoning, som de aldrig har haft før! Forfatterne slår derfor kraftigt på tromme for, at restaureringer ikke må foretages uden forudgående undersøgelser, så man dels sikrer viden om anlægget og dels giver det bedst mulige grundlag for det endelige produkt. Jeg kan kun erklære mig helt enig!

Andersen og Eriksen viser, at man ikke kan tale om en ”standarddysse”; konstruktionerne udviser meget stor variation, men har dog nogle gennemgående og tydeligvis vigtige fællesnævnere. Jeg mener, at de fremsætter meget overbevisende dokumentation for, at mens nogle dyssekamre har været (mere eller mindre) jorddækkede, har andre været opført for at skulle fungere som jordfrie anlæg – i bogen benævnt åbne dysser. Eftersom man har været omhyggelig med at udvælge dæksten med særlige former og naturskabte mønstre til nogle dysser, må det have været, fordi man ønskede, at de skulle være synlige. Nogle dæksten har skåltegn og helleristninger fra bronzealderen, og det ville heller ikke være muligt, hvis de havde været jorddækkede på dette tidspunkt. Andre gode argumenter for den åbne dysse er anlæg, hvor området inden for randstenene er dækket af mere eller mindre sirligt anbragte stenanlæg eller spor efter aktiviteter, der er flere hundrede år senere end dyssens opførelsestidspunkt. Erkendelsen af, at nogle – måske mange – dysser ikke har været jorddækkede, efterlader os med indtrykket af, at det ikke kun var dyssekammeret, men sikkert hele den indhegnede flade inden for randstenene, der var en vigtig aktivitetsplads.

Fund af genstande og skeletrester i kamrene såvel som på de indhegnede flader og uden for disse viser, at dysserne ikke – som de fleste har ment siden Worsaaes tid – har været rejst som egentlige gravkamre. Der findes sjældent intakte begravelser i kamrene – og når det er tilfældet – er de som regel langt senere end dyssernes opførelsestidspunkt. Derimod rummer dyssekamrene rester af skeletter, der antages at repræsentere lig, der oprindeligt har været begravet eller opbevaret et andet sted i et kortere eller længere tidsrum. En lignende håndtering af lig finder man i de samtidige og utvivlsomt tæt med dysserne forbundne indhegnede kultpladser – de såkaldte Sarup-anlæg. Tilsammen afspejler dysserne, Sarup-anlæggene og de samtidige ofringer af mennesker, redskaber, smykker og dyr i moserne meget komplicerede og i nogle tilfælde for os helt uigennemskuelige ritualer. Nogle af disse må i nutidig retsmæssig forstand nærmest betragtes som usømmelig omgang med lig, men for den tidlige bondestenalders befolkning har de givet mening som et middel til kommunikation med forfædre og højere magter. I et samfund, der helt grundlæggende havde skiftet fra en jæger-samlertilværelse til et liv som bonde, var de komplicerede ritualer i forbindelse med disse anlæg utvivlsomt med til at skabe alliancer og knytte bånd, der var fundamentalt vigtige for udveksling af varer og know-how samt for fordelingen af ressourcer. Man kan næsten sige, at tolkningen af dysserne er gået lidt i ring, således at man nu igen nærmer sig den opfattelse, man havde før Worsaaes tid. Selv om vi hverken skal genindføre betegnelser som hedenske altre eller tingsteder, skal dysserne i hvert fald i højere grad opfattes som kultanlæg end som egentlige begravelsessteder.

