Menu
Forrige artikel Næste artikel

Emilius Bærentzen

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 130

Af Nina Damsgaard, overinspektør, mag.art., VejleMuseerne-Kunstmuseet

Emilius Bærentzen (1799-1868) var i 1830’erne og 1840’erne en af især Københavns mest populære og produktive portrætmalere og var kendt i sin tids forskellige kunstneriske, kulturelle og politiske miljøer. Men samtidig er han én af Guldalderens mindre kendte kunstnere, da eftertidens kunsthistoriske forskning har fokuseret på tidens store kunstnere som Eckersberg, Købke og Marstrand. Med denne bog – der udgives i forbindelse med en udstilling på Teatermuseet med samme titel som bogen – revurderes Bærentzens arbejde. I Bærentzens samtid rangerede portrætmaleriet ikke højt på den akademiske rangliste, men Bærentzen har portrætteret kongehusets medlemmer, politikere, forretningsfolk, malere, forfattere, digtere og tidens førende kunstnere fra især teatrets verden  -  skuespillere, balletdansere, operasangere.  Bærentzens hovedværk er imidlertid konversationsstykket ”Familien Bærentzen”, der indgår i samlingen på Statens Museum for Kunst. Gruppeportrættet forestiller ifølge traditionen kunstnerens forældre og søskende. Bærentzen var den første af Guldaldermalerne, der malede familiestykker og rendyrkede motivet i en række malerier i slutningen af 1820erne. Bærentzen huskes også for firmaet Emilius Bærentzen & Co.s litografiske Institut, som han grundlagde i 1837 og som kom til at beherske den danske litografiske virksomhed mange år frem. Instituttet litograferede især portrætter og en række af tidens genremalerier, bl.a. malerier af Albert Küchler og Wilhelm Martrand.

Udover de mange portrætmalerier er der kun bevaret få kilder, der kan belyse Bærentzens liv, værk og samtid. I bogens fem artikler udreder og diskuterer teaterhistorikere, kunsthistorikere og historikere de forskellige både institutionelle, kunst- og kulturhistoriske grunde til, at eftertiden ikke har fokuseret på den flittige kunstner. Mikael Kristian Hansen bidrager med skitser til Bærentzens biografi, mens Charlotte Christensen behandler hans kunst og de samtidige kritikeres vurdering. Jacob Ingemann Parby giver en karakteristik af guldalderens København, mens Claus Møller Jørgensen beretter om tidens politik og kulturhistorie. Ida Poulsen slutter rækken af artikler med en indgående beskrivelse af teatret og scenekunsten på Bærentzens tid. Efter de fem essays følger bogens anden hoveddel: Mikael Kristian Hansens katalog over Bærentzens malerier og tegninger, opdelt i emner efter de grupper af borgere, som Bærentzen færdedes i blandt og portrætterede: Bærentzens familie, kunstnere, kongehuset, aristokratiet, politikere, præster, bourgeoisiet, musikere, forfattere, scenekunstnere m.m. De enkelte værker er afbildet og beskrives indgående. Det omfattende og grundige katalog suppleres yderligere med to appendixer: En oversigt over de af Bærentzens værker, der ikke gengives i hovedkataloget samt en oversigt over portrætlitografier udført af Bærentzen.

I de fem essays i bogens første hoveddel repeteres en del ”kendt guldalderstof”, men læseren stifter først og fremmest bekendtskab med ny viden, der med udgangspunkt i Bærentzens interesse for litteraturens og teatrets verden, bidrager til at udvide guldalderbegrebet og forståelsen af Bærentzens samtid, hvor København ændres ”fra at være en metropol i en multietnisk og absolutistisk styret imperiestat til at være hovedstad i et langt mere monoetnisk, nationalt demokrati.” (s.59). Grundlaget for det uhyre produktive miljø i hovedstaden blev lagt ved opdagelsen af sammenhængen mellem sprog, historie og nationalitet (s.86), og opdagelsen af ”folket” blev derved til et politisk projekt. I Danmark lagde 1849-grundloven ”fundamentet til en lang og snørklet vej mod et demokrati efter Guldalderens afslutning. Både som nationale traditionsdannelser og politisk arv trak guldalderen varige spor i dansk historie, der rakte langt ud over Københavns volde og det 1900-århundredes første halvdel” (s. 100). Charlotte Christensen har gennemgået især den samtidige kunstlitteratur for omtale af Bærentzen suppleret af arkivstudier. Suppleret med hendes store viden om guldalderens kunstnere og kunstliv skaber Charlotte Christensen et fyldigt portræt af Bærentzen og hans plads i den samtidige kunst.

Bærentzen har givet os portrætter af tidens førende personligheder, så vi også ad den vej kan erindres om den politiske opbrudstid, hvis efterklange vi jævnligt bliver mindet om i nutidens diskussioner om ”nationalitet” og ”det nationale”. Og det tilmed i portrætmalerier, der iscenesætter den portrætterede, så nutidens ”selfies” virker uendeligt banale. Selvbevidstheden oser ud af Bærentzens selvportrætter, og hvilken skuespillerinde fra nutidens TV-serier ville ikke være overmåde tilfreds med at blive portrætteret, som Bærentzen skildrede datidens førende teaterskuespillerinder Nathalia Ryge og Johanne Luise Heiberg, der dog, da Bærentzens  portræt af hende blev udstillet på Charlottenborg i 1842, fortalte, at hun på portrættet  ”…ser (jeg) mig selv som den forgudede skuespillerinde, livlig, noget koket, det melankolske i øjet er veget for noget skælmsk, noget udfordrende noget bevidst, noget – med andre ord – noget jeg ikke kan lide. Når jeg ser dette billede, da har jeg en følelse af, at jeg vist på dette standpunkt af mit liv må have stået på et punkt, der ville afgøre, om jeg ville drage til højre eller til venstre, om jeg nu skulle gå frem eller tilbage, om jeg agtede nu at slå mig til ro i det alt opnåede, eller om alvoren atter ville komme og lægge nogen vægt i min sjæl, der var på vej til at blive for let. Men alvoren kom…”.

Teatermuseets direktør, Peter Christensen Teilmann, slutter sit forord med ønsket om, at bogen, selvom det ikke er ”det endegyldige værk om Bærentzens produktion”, forhåbentligt kan ”tjene til at give et nyt og anderledes indblik i en del af et stykke dansk kultur- og kunsthistorie, som eftertiden har kanoniseret som Guldalderen.”  Såvel de fem essays som katalogdelen udgør et sobert og solidt grundlag for det videre arbejde med Bærentzens værk. Bogen er faktisk så fyldestgørende, at der sikkert vil gå en rum tid, før andre forskere ser sig nødsaget til at supplere, med mindre udstilling og bog bidrager til, at nye, hidtil ukendte Bærentzen-værker dukker frem af glemslen.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Flensborgsten – om murstensformater, teglhandel og arkitektur
Vejle i kunsten - kunsten i Vejle
Venezia - Byhistorie og kunst