Menu
Forrige artikel Næste artikel

Justitsmord

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 501

Af Jesper Meyer Christensen, arkivar

Hypnose er normalt vis en tilstand, hvor bevidsthedens kritiske sans passiviseres i en mentalfokusering. Rundt om i det ganske land findes en lang række terapeuter, der ernærer sig ved at udøve forskellige former for hypnotiske behandlinger, der skulle være effektive mod alt fra rygning til fobier. Men har hypnose også en mere dyster side? Er det tænkeligt, at man via hypnose kan påvirke et andet menneske til at begå mord? Og kan man i juridisk forstad dømmes for at have hypnotiseret et andet menneske til at begå mord? Disse prekære spørgsmål er hovedtemaerne i Henrik Werner Hansens nye bog om de såkaldte hypnosemord.

Sagen tager sit udgangspunkt i det, der umiddelbart skulle have været et simpelt bankrøveri. Den 29. marts 1951 går den bevæbnede 28-årige Palle Hardrup ind i Landmandsbanken på Nørrebrogade i København og forlanger kassebeholdningen udleveret. Men noget går galt, og da han forlader banken på cykel, har han to bankfunktionærers død på samvittigheden. Efter kun kort tid på flugt anholdes Hardrup, og indrømmer under den efterfølgende afhøring såvel røveriet som de to mord.

Herefter tager sagen imidlertid en noget uventet drejning. Hardrup, der tidligere havde siddet i Horsens Statsfængsel, hævdede nemlig, at nok havde han begået røveriet og mordene, men han var bestemt ikke skyldig. Han havde nemlig været under psykisk påvirkning i gerningsøjeblikket. Nærmere betegnet gik hans frifindelsesargument på, at en medindsat i Horsens Statsfængsel, Bjørn Schouw Nielsen, havde hypnotiseret ham til at begå røveriet mod Landmandsbanken. Denne påstand resulterede i én af de mest opsigtsvækkende retssager i dansk historie. For kunne man, i juridisk forstand, virkelig dømmes for at have hypnotiseret et andet menneske til at udføre en kriminel handling?

Efter et stort efterforskningsarbejde og et utal af psykiatriske vurderinger, var Østre Landsret sat i 1954, hvor både Hardrup og Schouw Nielsen sad på anklagebænken. Salen var fyldt til bristepunktet. Ikke mindst af pressefolk, da sagens opsigtsvækkende karakter havde trukket mange avisforsider de sidste tre år. Hardrup stod anklaget for røveri og to mord. Schouw Nielsen stod ligeledes anklaget for disse to forhold. Men oveni dette var det anklagemyndighedens og politiets påstand, at Schouw Nielsen havde tilskyndet Hardrup til at begå disse forbrydelser, og derfor blev han betragtet som den egentlige hovedmand. Begge blev de kendt skyldige i anklageskriftet, hvilket for Hardrups vedkommende takseredes til psykopatforvaring, mens Schouw Nielsen blev idømt livsvarigt fængsel. Dommene blev senere stadfæstet af Højesteret.

Det er ikke første gang, at den mærkværdige historie om hypnosemordene har påkaldt sig en forfatters interesse. Kun få måneder før udgivelsen af denne bog, udkom værket Dobbeltmennesket Palle Hardrup, skrevet af Poul Martinsen. I den nyeste bog om hypnosemordene står selve domsfældelsen over Schouw Nielsen imidlertid som det altdominerende hovedtema, og bogens titel lader ikke læseren i tvivl om forfatterens opfattelse heraf: Schouw Nielsen blev af retssystemet udsat for et regulært justitsmord. I hypnosemordsagen kan man i forfatterens optik tale om en domsfældelse uden tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag. Forfatteren mener, at der alene var tale om få indicier mod Schouw Nielsen, hvilket ikke er nok til at dømme for planlægning af røveri og påvirkning af en medgerningsmand til drab. For en retsinstans bør, efter forfatterens mening, kun kunne dømme, når den gennem en direkte bevisførelse føler sig overbevist om, at den tiltalte har handlet forsætligt. Og forfatteren er bevist om, at dette ikke var tilfældet i domsfældelsen over Schouw Nielsen.

Bogens juridisk vinklede tilgang rummer både styrker, men desværre også svagheder. Forfatteren, der 1980-2005 fungerede som chefanklager i Kolding, har tydeligvis gjort et omfattende researcharbejde. Han har så godt som endevendt alt kildemateriale til denne dokumentariske beretning. Dette kildemateriale kan spores tilbage til Statens Arkivers samlinger, i form af politirapporter, breve, retsbøger, domsreferater, psykiatriske erklæringer etc. Han har sågar gennemført et interview med sagens aktive udøver, Palle Hardrup, der først døde i 2012. Dette omfattende arbejde kombineret med en argumentation, der kontinuerligt henviser til specifikt kildemateriale, gør, at man som læser tillige føler sig overbevist om, at Schouw Nielsen vitterligt blev udsat for et justitsmord.

Selve bogens formsprog og struktur er imidlertid af en mere tvivlsom karakter. Rent fortællingsmæssigt er bogen for forudsigelig og kronologisk i dens opbygning, og der savnes gennemgående spænding i fortællingen. Hertil kommer, at bogen tydeligt bærer præg af at være skrevet af en jurist, hvilket bl.a. skinner igennem i den slaviske gennemgang af diverse sagsakter, samt sproget, der i dets helhed fremkommer en smule tungt og juridisk-teknisk funderet. Man savner således en mere narrativ og journalistisk tilgang til en kriminalhistorisk fortælling, som historien om hypnosemordene må siges at høre til. Disse fortællinger, som bogmarkedet har bugnet med de sidste år, er især lykkedes i Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden og senest i Peter Kaaes fortælling om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej. Modsat bogen om hypnosemordene er disse to bøger eksempler på kriminalhistoriske fortællinger, hvor både sprog, form og spænding går op i en højere enhed.

Hvorom alting er, kan man ikke klandre forfatteren for ikke at have bedrevet et solidt stykke arbejde. Så hører man til det læsersegment, der finder fornøjelse i dårligt udført politiarbejde, tvivlsomme retsinstanser og fejlfulde retspsykiatriske erklæringer, har denne bog bestemt sin berettigelse.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Forbrydelsens ansigt
Mord til tiden
Mogens Møller: Præsten i Vejlby og hans søn – ofre eller mordere?