Menu
Forrige artikel Næste artikel

Dansk kunst i det 20. århundrede

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 74

Af Lektor, cand. mag. Vigand Rasmussen

Det er ikke altid let at være anmelder. Især ikke når værket, der skal anmeldes, på alle måder er så vægtigt som Mikaels Wivels bog om dansk kunst i det 20. århundrede. Anmelderens køkkenvægt nåede lige at registrere 4,5 kg, inden den overgav sig til den tungtvejende kunst.

Bogen kan heller ikke anbefales som godnat læsning, thi dels er den så fremragende og fascinerende skrevet, at det vil knibe alvorligt med at falde i søvn, dels er den totalt uhåndterlig i det aktuelle møbel. Men anbragt på en god, solid Ærø-stol med læseklap kan man gå i krig med de 968 sider.

Bortset fra en periode for omtrent en menneskealder siden, hvor den tonedøve neomarxisme var toneangivende indenfor den humanistiske forskning, har kunsten – og dermed også billedkunsten – været en herlig tumleplads for mange tolkninger og bud på udviklingslinier, nogle sobre og ret traditionelle, andre på grænsen til det forskruede, men Mikael Wivels vinkel på kunsten i det 20. århundrede er præget af både et sobert og gedigent kunsthistorisk arbejde tilsat en meget spændende rød tråd gennem århundredets mylder af kunstnere.

Sprogligt er bogen en nydelse, hvor det vrimler med elegante og slagkraftige formuleringer. Eksempelvis når der på s. 770 skrives om Kurt Trampedach ’Med huset i Baskerlandet fandt han et blivende sted og med opholdet i New York fandt han sig selv.’ Eller hvordan Wivel udraderer maleren Karl Larsen på to linier: ’Larsen lod nu sit lyse sind råde og malede sig med let hånd ud af avantgarden og ind i almindeligheden.’ ( s. 292). Elegant som et stød med en kårde, men med en virkning som et slagsværd.

Efter en fejende ouverture om eneren Oluf Hartmann lægger Wivel syv lysspor op gennem århundredets kunst i form af fyrtårnene Th. Philipsen, L. A. Ring, Vilhelm Hammershøi, J. F. Willumsen, Th. Bindesbøll, Joakim Skovgaard og sidst, men så sandelig ikke mindst Niels Larsen Stevns.

Det er markant, så meget sidstnævnte ifølge Mikael Wivel har påvirket især kunstnerne i århundredets første halvdel. Efterhånden som man arbejder sig gennem perlerækken af kunstnere fra den periode, ligger det idelig i underbevidstheden : Hvornår påviser forfatteren forbindelsen til Stevns ? og i rigtig mange tilfælde kommer den så sandelig, ja på s. 311 kulminerer dyrkelsen af Stevns med en parallelisering til Charlie Chaplins kunst, og to sider længere henne i bogen er Stevns nærmest på niveau med H. C. Andersen. En sådan kanonisering af Stevns er måske lige i overkanten af, hvad den beskedne Stevns kan holde til og ville have syntes om.

Efter Hartmann-ouverturen følger det egentlige kapitel 1, hvor Wivel på suveræn og vidunderlig vis udreder forskellen i de syv udvalgtes brug af lyset i deres billeder fra Th. Philipsens impressionistiske lys til Stevns’ kristne ditto. Kun irriterer det en smule, at dette afgørende kapitel er illustreret med små marginillustrationer uden den nødvendige tekst. Billederne dukker ganske vist op i stor udgave senere i bogen tilsat de nødvendige oplysninger, men det hjælper ikke meget i kapitel 1.

Derefter gennemgås hver enkelt af de syv kunstneres brug af lyset. Igen sker det på eksemplarisk vis, så læseren virkelig er mere oplyst (undskyld !) efter disse syv afsnit.

I kapitlet om L. A. Ring er der et par billedtolkninger, hvor begejstringen måske er løbet lidt af med forfatteren. På s. 48 fortælles om Rings berømte maleri af banevogteren, der foran sit led ( og ikke en bom, som Wivel skriver) venter på togets passage. Her får læseren at vide, at ’banevogteren står, efterladt og i tanker.’ Det er muligt, at man kan læse det ind i billedet. Det kunne også bare være en realistisk skildring af en hverdagssituation , hvor banevogteren står og venter på, at toget skal komme så tæt på, at han kan hæve armen som tegn på, at ledet er lukket, og at alt er i orden til togets gennemkørsel.

Lidt værre bliver tendensen til overfortolkning i billedet ’Stygt vejr. Baldersbrønde’ fra 1908. Her står en gammel mand i døråbningen med sin post og kigger ud i snestormen. I baggrunden ses en vindmølle, så manden kunne måske være den gamle møller, men ikke i Wivels optik. Det er landpostbudet, der står og tøver i den åbne dør, inden han trasker videre i det fæle vejr. Og så får den ellers med den brede pensel om det gamle postbud, der måske ’er på vej, langs ruten – men er måske også ved vejs ende.’ – samtidig med at han bringer nyt fra den store verden i form af avisen ’Politiken’ ( som Ring selv abonnerede på ) og måske et brev fra sønnen i Amerika.

Der er imidlertid ikke meget, der taler for, at personen er et landpostbud, idet påklædningen slet ikke ligner landpostens uniform. Kasketten er uden distinktioner. I frakken er der almindelige knapper og endelig mangler i den grad skuldertasken, som enhver landpost havde med. Og hvorfor skulle landposten have åbnet døren, når Ring så tydeligt gør opmærksom på brevsprækken i den mørkeblå dør ? I et andet maleri viser Ring med al tydelighed, at han godt ved, hvordan en landpost ser ud ( ’Landposten kommer med Brev til gamle Ane.’ Fra 1912)

Det var ganske almindeligt, at mænd gik med kasket. Selv i Rings berømte billede af den syge, gamle mand ligger vedkommende i sin seng med kasket på, uden at han af den grund gøres til landpost.

Rings i øvrigt meget smukke billede fra 1908 viser nok snarere en ældre mand, der lige har hentet posten (se postbudets fodaftryk i sneen), og som står og glæder sig over, at han kan vende tilbage til den varme stue med dagens avis og nogle breve.

Disse indvendinger skal dog ikke overskygge, at kapitlet om Ring som sådan er en rigtig fin præsentation af denne store kunstner, og Wivel får alle dimensionerne med.

Den sidste kunstner i præsentationsrunden er Niels Larsen Stevns, og her er det en oplevelse at se Wivel påvise de sider af Stevns, hvor han i sine landskabsbilleder har en sublim brug af lyset, hvilket f.eks. ses i billedet ’Vej mellem mure. Cypresser. Villa Linda’ fra 1923. Herefter forstår man bedre forfatterens begejstring for Stevns.

Resten af bogen er en virtuos gennemgang af en lang række danske kunstnere, både malere, billedhuggere, tegnere og fotografer.

Det er interessant at se, hvorledes Wivel gang på gang fremdrager kunstnere, der hidtil måske ikke ligefrem har ligget i top fem, ja selv den rebelske pastor Laier og hans cementskulpturer granskes grundigt.

En enspænder som Åge Vogel-Jørgensen præsenteres med rette over flere sider, mens Mogens Andersen, der ellers i andre fremstillinger af dansk kunst fylder en del, her klares på en halv side plus et billede.

Det er et meget forfriskende træk ved bogen, at den således bryder med den vante rangorden i kunstens verden.

At en kunsthistoriker har nogle favoritter, hvis kunst vedkommende har særlig føling med og sans for, er ganske normalt, og det er også tilfældet her. Wivel har en bred kreds af kunstnere, hvor læseren virkelig føler, at forfatteren har sjælen med i beskrivelserne. Stevns er nævnt. Et andet eksempel er et helt vidunderligt afsnit om Per Arnoldis geniale plakatkunst. Hvis nogen herefter er i tvivl om Arnoldis suveræne evner på dette felt, er vedkommende totalt billeddøv. Eller man kunne nævne afsnittet om eneren Kurt Trampedach, som Wivel beskriver,  så man kommer meget tæt på denne utrolige vildbasse i dansk kunst og får en dyb forståelse af Trampedachs kunst. Kun undrer det lidt, at Wivel ikke trækker et spor fra Trampedachs to første skulpturer ’Morgen’ fra 1972/73 og menneskene ved stoppestedet til Rings tærskelbilleder, thi der er virkelig noget ’ringsk’ over disse superrealistiske mesterværker fra Trampedachs hånd.

Afsnittet om de kvindelige kunstneres oprør i 1970’erne og fremefter er en af de bedste fremstillinger af dette emne, som undertegnede har læst. Helt forrygende er afsnittet om Susanne Ussings store kvindefigur i drivhuset, et værk, der er så voldsomt i udtrykket, så spændt og dirrende, så farligt, at den gode Boy på Aros er det rene vand i sammenligning med denne indespærrede kvinde i drivhuset.

Bogen klinger stille ud med en gennemgang af de unge vilde, og et afsnit der via bl.a. en grundig gennemgang af Per Kirkebys og John Olsens kunst når frem til finalen, som Olafur Eliasson helt naturligt står for.

I sådant et kæmpeværk vil der naturligvis være nogle småsmuttere. På side 596 står der ’Palle Nielsen døde den 6. september 2000 og nåede derfor ikke at opleve terrorangrebet på USA fem dage senere.’ ! Længere ned på samme side får både Palle Nielsen og de to skyskrabere dog den nødvendige levetidsforlængelse frem til 2001.

I litteraturlisten har Nina Damsgaard fået æren for en artikel i Hrymfaxe om Anders Kirkegaards altertavleskitse til Struer Kirke. Det skal nu nok være Nina Dahlmann-Olsen, der er forfatteren.

Indvendingerne i denne anmeldelse skal og må ikke skygge for, at det er en kunsthistorisk kraftpræstation, Mikael Wivel har begået, og bogen vil/bør bestå som et monument i dansk kunsthistorie, en bog som enhver kunstinteresseret bør købe og læse, thi trods de mange sider, er det en fornøjelse at blive beriget med nye vinkler, ny viden og et fornemt overblik over dansk kunst i det 20. århundrede på denne wivelske måde.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Debat om "Byens hjerte"
Magt og dragt
Da danske møbler blev moderne