Menu
Forrige artikel Næste artikel

Fra stilstand til vækst

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 660

Af Erik Helmer Pedersen

Landbohistorisk Selskab har gjort den kendte landbohistoriker S. P. Jensen og ikke mindst den historisk interesserede offentlighed den store tjeneste at udgive et udvalg af SPJs afhandlinger og artikler fra 1984 og til i dag, samlet og redigeret af Carsten Porskrog Rasmussen.

Titlen på samlingen dækker ganske godt hovedlinjen i SPJs historiesyn: I landsbyfællesskabets dage stod tiden stille; med landbrugsreformer som udskiftning og selvstændig markdyrkning fik det frie bondeinitiativ plads til at udfolde sig og skabte i egen, velforståede interesse det moderne vækstlandbrug, støttet på en heldig kombination af opadgående konjunkturer og en voksende strøm af landbrugsfaglig information.

Udvalget besår af 9 afhandlinger og artikler, samlet under to overskrifter ”Generelle studier” og ”Lokale studier”. De otte er trykt tidligere; den sidste, ”Væksten i dansk landbrug fra 1760 til 1860” er nyskrevet og former sig nærmest som en konklusion på artikelsamlingen. Selv om SPJ nærmer sig de halvfems, har vi dog grund til at forvente, at der stadig vil fremkomme nye landbohistoriske bidrag fra hans værksted!

I sit otium som fhv. leder af Landbrugsraadets og De samv. danske Landboforeningers fælles økonomisk-statistiske Afdeling har SPJ beskæftiget sig indgående med landbrugs- og landbohistoriske emner. Udgangspunktet har været nogle slægtshistoriske undersøgelser over bondefamilier på Stevns; hans far ejede gården ”Hyldestød” sydøst for Strøby (billede s. 213), og der bringes også (s. 130) et portræt af hans tipoldefar, bonden Mads Larsen i Råby (1784-1874). Da Mads Larsens morfar i 1769 havde overtaget gården i arvefæste under hovedgården Gjorslev, er SPJs slægtshistorie i virkeligheden en levendegørelse af den landbrugshistoriske udvikling i perioden.

Fra det slægtshistoriske arbejde går der en lige linje til hans lokal- og regionalhistoriske undersøgelser. Udgangspunktet for disse studier var naturligvis Gjorslev godsarkiv på Landsarkivet på Sjælland, men hurtigt blev forskningsprocessen forlagt til de offentlige materialesamlinger, der kunne tænkes at indeholde relevante oplysninger. Hertil slutter sig et førstehånds kendskab til samtidens litteratur om emnet og til den faghistoriske debat, der har været i danske som udenlandske hovedværker og tidsskrifter om landbo- og landbrugshistoriske problemstillinger. Han kender sit arbejdsområde og sit stof bedre end de fleste.

Hans debut som lokalhistoriker kom i 1979, da en frivillig arbejdsgruppe ved Stevns Museum fik udgivet en mindre bog med titlen Stevns Klint. SPJs bidrag hertil er en tæt dokumenteret skildring af ”Stevns klint som arbejdsplads i ældre tid”, eftersom lokaliteten især i tiden 1850-90 var et stort økonomisk aktiv for såvel Gjorslev som den lokale befolkning. Allerede her tegnes omridset af stedets landbohistorie, og linjen herfra føres videre i tre bidrag til arbejdsgruppens næste publikation Landsbyer på Stevns – før og nu, I-IV (1982-86).

I 1. del 1982 opridser SPJ kort det landbohistoriske sceneri ved at besvare spørgsmålet: ”Hvad drejer det sig om?”; i 3. del 1984 skildrer han udførligt ”Landbrug og landsbyliv på Stevns i 1700-tallet”, og i 4. og sidste del, 1986 kommer turen til ”Landbruget på Stevns som fra udskiftningen til 1914”, genoptrykt i det værk, der her er vort hovedemne.

I disse artikler opbygges som titlen på bogen lover en dramatisk kontrastvirkning mellem en århundredlang stilstandsperiode og en efterfølgende grotid, der leder frem til nutiden. Før udskiftningen kunne de ca. 5.000 beboere i Stevns’ 25 sluttede landsbyer lige akkurat bjerge sig igennem tilværelsen, hæmmet som de i lige måde var af landsbyfællesskabets snærende bånd og kravet fra godsejernes side om øget hoveri på eksisterende som nyopdyrkede herregårdsmarker. Dermed fordobledes det hoveripligtige areal.

Et voksende befolkningspres i alt for tætpakkede, store landsbyer tærede voldsomt på de naturgivne ressourcer, især mærkbart i fattige landsbyer som Varpelev og Tommestrup, hvortil kom plager som kvæg- og hestesygdomme 1740-60. Gældsbyrden over for godsejeren voksede fra år til år, mange blev sat fra gården, og de foretagne synsforretninger tegner som oftest et trist billede af fattigdom og social elendighed, især blandt de svagest stillede bønder og husmænd. I byer som Klippinge og Hellested med deres større kvæghold og bedre græsningsmuligheder var forholdene dog noget bedre. Fæstebønderne var på denne baggrund lunkent indstillet over for bondereformer, hvor naturalpræstationer blev afløst af pengeydelser.