I bogens sidste kapitel serverer forfatterne en række punkter, hvor nutidens og fremtidens dysseforskere passende kan tage fat i arbejdet med at udforske anlæggene – for de mener selv, at dysserne stadig rummer mange mysterier, der bare venter på at blive afklaret. Man må håbe, at disse budskaber når ud til de rette modtagere; ved anmeldelsen af en bog er det jo altid væsentligt, at man vurderer bogen i forhold til, hvem målgruppen er, og det forekommer ikke at være helt klart i dette tilfælde. I teksten er begreber, som bør være kendt viden for fagfolk, beskrevet og forklaret på pædagogisk vis, og det antyder, at man har ønsket, at bogen skal få en bred læserkreds. Omvendt kan bogens diskuterende afsnit for ikke-fagfolk forekomme meget detaljerede og med mange gentagelser. Nogle af bogens overordnede budskaber – f.eks. diskussionen om de åbne dysser – forekommer også at være rettet mod fagkolleger – ja, nogle passager virker nærmest som et opgør med dem, der forestår restaurering af fredede fortidsminder. Jeg mener imidlertid, at brugen af pædagogiske beskrivelser og særdeles mange gode illustrationer gør, at bogen også er særdeles anvendelig for den interesserede amatørarkæolog eller for den, der har behov for noget konkret baggrundsviden forud for en ekskursion til en storstensgrav. Man må også forvente, at udvalgte afsnit fremover vil være obligatorisk på pensumlisten hos arkæologistuderende. Endvidere vil jeg mene, at en oplagt målgruppe er dem, der skal forvalte, beskytte og formidle dysserne ude i landskabet. Med denne bog har de fået et godt redskab til at forstå, at dysserne ikke skal opfattes som enkeltstående ”oldtidsruiner”, men at de er en del af et forhistorisk kulturlandskab. Denne erkendelse er af afgørende betydning for beskyttelsen af de tilbageværende anlæg. Selv nok så restriktive lovtekster eller strenge straffe kan nemlig ikke beskytte dysser eller andre jordfaste fortidsminder; den bedste beskyttelse er borgernes interesse og den ansvarsfølelse, der følger hermed. Og interesse for dysserne og deres kontekst kan man ikke undgå at få, når man læser denne bog!

Når man tænker på, at dysserne såvel som diskussionen om deres konstruktion og brug er et internationalt anliggende, kunne målgruppen yderligere have været udvidet ved en oversættelse af billedteksterne og indsættelsen af et engelsk resumé. Fravalget heraf er utvivlsomt ganske bevidst, og vi må forvente, at publikationens hovedteser bliver fremlagt i et fremmedsproget tidsskrift.

Som det er sædvanen, når Jysk Arkæologisk Selskab står bag en publikation, ligger der et veludført redaktionsarbejde bag. Bortset fra enkelte fortalelser som den ofte hørte om isen, der trak sig tilbage (nej, den smeltede bort!) og et fuldstændigt uforklaret og for mig uforståeligt udtryk som ”bayesianske analyser” (s. 224), er der gjort meget for, at teksten skal fremstå som let læselig. Det må man rose, for arkæologer ynder at slynge om sig med fagudtryk – og de bruges da også i teksten, men forklares løbende. Til brug for ikke-fagfolk såvel som for os andre, der ikke nødvendigvis kan huske alle bondestenalderens mange underfaser og deres datering fra hinanden, ville en form for kronologitavle dog have været en god støtte.

Redaktionsarbejdet slører dog ikke, at der er været to – jo faktisk tre – forfattere på teksten, men det forringer på ingen måde læsningen. Til gengæld kunne jeg godt tænke mig, at man ved redaktionen havde anmodet om, at forfatterne konsekvent havde anvendt store bogstaver i begyndelsen af ord som sarupanlæg. På side 263 finder man oven i købet ordene troldebjergskål og Klintebakkefasen i samme sætning! Arkæologer bruger flittigt ord, hvor man kobler et stednavn og et navneord, og i disse tilfælde bør ordet konsekvent skrives med stort – i hvert fald hvis man spørger anmelderen.

Når jeg holder foredrag om bondestenalderen, er dysserne noget af det, der er sjovest at formidle. Det skyldes især, at storstensgravene indeholder så mange lag af fortællinger og muligheder for at udfordre tilhørernes fantasi. Særligt gunstigt er det, når man fortæller om anlæggene, mens man står på dækstenen af en dysse og forsøger at afdække dens historie og funktion. Til denne brug har jeg nu fået en bog, der på en pædagogisk og overskuelig måde har givet et fantastisk overblik, megen ny viden samt ikke mindst gode illustrationer, der gør det let at formidle centrale budskaber om storstensgravene. Jeg kan næsten ikke vente med at få muligheden for at teste nogle af bogens budskaber ved en af de fynske dysser! 

Mens jeg forventningsfuldt sidder og venter på, at Andersen og Eriksen eller andre får skrevet en bog af tilsvarende kvalitet om jættestuerne, vil jeg give ”Stendysser – Arkitektur og funktion” mine bedste anbefalinger som en oplagt julegave til alle, der er interesseret i disse umådeligt fascinerende anlæg af jord og sten.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Haderslev. En købstad bliver til
Peasants and Prayers
Oldtidsagre i Danmark