Menu
Forrige artikel Næste artikel

Børge Mogensen – møbler med holdning

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 131

Af Thomas Petersen

”Mit mål er at frembringe ting, der vil tjene mennesket, placere mennesket i hovedrollen i stedet for med djævelens vold og magt at tilpasse mennesket til tingene”.

Disse ord står som nærværende bogs motto og stammer fra dens hovedperson – møbelarkitekten Børge Mogensen (1914-72). En af de store fra tiden efter 2. Verdenskrig. For Mogensen handlede det ikke primært om at skabe de smukkeste og mest eksperimenterende møbler. Derimod om at skabe demokratiske møbler, der henvendte sig til den danske velfærdsstats hastig voksende middelklasse. Møbler, der var billige og holdbare samt først og fremmest funktionelle. Tilpasset den menneskelige krop. Det gedigne håndværk, den gennemtænkte konstruktion, det sociale engagement og kvaliteten af de materialer – primært træ – han arbejdede med, var helt essentielle bestanddele i hans møbelproduktion. Egetræets åretegninger og kernelæderets glød var for Mogensen langt smukkere end detaljerede ornamenter og organiske kurver.

Det er med disse ledeord som kompas, at kulturjournalist ved Weekendavisen og forfatter Michael Müller i nærværende bog kompetent, målrettet og pædagogisk indfører sin læser i Mogensens møbel-arkitektoniske univers. Et univers, der tog sin begyndelse i den såkaldte Klint-skole på Kunstakademiets Arkitektskoles Møbelskole. Og hvor Mogensen i årene 1938-41 blev undervist af den legendariske arkitekt og professor Kaare Klint. I øvrigt sammen med sin livslange ven, men til forskel fra ham, verdensberømte Hans J. Wegner (1914-2007). Hos Klint oplærtes de studerende i at lave udførlige opmålingsstudier af den menneskelige krop. Når Mogensen for eksempel tegnede et skabssystem, opmålte han omhyggeligt først længden på en frakke eller bredden på en sammenlagt skjorte. Tegnede han en stol, var udgangspunktet menneskets kropsmål.

Sønnen, Thomas Mogensen, udgav i 2004 på Gyldendal erindringsværket Et fuldt møbleret liv – en bog om Børge Mogensen. Heri skrev han: ”Dette er historien om en mand, der blev kendt for sine møbler. Møbler, der i mit liv betød langt mindre end manden selv, min far. De fyldte naturligvis i møbelarkitektens liv, men Børge fyldte meget mere end det. Han var en mand med antennerne så langt ude, at livet gjorde ondt. Det var konfliktfyldt, og til tider stod møblerne i vejen for ham”.

Fra sidelinjen betragtede sønnen, hvordan faderen gradvist gik i opløsning. Plaget af præstationsangst, kravet om perfektionisme og alkohol. Gang på gang måtte han redde faderen ud af farlige situationer. Da denne havde fået 30 dages fængsel for spritkørsel, tegnede arkitekten galgenhumoristisk Den elektriske stol i polstret udgave, der stadig er en klassiker og fast inventar på danske plejehjem. Hele denne private side af Mogensen undlader Michael Müller at inddrage i sin bog. Og Gud ske tak og lov for det. Tilsyneladende havde denne private side af arkitekten ingen synlig indvirkning på hans arkitektoniske skaberværk. Og derfor er der heller ingen grund til at inddrage det. Forfatteren giver tværtimod i bogen en beskrivelse af Mogensens strenge arbejdsmoral:

”Når Børge Mogensen tegnede sine møbler, var han dybt koncentreret. Alle opmålinger og proportioner skulle gå op, før han var tilfreds. I lange perioder begravede han sig i skitser og arbejdstegninger og belastede sig selv med en stor arbejdsmængde. De mennesker, der kendte ham, fortæller, at han var uopslidelig. Han kørte aldrig træt eller gik i stå, når han sad ved sit tegnebord”, (side 169).

Mogensens professionelle arbejde med træ var startet, da han i 1930 kom i snedkerlære i hjembyen Aalborg. Et godt og jordbundet udgangspunkt for en senere mere teoretisk og abstrakt tilgang til stoffet. Mogensen lærte med fingrene nede i selve materien, hvad træet kunne bruges til. Efter fire år som lærling fulgte to år som elev på Kunsthåndværkerskolens Snedkerdagskole, inden han i 1936 blev optaget på Kunstakademiets Arkitektskole.

Det er yderst fortjenstfuldt, at Michael Müller side 39 gør opmærksom på den kvæker-inspirerede shaker-bevægelses betydning for akademi-eleverne. Og på læremesteren Kaare Klints inddragelse af deres møbelkunst i undervisningen. Eksempler på shaker-bevægelsens enkle møbler var lige for hånden – de indgik nemlig i Kunstindustrimuseets samlinger. Bevægelsens lære var først og fremmest funktion. Materialet og den simple konstruktion var i sig selv dekoration nok. Den samme tilgang havde Kaare Klint. Menneskets anatomi skulle være afgørende for et møbels formgivning. 

