Menu
Forrige artikel Næste artikel

Mærket for livet

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 91

Af Erik Ingemann Sørensen

Blandt gardere – både dem i aktiv tjeneste og de, der har været - findes et stående udtryk: ”Livgardens sol går aldrig ned”. Udtrykket henviser til regimentsmærket, der viser en sol med Frederik III’s initialer og ordene: ”Pro Rege et Grece”: for konge og folk. Og der er stolthed over at være eller have været en del af netop dette regiment. Mange er af den opfattelse, at Den kongelige Livgarde udelukkende går rundt iført bjørneskindshuer. Men det er kun den mindste del af regimentets indsats. Det er et topmoderne infanteriregiment.

Efter at det blev besluttet, at Danmark skulle aktivt i kamp både i Iraq og Afghanistan, har soldater fra dette regiment ydet en stor indsats. Og mange har betalt den højeste pris af alle.

Nu er der så kommet denne bog om soldaterne. Baggrunden er klar nok: det er en historie, der må fortælles. Ideen er tilsyneladende opstået hos Eric Lerdrup Bourgois, der er Den kongelige Livgardes historiske konsulent. Om ham beretter den tidligere chef, at han ”…hele tiden arbejder med nye måder at fortælle Livgardens og dermed hærens, forsvarets og Danmarks historie…” Billedbogen med tilhørende tekster er fotograferet af den fremragende krigsfotograf Jan Grarup. Om hans billeder – uanset motiv – kan der kun siges positive ord.  Han kan virkelig se. Og det er en stor styrke, at alle billeder er i sort-hvid.

Teksten er leveret af journalist Jakob Fälling, der flere steder i bogen har gode og stærke tekstsekvenser.

Forordet leveres af den tidligere chef for Den kongelige Livgarde, oberst, kammerherre Lasse Harkjær. Han går meget tæt på sagen i følgende formulering: ”Lad mig slutte med at slå fast, at denne bog ikke er en opfordring til at få en tatovering – slet ikke…” Han fortæller også, at han ikke selv har en.

Netop denne måde at afslutte forordet på rammer direkte ned i dens uhyrlige univers. Side efter side møder læseren den ene mærkværdige megatatovering efter den anden. Hvis vi har Det sixtinske kapel som den ene yderlighed, så er dette sandelig det andet. Det er ganske enkelt noget af det mest rædselsfulde, denne anmelder nogen sinde har set. Hverken mere eller mindre. Så er det sagt lige ud.

Der var engang, hvor en tatovering sad på en sømand, der havde rundet Kap Horn. Ikke prangende overhovedet. Blot ”KH”. Det vakte respekt. Det kan man just ikke sige om disse biceps-gallerier. Og tænk hvis de havde været gengivet i farver. Så kunne det have været en Jumbo-bog.

Var det så det, ja, så kunne man måske til nøds acceptere, at der findes mennesker, for hvem styrken ligger i tatoveringen. Det er deres eget, frie valg. Ikke et ondt ord om det.

Men at lade tatoveringerne være et bærende element i fortællingen om de soldater, der sætter deres liv på spil for at gøre verden til et bedre sted, det er noget nær skandaløst. Nedværdigende og en hån over for dem, der ikke kom hjem. Og en ny måde at fortælle historie på – ja, det tør da nok siges. Havde det været et historiespeciale, så havde jeg uden at ryste på hånden tildelt det -3.

Bogen fylder denne anmelder med et forfærdeligt ubehag. Vi siger altid: Livgardens sol går aldrig ned. Men jeg skal da lige love for, at det er umådelig tæt på med denne ”bog”.

Jeg må derfor slutte denne omtale på en noget alternativ måde: ”Stor respekt og taknemmelighed over for de gardere der både har ydet og yder en indsats for fred og frihed”.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
For flaget og Danmark
Den danske flåde 1850-1943
Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende