Den spanske borgerkrig
Menu
Forrige artikel

Den spanske borgerkrig

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 535

Af Peter Mouritsen

Den spanske borgerkrig stod for mig, før jeg kastede mig over Torben Riis Petersens bog om den, som en af de internationale konflikter som det var lettest at vælge side i. Nu efter at have tilegnet mig flere nuancer, er der ikke meget, der har ændret sig i den retning. Det skulle da lige være vurderingen af det internationale samfund, som nu har fået en del ridser i lakken.
Riis Petersen har skrevet en udmærket bog, som giver et godt overblik og gode forklaringer på mange af de ting, jeg ikke rigtig havde styr på omkring borgerkrigen og ikke mindst optakten til den. Han blev ifølge forordet inviteret til at skrive bogen af Informations Forlag, efter han i 2010 skrev om Den amerikanske borgerkrig – en bog jeg ikke har læst.

Grundig gennemgang
Læseren får en rimelig grundig gennemgang af de forskellige faser af krigen – og som nævnt også optakten. Som viser sig at være et ret kompliceret forløb, hvis det overhovedet kan kaldes det. Det spanske samfund var ved tærsklen til det 20. århundrede meget umoderne og usammenhængende – faktisk i opløsning. Riis Petersen formår at give et indtryk af, hvor forvirret og farlig situationen var i Spanien og et nogenlunde forståeligt overblik over aktørerne i det politiske spil op til krigen. Aktørerne var utrolig forskellige - spændende fra socialister, kommunister og anarkister – til spanske royalister, et af Europas største officerskorps i forhold til hæren, regionale separatister, katolske gejstlige af højere og lavere rang. Alle ville have del i magten og brugte de virkemidler, der lå ved hånden – godsafbrændinger, militærkup, mord, undertrykkelse, huslejeforhøjelser og meget mere grimt. Det er svært at holde styr på, men jeg synes, det lykkes Riis Petersen at give et forklarende indblik i situationen.

Under borgerkrigen udvides det komplekse billede med den internationale situation, som kom til at spille en vigtig rolle for krigsforløbet, idet tyske og italienske tropper uhindret hjalp kupmagerne, mens den demokratiske del af verden var meget lunkne i deres hjælp til den demokratiske regering. USSR og Komintern hjalp den lovlige regering – hvilket ikke var uproblematiske allierede – da de jo heller ikke kan kaldes demokratiske. Herudover hjalp Mexico og Frankrig, så vidt det var muligt for de internationale restriktioner. Også på dette område giver Riis Petersen en god forklaring på, hvad der foregik internationalt og det komplicerede spil af hensyn, alliancer og mistillid, der prægede Europa. Kun Storbritanniens rolle synes jeg ikke er forklaret meningsgivende. Briterne spillede, en for mig overraskende, aktivt tilbageholdende rolle og forhindrede tilsyneladende hjælp til den lovlige regering, samtidig havde de en lille finger med i kuppet ved, at britiske agenter fløj et fly med Franco fra Marokko til de Kanariske Øer. Lige her føler jeg mig lidt svigtet af Riis Petersen. Briternes opførsel omkring denne borgerkrig giver ikke mening – og jeg ville gerne have haft forfatterens udlægning af, hvad de havde gang i. Det er naturligvis ikke sådan, at Riis Petersen ikke forklarer det. Men jeg synes ikke, det giver mening.

Internationale Brigader
De sagnomspundne Internationale Brigader tildeles også en berettiget fyldig behandling. Under læsningen gik der mange ting op for mig om deres kamp, ledelse og afvikling. Riis Petersen har tydeligvis en vis beundring for de modige frivillige, der beskrives som gode og stabile soldater. De gjorde en stor forskel og var med til at holde modet oppe på den spanske civilbefolkning.

Komintern havde forholdsvis stor indflydelse på de Internationale Brigader, hvor man forsøgte at danne og overvåge soldaterne ideologisk for eksempel med politiske kommisærer, som stod ved siden af den militære leder af delingerne. Dette forhindrede tilsyneladende ikke, at de var rimeligt effektive i felten. Men det fremgår heller ikke helt klart, hvor meget magt kommisærerne faktisk havde, når det kom til stykket.

I felten
Kamphandlingerne beskrives ret overordnet, og andet kan man jo nok heller ikke forvente. Det bølger lidt frem og tilbage, og vi bliver på udmærket vis introduceret for styrkerne på begge sider. Undertiden undrer man sig lidt over, at det kunne gå galt for republikken, da den generelt beskrives som bedst. Men Riis Petersen afslører, at dens sejre ikke følges op, og at tabene derfor ofte er forgæves – måske et udtryk for at fjenden, der jo var hæren, faktisk var bedre uddannet militært.

Kampene er dog også det sted, jeg synes bogen halter mest. Det bliver lidt trivielt med de mange slag frem og tilbage. Det var naturligvis sådan, borgerkrigen forløb, men her kunne man godt have brugt nogle andre indspark til at beskrive situationen. For eksempel øjenvidners erindringer, samtidig pressedækning – eller andet til at komme ned på jorden og gøre det hele lidt mere konkret.

Blodfattig
Det er måske det, der gør, at jeg fra tid til anden – undskyld udtrykket – har oplevet fremstillingen blev lidt blodfattig. Det er de store linjers historie. Om det skyldes, at bogen udelukkende synes skrevet på baggrund af ikke-spansksproget sekundær litteratur, kan jeg ikke sige. Riis Petersen refererer ofte til, hvad den og den historiker med engelsklydende navne har konkluderet og sætter forskellige udlægninger op mod hinanden. På den ene side betyder det, at vi bliver præsenteret for de forskellige udlægninger. Men det er på anden hånd. Forfatteren har ikke selv kigget i aviser eller andre samtidige kilder for at finde eksempler på det, han skriver om. Jeg forlanger ikke, at han trævler det hele op igen, men lidt originale kilder havde været et godt krydderi. Måske er det også jeg oplever, der er lidt ’afhandling’ over bogen. På den ene side er den mere eller mindre fri for svulstige beskrivelser og røverhistorier, en ting som jeg ofte synes tager overhånd. På den anden side betyder det altså, at vi som læsere kommer på lidt for lang afstand fra den spanske borgerkrig.

Dette nævnes ikke for at sløre, at det er en god og saglig bog, som giver læseren en solid indføring i borgerkrigens dilemmaer. Den er jo tragisk aktualiseret med de forfærdelige ting der foregår i Syrien, som ikke har så få paralleller mht. til de internationale forhold, frivillige og intern splittelse blandt de krigsførende. Hvor mange paralleller, der kan trækkes mellem de to konflikter kan man selv undersøge sig om ved at læse Torben Riis Petersens gode og solide bog.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kampen om den Kolde Krig
Skyggemand
Svenskekrigene 1657-60