Menu
Forrige artikel Næste artikel

Fæstningsbyen Fredericia

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 821

”Det fordelagtigste og sikreste sted”

Generalløjtnant Kjeld G. H. Hillingsø har med vanlig dyb indsigt og vid leveret en fin fortælling om fæstningen Fredericia, der den 6. juli endnu engang kan lade 27 kanonskud tordne ud over fæstningsbyen til minde om sejren 6. juli 1849.

Af Erik Ingemann Sørensen

Fredericia er på mange måder en af Danmarks mest fascinerende byer. Bag de imponerende volde ligger de snorlige gader. Til sidst finder vi kastellet, der vender ud mod Lillebælt. Det fremgår tydeligt, at denne by ikke er vokset frem på almindelig vis. Der står ligger helt klart en plan bag.

En indberetning til Christian IV - leveret af rigsmarsk Anders Bille - understreger stedets strategiske beliggenhed ved Bersodde. Via bæltet kunne man bringe forsyninger til byen – eventuelt evakuere om nødvendigt – et forsvarsværk med volde og voldgrave kunne gøre den sikker. Derfor skriver Bille i sin indberetning: ”det fordelagtigste og sikreste sted…”

Men ved kongens død året efter gik projektet i stå. Frederik III bad så Georg Hoffmann tegne et kort, der skulle danne baggrund for bygningen af fæstningen.

Frederiksodde som det burde se ud, 1657 (Museerne i Fredericia)

De 4 primære elementer i fæstningsbygningen var:

En bastionær hovedvold med foranliggende voldgrav

En forsvarsmur langs sønderstrand

Et værk med små bastioner langs Østerstrand

Et kastel på Bersoddes spids

Gaderne blev tegnet som et rudenet – hvorved man kunne skyde gennem disse. Skulle fjenden nu være kommet over voldene. 15 nord-sydgående og 8 øst-vestgående. Og det præger i den grad bybilledet den dag i dag.

Der var nu ikke mange, der havde lyst eller vilje til at flytte ind i den nyanlagte by. Det klarede man imidlertid i1650, da man nedlagde de omkringliggende landsbyer, Hyby, Hannerup og Ullerup og flyttede 47 familier ind bag voldene.

Senere indførte man religionsfrihed, hvorved både katolikker, reformerte og jøder kom til byen og satte deres markante præg på livet. Hillingsø glemmer desværre at nævne, at byen havde forbud mod at have kirketårne, da disse kunne benyttes til indskydning under belejring.

Dårlig begyndelse

Længe varede det ikke, før fæstningsbyen blev angrebet – af Karl 10. Gustav. 25. august 1657 klokken 06 om morgenen satte svensken ind med et bombardement, der dog havde ringe effekt. Hvorefter angrebet blev afbrudt. Men det var en stakket frist.

Den 24. oktober blussede ilden fra en gård i landsbyen Erritsø – signalet til endnu et svensk angreb. Under feltråbet ”Hjælp Jesus” stormede  fjenden ”efter de bedste svenske principper”, skriver Hillingsø. Voldene havde ikke forsvarere nok – byen blev indtaget, og de forsvarende danske dragoner på Trinitatis Kirkegård blev hugget ned til sidste mand.

Krigen vippede 2 år senere ved Nyborg, da svenskerne blev slagtet.

Rolige år – og de dramatiske

i 1664 fik byen sit nuværende navn, da det tidligere havde en uheldig klang: ”Frederiksøde”. Men. ”Som det altid er gået med forsvarsbestræbelserne i Danmark i fredstid, gik arbejdet langsomt i stå, og i 1668 ophørte al bevilling til fæstningsbyggeri i Fredericia…”, skriver Hillingsø – med vanlig spids sidebemærkning til de mærkværdige forsvarsforhandlinger. Og hvor har generalløjtnanten dog ret.

De efterfølgende krige gik hen over Fredericia. Men da borgerkrigen bryder ud mellem Slesvig-Holstenerne støttet af Preussen og kongeriget i 1848, kommer fæstningen atter i centrum. I løbet af de to første dage i maj 1848 rykkede preusserne ind i fæstningen, der var blevet forladt. Men krigslykken vendte – takket være dygtige dansk-norske generaler. Hillingsø forstår at give et fint overblik, og med sin gode pen får han fortalt den dramatiske historie om udfaldet fra Fredericia, der atter var på danske hænder.

