Det sidste skridt
Menu
Forrige artikel

Det sidste skridt

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 772

Hjul og stejle

”Det sidste skridt. Danske dødsdomme gennem 500 år” er alt andet end hyggelæsning. Man bør nok også konsumere den i små bidder. Ellers bliver det for voldsom en oplevelse.

Af Erik Ingemann Sørensen

Gad egentlig vide hvor mange der tog anstød af, at den irakiske diktator, Saddam Husein, blev hængt den 30. januar 2006. Eller Gadaffi, Mussolini?  For slet ikke at tale om hængningerne efter retssagerne i Nürnberg. Et umiddelbart gæt lyder nok på: ikke mange.  Endog i et af verdens mest civiliserede lande. Et land der afskaffede dødsstraf for almindelige borgere i 1951 – og for militæret i 1972. Og mon ikke den verserende ubådssag måske pirker lidt til tanken om, at gerningsmanden burde dødsdømmes.

Den sidste henrettelse i Danmark

Bogen begynder den 19. juli 1950 klokken 13.10, da vognen med den 40-årige Ib Birkedal Hansen ankommer til Vestre fængsel i København. Han er blevet dødsdømt for forbrydelser, han begik under besættelsen – henrettelsen skal ske næste dag klokken 01.00. Indledningskapitlet fortæller om de sidste timer frem mod henrettelsen – og så det korte sekund, da de 10 geværer affyres af politipelotonen. Fortællingen er skrevet i præsens og sat med kursiv. Om det er forfatteren selv, Hans Gregersen, eller uddrag af en kilde fremgår ikke. Desværre. Helt neutral er den heller ikke, da det om de betjente, der skal skyde, hedder, at de ”skal udføre det beskidte arbejde…” (s.8). En noget malplaceret bemærkning.

Om formålet med bogen hedder det: ”Denne bog har som hovedsigte at fortælle historien om danske dødsdomme fra middelalderen og frem til 1950. Men inden vi tager fat på denne dramatiske del af Danmarkshistorien, skal der gives eksempler på nogle af de mange forskellige henrettelsesmetoder, som magthaverne rundtom i verden gennem tiderne har brugt…” (s.11) I en slags notitsform nævnes korsfæstelse, menneskeafbrænding, stening, den elektriske stol, gaskammeret, injektionsdøden – med en afstikker til Frankrig sluttende med den spanske garrottering. Hvordan man end vender og drejer disse smutture, er det svært at forstå, hvorfor de absolut skal med. De spiller ingen rolle i Danmark, der jo er bogens hovedemne. Er det måske lidt effektsværmeri?

Mestermandens sværd og strik

Hans Gregersen ser over en række sider på bødlen og dennes situation. Han skriver blandt andet: ”Dermed blev det bødlens opgave rent fysisk at være den, der genoprettede den bestående samfundsorden, efter at den dømte gennem sine handlinger havde sat sig op imod landets øvrighed…” (s.25)

Det er en fin måde at beskrive afstraffelse på. Balancen skal genoprettes, status quo ante bellum er det eneste, der har betydning. Stor betydning. ”For magthaverne blev henrettelser frem til 1800-årene nærmest opfattet som rituelle handlinger… Derfor skulle dommene eksekveres offentligt, sådan at landets styre kunne belære menigmand om, hvor galt det ville gå den formastelige, der brød den bestående samfundsorden. Det var afgjort en vigtig del af henrettelsen at afskrække eventuelle svage sjæle…” (s.25)

Størstedelen af den menneskemængde, enhver henrettelse tiltrak, har givet ikke sat handlingen ind i en større samfundsmæssig problemstilling. Men de må klart have opfattet budskabet: træder du ved siden af, så har det konsekvenser. Voldsomme konsekvenser. Og da det var kongen, fyrsten, kirken eller kapitalen, der besad voldsmonopolet, ja så skulle det ikke være svært at forstå den grusomme dagsorden.

Et af de mest dramatiske eksempler på udøvelsen af voldsmonopolet er det stockholmske blodbad i 1520. Christian den Anden kunne ikke overskue konsekvenserne af sin handlen. Men det var begyndelsen på enden for hans rolle som konge.