I Müllers bog går omslag, tegninger, fotos og tekst i sjælden grad op i en højere enhed. Et dejligt samspil. Træet var om noget det centrale i Mogensens møbler. Derfor er endog bogens omslag fremstillet i dette materiale.

Funktionalismen var naturligvis det teoretiske udgangspunkt for Mogensen – ligesom den var det for så mange andre danske møbelarkitekter -  ikke mindst efter den berømte Stockholmsudstilling i 1930. Den schweizisk-franske arkitekt Le Corbusier, den tyske Bauhaus-skole og dens grundlægger Walter Gropius var de væsentligste pejlemærker i den europæiske funktionalismes og modernismes arkitektur.

Men Børge Mogensen gik sine egne veje. Han ønskede ikke et totalt brud med traditionerne, ligesom han heller ikke – til forskel fra de fleste af kollegerne - ville opgive træet til fordel for den nye tids byggematerialer som stål, glas og sten. Med Michael Müllers ord ønskede Mogensen

”at man sad godt i hans møbler. Han ville lave møbler til folket – ikke møbler, der skulle stå på et museum. Et møbel skulle være fleksibelt og til at bruge i dagligdagen.  --- Mogensens tanke var, at jo mindre opmærksomhed møblerne tiltrak, desto mere rum var der til at leve et liv med plads til menneskets udfoldelse og refleksion”, (side 11).

Mens Børge Mogensen gennem hele livet således forblev tro overfor Klint-skolen, blev dens regler, skoling og funktionalisme for mange af hans samtidige som f.eks. en  Juel og en Wegner blot det udgangspunkt, hvorfra de ville noget mere, hvorfra de kunne eksperimentere og skabe deres eget udtryk. Som eksempelvis Wegner med den skulpturelle Påfuglestol fra 1947, der blev hans endelige farvel til Klint-skolen. Mogensens stædige troskab overfor udgangspunktet har fået nogle kolleger til at kalde ham kedelig. Sikkert er det imidlertid, at han i berømmelse og udbredelse aldrig nåede udenfor Norden og ud på det store internationale marked.

Til gengæld fyldte Børge Mogensen rigtig meget i sit hjemland. Tidligt i sit arbejdsliv blev han optaget af at tegne hverdagsmøbler til den brede befolkning. Ikke mindst gennem samarbejdet med FDB, hvor Mogensen som kun 28-årig i 1942 blev leder af Fællesforeningens tegnestue. Her tegnede han et komplet møbelprogram med for eksempel Folkestolen og Shakerbordet som alment kendte gallionsfigurer. Gennem 30 år – fra 1940 til 1970 – kom Børge Mogensen til at sætte sit unikke aftryk på indretningen af skoler, højskoler, plejehjem, hospitaler samt ikke mindst forstadsfolkets parcelhuse i velfærdsstatens blomstringsperiode. Fra sine tidlige år som leder af FDB´s møbel-tegnestue og til sin død var Mogensen drevet af det sociale projekt - at finde en løsning på boligens basale udfordringer.

Mens møbelarkitekter som Hans J. Wegner, Finn Juhl, Arne Jacobsen og Poul Kjærholm er gået og stadig går som varmt brød i udlandet, har Børge Mogensen været mest for hjemmemarkedet. Måske, fordi hans formsprog har været mindre sprælsk end de andres. Alligevel fyldte Børge Mogensen en hel del i sin samtid. Med såvel sine møbler som sine meninger. Kaldte endog flere af sine kolleger poppede i udtrykket, beskyldte dem for at følge moden og for at designe møbler, der var skulpturelle, hvor de efter hans mening først og fremmest skulle være funktionelle.

Mogensen var som allerede nævnt en tro og livsvarig elev af Kaare Klints møbelskole på Kunstakademiet. Fulgte sin læremester hele livet. Tegnede kun møbler, der i hans optik var nødvendige, og som altid tog udgangspunkt i de menneskelige proportioner. For alt i verden funktionalitet og seriøsitet frem for æstetik. Koncentreret omkring træet, de ternede møbelstoffer og det bedste skind. Sådan havde man i århundreder på landet skabt møbler ved hjælp af sund fornuft, simple materialer og uden pynt. Indtil de i løbet af 1800-tallet blev fortrængt af borgerskabets hang til alskens klunker, pynt og æstetik. Mogensens møbler er derfor unikke i deres troskab til traditionen før borgerskabet tog over. Det er derfor ikke overraskende, at netop han allerede i 1940erne blev leder af FDB´s tegnestue, eller senere for møbelfabrikker som Kvist  Møbler, Fredericia Stolefabrik eller Karl Andersson & Söner.

Mogensens møbler findes herhjemme til overmål i såvel private hjem som i offentlige bygninger. Mange steder finder man med stor sandsynlighed enten en Tremmesofa eller en Folkestol. Det er hele denne spændende og skelsættende historie, som Michael Müller har villet fortælle med denne flotte, i det store og hele godt fortalte samt velskrevne bog. Egnet til såvel læsning som blot at bladre i, mens efterkrigstidens danske møbelkunst passerer revue.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Danmarks kongelige haver
Kongeligt Porcelæn 1775 - 1820
Fajancer fra Holland, Frankrig og Tyskland 1600-1800