Tidligt den 6. juli 1849 – solen var endnu ikke stået op – gik de danske soldater ud fra fæstninger og angreb preusserne. Det var mand til mand kamp. Med bajonet, som det mest benyttede våben. Hillingsø citerer overgeneral Bülows tale til tropperne, hvori han opildnede til raskt og livligt angreb og brug af ”bajonetten frem for at spilde tid på ”skydekamp”. ” Med parentesen (sic!).

Nordmanden general Ry – kort før han faldt. Her kan man med rette sige: ”Det var en sommermorgen – endnu før det blev dag…” (Museerne i Fredericia)

Under et angreb i 1849 var der kun tid til ét eneste skud med forladeren. Så det var bajonet og kolbe, der blev foretrukket. Men der er så sandelig også bajonet på moderne geværer. Og de bliver brugt.

1861 lød der atter torden i syd. Så fik man øjnene op for nødvendigheden af at sætte fæstningen i stand igen. Man foreslog 7.15 millioner. Og fik 283.600 rigsdaler. Også det kunne minde om resultatet af fede forsvarsforligs frokoster. Men ved indgangen til krigen 1864 stod fæstningen i forsvarlig stand.

Hvorefter der fulgte endnu en dansk specialitet: heller trække sig før det går løs. Pludselig var man – som ved Danevirke - væk. Østrigerne var ved at planlægge et angreb, da de fattede mistanke. Hvorefter indmarchen i byen nærmest var en sejrsparade.

Hillingsø kommer ind på den skæbne, der en overgang truede statuen af landsoldaten. Preusserne havde det jo med at ”snuppe” erobret gods med hjem. Men takket være den preussiske officer Gablenz lykkedes det at bevare den imponerende statue i byen. Og da de østrigske tropper rykkede ud lod han pladsen blomsterbesmykke – og skænkede statuen til Fredericia. Herom skrev en østrigsk soldat: ”Vores regimentskapel var trådt an og spillede som første stykke melodien fra ”Den tapre landsoldat”. Indbyggernes jubel havde ingen ende…” (https://www.youtube.com/watch?v=85QuoxDaUgk).

Det kan man da kalde storhed.

Billede af forpostfægtningerne ved Erritsø 1864. Med Madsen Møllers gård i baggrunden. (Inge Adriansen)

Desværre skøjter Hillingsø lidt let hen over dette. Og resten af historien om, hvordan befolkningen måtte hjælpe med at ødelægge forsvarsværkerne. Lidt ærgerligt. For det er også en del af byens historie. (Men lad det nu skyldes pladsmangel, at det er udeladt).

Vi hører lige om 1864 krigens sidste kamp: ved Lundby den 3. juli 1864. Hillingsø skriver: ”Her faldt 32 danske soldater og 64 blev såret, mod 3 sårede preussere, fordi den danske chef fejlagtigt mente, at et bajonetangreb over åben mark mod preussernes stilling i et hegn var den rigtige taktik…” Så enkelt var det altså ikke. Oberstløjtnant Beck, der havde stukket halen mellem bene ved Sankelmark, ville høste ry. Rigtigt at han helt vanvittigt angreb over åben mark. Men preusserne sad ikke i et hegn, men bag et stengærde, der står der den dag i dag. Og så kom bagladegeværet den eneste gang i 1864 til at spille en afgørende rolle. Danskerne blev mejet ned.

En fin indføring i Fredericias krigshistorie

Kjeld G. H. Hillingsøs bog om fæstningsbyen Fredericia er dog en lille perle, der varmt kan anbefales til alle. Vi får militærhistorie med glimt i øjet, bid og sarkasme. Og indskudte baggrundskapitler, der giver indblik i de store linjer. Hertil kommer et glimrende billedmateriale, som arkivaren Karsten M. Sørensen har udvalgt med kælen sans. Flot. Endnu engang

Der er nok ikke plads – men. En liden litteraturliste havde ikke været så ringe endda. Så lad mig slutte med at nævne: P. F. Rist: ”En rekrut fra 1864”, udgivet i 1889.

 

Historie-online.dk, den 28. juni 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Nørre Vosborg en vestjysk herregård.
Horsens - købstaden og guldsmedene 1500 - 1900
Mennesker på herregården - Lolland 1880-1960