Menu
Forrige artikel Næste artikel

Herregården, bd. 1 - Gods og samfund

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 240

Af Mogens Kragsig Jensen, forskningsbibliotekar (vikar), cand. mag., Syddansk Universitetsbibliotek

Med første bind af Nationalmuseets stort anlagte værk om danske herregårde, er der atter nyt stof at hente omkring et emne, der traditionelt har mange interesserede læsere. For som værkets redaktører ganske rigtigt konstaterer i det indledende kapitel, så er der ikke just nogen mangel på bøger om de danske herregårde og deres omgivende verden. Hovedbygningerne ligger synligt for alle i landskabet – og fascinerer læg som lærd – før som nu! Men efter godt og vel et århundrede i politisk modvind har herregårdens betydning som driftsenhed og lokalt/socialt omdrejningspunkt efterhånden fundet vej til den historiske forskning. Og Nationalmuseets udgivelse er da også den første – bredt anlagte – tematiserede gennemgang af de mangeartede forhold og interesser, der knytter sig til den danske herregård. Af samme grund kan det nye værk ikke erstatte det af Arthur G. Hassø redigerede Danske Slotte og Herregårde som kom i 1940’erne, og i en omarbejdet udgave ved Aage Roussel i årene 1964-67. Det er stadigvæk her, man bør begynde, hvis man efterspørger fakta om gård, gods og ejere. Nationalmuseet er ikke uvant med den tematiserede gennemgang af herregårdsmiljøet. Ole Højrup udgav i 1980-82 otte bind med læseværdige erindringer under titlen Herregårdsliv, hvor de mange grupper af mennesker – fra den jordløse indsidder og op til lensgreven – giver et levende tidsbillede fra det traditionelle godssystems sidste århundrede, mens herregårdene og det minisamfund, de udgjorde, endnu var befolket. I det nye firebindsværk tages der udgangspunkt i herskabet og hovedbygningerne.

I seriens første bind der bærer undertitlen Gods og samfund, føres læserne gennem en række forfatteres tolkning af rammerne for ejere, gård og gods, og bindet danner dermed indgangsvinklen til de kommende bind.

Steffen Heiberg koncentrerer i afsnittet Herskab gennem tiderne sig om adelens (vel mest højadelens?) selvforståelse fra dens fremkomst i middelalderen og frem til skæbnetimen efter Første Verdenskrig. Afsnittet har sit tyngde i middelalder og renæssance, og fører læseren gennem godsejernes (d.v.s. adelens) udvikling fra landsbyernes stormænd op i middelalderen, hvor der ikke er noget alternativ til adelen som magtfaktor. Adelsstyrets storhedstid fra reformationen og op til enevældens indførelse gav sig udslag i en udstrakt byggeaktivitet, og en række – nu helt civile – gårde som f.eks.  Hesselagergård, Rosenholm, Løvenborg etc. så dagens lys i denne periode. En stigende økonomisk polarisering i adelen internt skabte derudover mulighed for højadelens dominans, bl.a. indenfor kunst og kultur, for eftertiden mest synligt i spektakulære gravmonumenter og portrætkunst. Heiberg fører sit afsnit op gennem enevælde, oplysningstid og begyndende demokratisering.

Vivian Etting og Niels Engberg beskæftiger sig i Fra storgård til herregård med selve hovedgården, og den sociale manifestation der kunne ligge i dette i middelalderen. Der er vel egentlig tale om borgens historie, for forfatterne trækker lange linjer fra den førkristne tid, hvor læseren bl.a. præsenteres for magtcenteret i Gudme på Sydfyn. Middelalderens og renæssancens borge beskrives udførligt og godt, og da såvel kirke, konge og adel baserede deres magt på borgen, afspejler den politisk urolige middelalder sig også i borgbyggeriet, inden dronning Margrete i 1396 satte en stopper for privates byggelyst som led i konsolideringen af kronens magt. Da det et århundrede senere igen blev tilladt, var borgens epoke som reel militær faktor stærkt på retur, og 1500-tallets byggerier indledte epoken, hvor herregårdens funktion som luksusbolig træder i forgrunden.

Carsten Porskrog Rasmussen beskriver i Gård og gods selve det økonomiske grundlag for godsdriften i renæssance og nyere tid. Efter en god indledning med definitioner og begrebsafklaring, gøres der med geografisk passende spredte eksempler rede for forholdet mellem hovedgård og bøndergods og mellem jordejer og jordbruger. Der redegøres for tidernes skiftende strømninger, således kronens højt priorieterede mageskifter med adelen under Frederik II i Nordsjælland og i området mellem Kolding og Vejle Fjord. Vigtigere for adelens besiddelser var ændringer i skifteprincipper, der betød, at bøndergodset kunne holdes samlet, så en slidsom arrondering af godset ikke blev splittet af arvingernes retfærdighedsbehov. Hartkornet som vurderingsenhed og -mulighed var afgørende for denne udvikling. At ikke-adelige også kunne etablere sig som godsejere, så man efter systemskiftet i 1660, men da de nye godsejere ofte selv blev adlet, og i deres forvaltningsmønster ikke adskildte sig synderligt fra de gammeladelige, blev den almindelige opfattelse af, at godsejer og adelsmand var to sider af samme sag, opretholdt. 1600-tallet skabte mange nye hovedgårde, og 1682-forordningen om skattefrihed for hovedgårdsjorden ved besiddelse af minimum 200 tdr. htk. bøndergods skulle vise sig at blive retningsgivende for mageskifter, køb og salg langt op i 1700-tallet. Som den uudviklede stats forlængede arm udførte godsejerne frem til landboreformerne rene statsopgaver indenfor skatte- og sessionsområdet. Majoratssystemet – der i den danske form var udtænkt som en funktion af enevoldsmagten - havde sin storhedstid i det sidste århundrede op til grundloven, hvor disse privatejede – men bundne – besiddelser besad op mod 90.000 tdr. htk., omtales kort. Landboreformer og oplysningstidens nye strømninger tog efterhånden livet af det traditionelle gods – hovedgård og bøndergods – idet selvejet med statens mellemkomst op gennem 1800-tallet efterhånden reducerede godset til blot at være en stor driftsenhed. Den symbolske lov om fæsteafsløning i 1919 gav sammen med den mere skelsættende majoratslov fra samme år rammen for stordriftens form århundredet ud: store driftsenheder, delvist affolkede med mekaniseringen som eneste løsning.

Ditlev Tamm følger i Lensafløsningen i noget kortfattet form op på Heiberg og Porskrog Rasmussens bidrag med en beretning om den ene af de to retssager, der udgjorde (hovedparten) af majoratsadelens reaktion på 1919-loven. Afløsningen sættes i politisk perspektiv fra grundlovens indførelse i 1849.

Endelig anskueliggør arkivar Karen Hjorth i Hvor ved vi det fra godsarkivernes righoldige muligheder for at følge boligindretning og godsdrift, for en stor dels vedkommende eksemplificeret ved det Schulin’ske hjem på Frederiksdal.

Første bind af Herregården er en læseværdig sag for alle der har interesse i emnet. Og holder de øvrige bind samme niveau er der skabt et tiltrængt nyt referenceværk indenfor området. Bogen er velskrevet og rammer emnemæssigt så bredt at det er en stor kunst at få alle perspektiver med. F.eks. er alt eksempelmateriale hentet fra den til enhver tid værende højadel, og det kunne have været givtigt at få nogle perspektiver på de knapt så synlige godsejere hvis forhold var knapt så spektakulære som højadelens. Der sætter kilde- og illustrationsmaterialet naturligvis sine begrænsinger, og måske inddrages den mindre synlige del af adelen i kommende bind?  Redaktionen har åbenbart ikke ønsket at begrænse forfatterne, og der er klogeligt taget væsentlige forbehold for grænserne mellem bogens rammer, bidrag og eksempler. Det resulterer i overlapninger som måske ikke er nødvendige i en serie som denne. F.eks. beskriver såvel Heiberg og Porskrog Rasmussen de formelle sider af majoratssystemet. Vi får også historien om den kostbare og sikkert vellykkede bryllupsfest på Bollerup i 1503 mellem Tyge Brahe og Magdalene Krognos (astronomens farforældre) hele to gange, og flere eks. kunne nævnes. Mere generelt fornemmes det at dele af bidragene til tider kører ad parallelle spor, men da hvert bidrag samtidig indgår i en bestemt sammenhæng er det ikke afgørende for læserens forståelse. Fra småtingsafdelingen kan f.eks. nævnes, at Th. Thaulow: Stamhuset Ravnholt-Nislevgaard-Hellerup’s Godshistorie (1957) burde have været nævnt i redaktionens ellers meget gode forskningsoversigt. Desuden mangler Clausholm (Det v. Schildenske jydske Fideikommis) på listen s. 262.

Layoutmæssigt er værket en gedigen publikation, trykt på kraftigt papir, rigt illustreret og med mange  – nyoptagede - fotos. Specielt de mange helsides luftfotos af typen: hovedgård-avlsgård-have-lidt mark og lidt skov - er på samme tid både informative og smukke. Hvert kapitel er efterfulgt af et engelsk resume. Efter det velskrevne bind 1 at dømme har interesserede virkeligt noget at se frem til! De øvrige tre bind skal efter planen udkomme med et halvt års mellemrum indtil sommeren 2006, og har fået undertitlerne: Anlæg, interiør og have; Drift og landskab; samt Moderne brug og bevaring. I det sidste bind vil værket koncentere sig om herregården i dag, og de evigt aktuelle bevaringsproblemer.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Danmarks udenrigspolitik efter 1864
Den moderne by
Trap Danmark bind 6