Menu
Forrige artikel Næste artikel

De inddæmmede landskaber

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 256

Af Jørgen Peder Clausager, arkivleder, cand.mag., Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn.

Denne meget præsentable bog er vokset ud af det seneste årtis beskæftigelse med kulturmiljøer. Men den er, som undertitlen siger, en historisk geografi, og forfatteren præciserer i sit forord, at hans intention er at genetablere “den rustne forbindelse mellem de to discipliner, geografi og historie”.

Den fortæller historien - og det er en spændende historie - om inddæmningsvirksomheden i Danmark 1750-1970. Inddæmning er, præciseres det, landvinding gennem afsnøring af havarme: vige eller nor, og tørlægning - eller forsøg derpå! - af det bagvedliggende havområde med henblik på kultivering; og det adskiller sig derved fra inddigning, dræning og vandløbsregulering, der er andre former for landvinding. Det største og mest kendte inddæmningsarbejde i Danmark er Lammefjordens tørlægning siden 1870’erne.

Som den grundige mand Morten Stenak er, forfølger han også inddæmningsprojekterne bagom 1750, men der kendes kun fem projekter i perioden 1530-1750. Perioden 1750-1970 inddeles i tre perioder: 1750-1830 (med 20 inddæmingsprojekter), 1830-1890 (der er inddæmningens guldalder med 95 projekter), og 1890-1970 (med 29 inddæmningsprojekter).

Der er flere forklaringer på, hvorfor aktiviteten topper midt i 1800-årene. En af dem er “landhunger” i kornsalgsperioden; en anden er vandbygningsteknologiens fremskridt, der bl.a. muliggør afvanding ved dampkraft; en tredje er tilstedeværelsen af risikovillig kapital (nogle af de danske inddæmningsprojekter finansieres af engelsk spekulationskapital); en fjerde - og mere tentativ - forklaring er ønsket om at “vinde indad hvad udad tabtes” - det er i så fald intet tilfælde, at 1860’erne og -70’erne er de årtier, hvor flest inddæmningsprojekter sættes i værk.

Inddæmningsprojekternes lokalisering i Danmark relateres bl.a. til opdyrkningsgraden i forskellige dele af landet, hvortil der bringes et par særdeles spændende kort, over opdyrkningsgraden i kongeriget 1861 og 1881. Ikke overraskende er denne højest på øerne og i Østjylland, hvor vi også finder de fleste inddæmningsprojekter - i Nord- og Vestjylland, hvor der var masser af hede at opdyrke, valgtes denne - lettere - metode til at tilfredsstille landhungeren. Men naturligvis var det også en forudsætning, at naturforholdene gav mulighed for inddæmning - og disse muligheder var også til stede i størst antal på øerne og i Østjylland!

Morten Stenaks bog er en delvis omarbejdelse af hans Ph.D.-afhandling, og den er som sådan forsynet med en særdeles omfattende forskningsberetning, ligesom inddæmningerne i Danmark sættes ind i et europæisk perspektiv; ikke overraskende indtager Holland - eller Nederlandene, som landet nu ønsker at blive kaldt - en suveræn førsteplads, både m.h.t. inddæmningernes omfang og udforskningen af deres historie. - Der redegøres også grundigt for begreber og terminologi, ligesom kildematerialet naturligvis præsenteres; en af de vigtigste kilder er de detaljerede Danmarkskort, fra Videnskabernes Selskabs kort i 1700-tallet, over målebordsbladene i 18- og 1900-tallet, til 4 cm.-kortet ved overgangen til det 21. århundrede.

Efter gennemgangen af inddæmningernes historie på landsplan følger en “case-study” af inddæmningerne på Nordfyn, fra Bogense til Kerteminde, hvor forfatteren for alvor er gået i dybden og har suppleret sine kort- og litteraturstudier med feltstudier. Selv om dette afsnit kun fylder 43 af bogens 272 sider er det på mange måder bogens rygrad, og gør den til et ubetinget ‘must’ for alle lokalhistoriske arkiver og lokalhistorisk interesserede enkeltpersoner i dette område.

Som noget lidt usædvanligt ved et historisk værk er bogens tekst blevet sprogligt revideret af miljøjournalist Kjeld Hansen, der modtager forfatterens tak herfor i forordet. Så måske er det ham, der skal klandres for vaklen mellem flertalsformerne “jorde” og “jorder” (anmelderen foretrækker den sidste), og for fejlstavningen “hierakisk” Da bogen er skrevet af en kulturgeograf og tilmed er et højvidenskabeligt værk, myldrer fremmedordene - også hvor man måske kunne have brugt et dansk ord. I oversigten over den hollandske forskning anvendes ordet “estuarier” i stedet for “flodmundinger” (vist et novum på dansk) - men desværre fejlstavet “estaurier”! (s. 33, sp. 2). Og hvad er mon “holocæne, marine aflejringer” for noget? - det er vistnok aflejringer fra den nyeste geologiske periode, de sidste 10.000 år. “Hydrometriske undersøgelser” (s. 109) er til nød gennemskueligt for den fremmedordvante og forklares også så nogenlunde i konteksten. Men på s. 124 omtales Hindsholms drumlinbakker - det er tågesnak for den ikke-geologisk kyndige. På samme side omtales DNN, som vistnok betyder ‘dansk normal nul’ og indikerer den normale vandstand - men hvordan DNN på Nordfyn kan befinde sig i ‘ca. +10 cm’ bør nok også lige forklares. På s. 127-128 klassificeres jordtyperne v.h.a. et system med FK-numre (FK1-FK8), som det havde været rart at få præsenteret i en lille faktaboks. ‘Og s. 127 omtales i note 23 ‘vektoriserede kystlinjer’. S. 223 slutter abrupt med en regulær ombrydningsfejl.

Disse detailkritiske bemærkninger, tildels affødt af en historikers frustration over ikke at kunne være med ‘hele vejen’, bør ikke skygge for den kendsgerning, at vi står med en bog, der også som kultur- og lokalhistorie er overordentlig værdifuld. Forfatterens hensigtserklæring, som er citeret i anmeldelsens indledning, er til fulde opfyldt. Bogen er overdådigt illustreret med fotos, kort, tabeller og grafer (heriblandt et fyldigt afsnit med bilagstabeller), der som hovedregel er i farver, hvilket ikke blot er lækkert, men også letter tilegnelsen betydeligt. Og som sig hør og bør er bogen fyldigt annoteret, forsynet med omfattende litteraturliste, og et register, der indeholder person- og stednavne samt emneord.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Ingen undskyldning
Dansk fagbevægelses historie frem til 1950
Folk & fortællinger fra Det Tabte Land - Bd. II: Øerne