Menu
Forrige artikel Næste artikel

Ivans krig

Kategori: Bøger
Visninger: 692

Af Henning Lyngsbo

Ved skæbnens ironi havde jeg netop læst den sidste side af historikeren, professor Catherine Merridales bog om IVANS KRIG, da jeg tændte for TV-nyhederne og så billederne fra Moskva om den nu genindførte militærparade her den 9. maj. Billederne mindede i høj grad om Sovjetunionens 9. maj parader under den kolde krig. Vi har ikke set disse parader efter kommunismens fald.

Paraden i år blev passende holdt efter den hidtidige præsident Vladimir Putins fratræden og den nyvalgte Dmitrij Medvedev tiltræden som Ruslands præsident.

Nu er militærparaderne altså genindført. Men hvorfor? - Spørger man sig selv. Er der sammenhæng med de stigende, nærmest provokerende revirafmærkningsaktiviteter med russiske militærfly og flådefartøjer overskridende eller tæt ved at overskride NATO-landenes territoriegrænser i de sidste par år? Opsendelser af interceptorfly til imødegåelse af mulige krænkelser af luftterritorier, ligner aktiviteterne, som vi kender dem fra den kolde krig.

Det er også mange år siden, vi har set russiske krigsveteraner i TV fra Moskva. Men denne gang var de lige så vigtige at præsentere som selve paraden. Jeg husker en  bemærkning fra en af krigsveteranerne, der henvendt til vestens seere sagde: ”Det var os, der vandt krigen - ikke Amerika!”

Mine tanker gik tilbage til en af Catherine Merridales mange oplevelser af russernes opfattelse af krigen, da hun for få år siden skulle på besøg i administrationsbygningen bag krigsmuseet i Sejrsparken som et led i sin indsamling af dokumentation. Da vagten havde kontrolleret Merridales ID-papirer, lød det: ”Britisk. – De var på vores side – ikke?”  Merridale nikkede spagfærdigt og tog sig i at indskyde noget om 1939.

”De må gerne gå op. - Men det var ikke så godt, at Churchill var så længe om at åbne den anden front.”  Lød salutten fra vagten.

Det var ikke første gang Merridale mødte selvhøjtideligheden og den arrogante selvglæde over sejren over Tyskland.

For at forstå det absurde i vagtens bemærkning skal man vide, hvorfor Merridale ville have givet igen ved at nævne året 1939. Det år blev Ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen indgået. Englands indtrådte samme år i krigen mod Tyskland. Først 22. juni 1941 begyndte krigen mod Tyskland for Sovjetunionens vedkommende! 

Tilbage til TV-reportagen af militærparaden 9. maj 2008. Egentlig lød det nærmest dansk, da præsident Medvedev råbte ”Hurrah” til de opmarcherede styrker. Og styrkerne svarede igen med deres ”Hurrah”. I virkeligheden var det en genoplivning af Den Røde Hærs kampråb under 2. verdenskrig. Når soldaterne blev sendt ud foran de tyske kampvogne, var deres eneste moralske oprustning det fælles kampråb, som virkelig satte en skræk i livet på fjenden. Herom giver Catherine Merridale mange eksempler.

På TV-skærmen lød kampråbet noget spagfærdigt. Meget synkront. Men hensigten var klar. Russerne og omverdenen skulle erindres om, hvor frygtindgydende den russiske soldat havde været under sidste verdenskrig, og at han stadig var skræmmende for enhver fjende. Om Rusland reelt ønsker at starte en ny kold krig får stå i det uvisse. Eller er det indenrigspolitiske intentioner.   

For bedre at kunne forstå, hvad der sker i Rusland, eller rettere, hvorfor det sker, er Catherine Merridales bog om Ivans krig et glimrende fortolkningsværktøj. Bogen bygger på flere års research i russiske arkiver, soldaterbreve og samtaler med krigsveteraner.

Det har ikke været nemt. Ikke alle arkivalier var åbne for gennemgang og det fundne kildemateriale i form af soldaterbreve indeholdt sjældent sandheden. Ikke engang samtalerne med krigsveteranerne var pålidelige. Alligevel er det lykkedes for Merridale at ”afkode” de stereotype vendinger og klicheer, som soldaterne brugte, når de skulle kommunikere med familie, venner og myndigheder.

Stereotypien og klicheerne var nødvendige i kommunikationen.

Ikke alene havde soldaten censuren at tage hensyn til, men der fulgte ubønhørligt straf, hvis Ivan formulerede sig forkert i forhold til statens, dvs kommunismens og især Stalins forventninger. Et fejltrin – bevidst eller ubevidst - kunne koste livet.

Den Røde Hær mistede 8 millioner mand under krigen. Mere end de samlede tab for Tyskland og de Allierede. Hertil kommer 20 millioner dræbte civile.

Det var ikke Tyskland, der forårsagede alle tabene. En meget stor del skyldtes direkte Stalins ordrer om at skride ind med dødsstraf, hvis nogen udviste kujoneri, kritiserede systemet etc. Der oprettedes straffebataljoner, fangelejre(Gulag) m.m., hvor udsigten til at leve endnu nogle måneder var yderst ringe. Catherine Merridale har talrige eksempler på systemets – læs Stalins – kyniske decimering af hær og befolkning. Hensynet til staten gik som altid i Sovjetunionen forud for selv de mest elementære menneskerettigheder.

Catherine Merridale graver meget dybt i sin søgen. Hvem var Ivan, den sovjetiske soldat? Hvad rørte sig i ham under den mareridtsagtige krig? Hvordan var forholdet til officererne? De politiske kommissærer? Ægtefællen og familien derhjemme? Kammeraterne i fronten? Tyskerne?

Betød livet mere end døden? Havde Ivan overhovedet nogen absolutte moralske grænser eller etiske stopklodser? Havde ateisten Ivan religiøse tanker og behov?

Hvad gjorde Ivan til en lige så brutal og paranoid soldat som den tyske? Hvorfor plyndrede, voldtog og myrdede Ivan den civile befolkning i så stort et omfang, som det skete gennem flere af krigsårene? Og hvad betød mødet med kapitalismens åbenbaringer i krigens sidste fase?

Det er utroligt mange af disse spørgsmål, der bliver søgt besvaret i Catherine Merridales bog om Ivan og hans krig. Undervejs i min læsning af bogen følte jeg det nærmest, som om jeg gennemså mentalerklæringer om Ivans og Sovjetunionens tilstand. I hvert fald indeholder bogen psykiatriens og psykologens dybdeborende og yderst afslørende detaljer om begges helbred.

Det er vel også Catherine Merridales konklusion efter sin research og møde med krigsveteraner og ældre bureaukrater, at den sovjetiske befolkning under krigen blev tvunget ud i et utopia, hvor frygten var herskeren og døden en gave. Hvor indoktrineringen var så effektiv, at forholdene til trods, forblev de fleste Ivan´er tro soldater overfor regimet. De udspurgte krigsveteraner fornægtede alt det, som regimet havde lært dem at fornægte. Kun regimets autoriserede hukommelse kom frem.

Enhver læser kan så tænke sit. Herunder drage en analog til patienten, der fornægter eksistensen af sin egen sygdom.

IVANS KRIG er en tankevækkende bog kommunismens ydmygelse og hjernevaskning af en stor befolkning. Om massedrab og tortur. Om løgn og manipulation. Og måske også om Rusland i dag?

Meget læseværdig bog!

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Modstanden
Krystalnatten
Sygeplejerske i Det Tredje Rige