Den sidste henrettelse

De mange detaljerige fortællinger om eksekveringen af dødsdommene begynder en sommernat i 1950 – helt præcist den 20. juli. En af politiets transportvogne kører ind på det lukkede område ved Bådsmandsstrædes Kaserne på Christianshavn. Den dødsdømte måtte bæres hen til skuret, hvor han blev bundet fast., hvorefter han fik en sort hætte trukket ned over hovedet. Fem meter fra ham stiller 10 betjente med skarpladte geværer op, og præcis klokken 01.00 affyrer de en salve, der øjeblikkeligt dræber den 41-årige Ib Birkedal Hansen.

Denne henrettelse blev den sidste med tilknytning til Danmarks opgør med landsforræderne fra besættelsen. I dag eksisterer begrebet dødsstraf hverken i den civile eller i den militære straffelov.

Ved 2. redan på Christiania finder man stadig rester fra den tid, da man her henrettede de dødsdømte fra retsopgøret efter besættelsen. Her ses risten, hvor blodet kunne løbe væk.

Bogen gennemgår et væld af sager, hvoraf flere er en slags dance macabre gennem uhyrlighederne. Når det drejer sig om grusomheder, har magthaverne i Danmark så sandelig ikke holdt sig tilbage. Eksempelvis havde pinens længde en stor betydning. Som nu på De dansk vestindiske Øer.

En omhyggelig indberetning fra byfoged, Engelbrecht Hesselberg (38 år) Sct. Croix redegør for eksekveringen af straffe. Slaverne havde tilsyneladende haft en revolte i tankerne, hvorfor der måtte statueres et eksempel, så man fremover kunne undgå denne uorden.

I alt drejede det sig om 84 slaver, der blev tiltalt. Det ville være ikke så lidt af en udskrivning, da ejerne trods alt havde ret til erstatning. Så der blev målt og vejet. 59 blev sendt tilbage til deres ejere. Af de resterende blev 12 forvist til andre øer. De resterende 13 skulle så anvendes som ”afskrækkende eksempel”. Hvad de så sandelig også blev.  Og den omhyggelige danske embedsmand sparede absolut ikke på noget, fremgår det af hans indberetning til kongen.

Danmark anvendte i uhyggeligt omfang voldsmonopolet i kolonierne

Slaven Frank ”…blev radbrækket med en trefod af jern og lagt levende på hjul og stejle, hvor han levede i 12 timer (sic!). Hovedet blev herefter skåret af og sat på en stage, mens den ene hånd blev banket fast på galgen…”

Slaven Wiel ”…blev levende brændt og levede i ilden i 14 minutter”

Slaven Jacob ”…blev indsat i et jernbur, levede fra den 18. januar om eftermiddagen klokken 3.30 til den 27. om morgenen klokken 8.30”

I øvrigt blev byfogeden ikke længe efter disse begivenheder kaldt hjem. Ikke på grund af de barbariske excesser. Næ, han havde ”vist sig lidt for grådig i opkrævning af sagsomkostninger, da en fransk kaptajn var for retten i Christiansted…(s.161). Og det går som bekendt ikke.

Kuriøse sager

Hans Gregersen kommer så at sige kompasset rundt med sine fortællinger. Men man søger efter perspektiveringer og samfundsmæssige sammenhænge, er der ikke meget at hente. Det kan der naturligvis være flere grunde til. Men forfatterens valg – eller fravalg – er en klar mangel ved bogen. Den er godt skrevet og fint illustreret. Men der er mangler undervejs.

Det kan være lidt svært at greje, hvad bogens egentlige formål er. Hvorved den kan komme til at stå som en samling af kuriøse sager. Vælger man derimod at anvende den som en slags eksempelsamling for udøvelsen af voldsmonopolet, ja, så går man nok ikke helt galt i byen.

Historie-online.dk, den 16. maj 2018

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Et barnemord i Thy – en kriminalhistorie fra 1700-tallet
Arbejde bag tremmer
Forbrydelsens ansigt