De første ansatser til en bedring sporedes i 1750’ og 1760’erne, da A. G. Molkte til Bregentved på sit gods Juellinge fik overdrevene opdelt på en hensigtsmæssig måde og desuden fik indført kobbelbrug på sine marker. Omkring 1780 begyndte bønderne på dette område at følge trop, men for Gjorslev gods’ vedkommende var det udskiftningen af fællesskabet, i mange tilfælde kombineret med udflytning, som i årene 1793-99 skabte de nødvendige forudsætninger for bondebrugets modernisering. Så tidligt som 1767-71 var de her blevet arvefæstere, sådan som det skildres i artiklen ”Lindencrones landboreformer på Gjorslev gods 1767-71 (her s. 153ff.), og dermed fik de på længere sigt det nødvendige incitament til at forbedre deres egen bedrift. ”Opgangstid og ny virkelyst skabte fremgang i landbruget fra 1790’erne til 1815-20”, præciserer SPJ på s. 187.

Da først udskiftning og udflytning var heldigt overstået, gik stevnsbønder som andre i gang med de nødvendige grundforbedringer og drog samtidig god nytte af de høje kornpriser. De klarede sig da også hæderligt gennem tilbageslaget i 1820’erne, og fra 1835 er de med SPJs udtryk inde i en lang opgangsperiode, her kaldt ”Hvede- og ærtedyrkningstiden” 1835-1880. Ved hjælp af et net af 1 alen dybe brakgrøfter søgte man at aflede ”det skadelige vand”, de tunge og udrænede lerjorders evindelige problem. Sædskiftet afkortedes først til 8, fra 1850’erne til syv marker, de 5 med korn og bælgsæd, de to med kløvergræs; der anskaffedes moderne udstyr som svingplove og svenskharver, og foldudbyttet steg fra 8-9 stykker i 1830’erne til 11-12 i 1870’erne.

Da hvedepriserne på det nærmeste halveredes i 1870’ernes slutning, gik man i gang med omlægningen eller med SPJs ord ”systemskiftet” til husdyrbrug. Kvægholdet øgedes stærkt og fik sit modstykke i et større svinehold, mælkeudbyttet steg grundet stigende anvendelse af foderstoffer, og i 7. november 1884 begyndte produktionen på andelsmejeriet ”Nordstevns” i Holtug, det første af sin slags på Sjælland.

Det vil føre for vidt at genfortælle den klassiske historie om denne omlægning. SPJ beretter indgående herom i to her genoptrykte artikler, den allerede nævnte 1986-artikel ”Landbruget på Stevns fra udskiftningen til 1913” (s. 175ff.) og en artikel fra Bol og By, 1985 ”Landbrugets systemskifte 1870-1914 belyst gennem dagbøger og regnskaber fra en enkelt gård” (s. 215ff.), et såre interessant og informativt referat af en bondedagbog fra gården ”Porsager” i netop den selv samme mejeriby, Holtug.

Det er bondens ofte så slidsomme arbejde med jorden, der er SPJs hovedtema. I sit seneste bidrag ”Væksten i dansk landbrug fra 1760 til 1860” indrammes denne arbejdsproces såvel fysisk som institutionelt af de store landboreformer med udskiftningen, hoveriets bortfald og ophævelsen af landsbyfællesskabet som de vigtigste elementer. Dertil må føjes ”en forbedring af incitamentsstrukturen gennem selveje/arvefæste og bedre fæstevilkår” (s.125). Bondesliddet belønnedes nu med øget arealproduktivitet, idet det samtidig bemærkes, at virkningen af at bruge ”bedre mekanisk teknologi” ikke spores før end i 1850’erne. Vidensbaseret landbrugsvirksomhed er først en realitet efter 1880.

Landbrugets hovedopgave er nu som før at producere fødevarer. Omkring 1760 var næsten ¾ af befolkningen sysselsat hermed, noteres det s. 125f. Trods lav produktivitet mættedes dog de fleste munde, og det gentog sig, da befolkningen det næste hundrede år fordobledes, især mærkbart efter 1810. I mellemtiden var det dyrkede areal forøget med 800.000 ha eller 2/3 til godt 2 mio. ha, og kornarealernes andel her var vokset fra 40 til 50%. Det var også tiltrængt, da det danske kornareal i 1760 efter SPJs skøn (s. 58) kun androg 500.000 ha eller 1/5 af det udnyttede areal. De resterende 1,9 mio. ha lå hen med græs eller rettere ”naturgræs”. Trods deres udstrækning afgav græsarealerne kun 1/3 af det i forvejen ringe udbytte, man fik fra kornmarkerne.

Det græsbevoksede Danmark skulle da enten pløjes om eller tilsås med bedre ydende græs- og foderafgrøder. Thorkild Kjærgaard har i sin omdiskuterede disputats fra 1991 Den danske evolution 1500-1800 hævdet, at kobbelbruget allerede omkring 1770 var vidt udbredt på danske herregårde, og at dette betød udstrakt brug af kløverudsæd i græsmarkerne. Det afviser SPJ på det bestemteste i artiklen ”Kobbelbrug, kløver og kulturjord” (s. 77ff.) og fastholder den hævdvundne opfattelse, at holstensk kobbelbrug blev introduceret 1765 på  A. G. Molktes ejendom ”Sophiendal”. Udbytterig dyrkning af kløver krævede ikke alene afvanding og mergling, men også en velbehandlet kulturjord, og det fordrede mindst et sædskifte at nå så langt. På samme måde må SPJ afvise Dan Ch. Christensens tese i disputatsen Det moderne projekt, 1996, at mere end 4/5 af de danske hovedgårde med 4-5 marker eller mere omkring 1770 var omlagt til kobbelbrug (s. 92). Efter SPJs opfattelse har DCC fejlagtigt klassificeret de jyske græsmarksbrug som ”kobbelbrug”. Ej heller accepteres DCCs opfattelse af, at den nye landbrugsteknologi i alt væsentligt kom fra England. I stedet peger SPJ på de impulser, der med udgangspunkt i Nederlandene og de tilstødende Rhinegne kom til os fra de to hertugdømmer (s. 100). England bidrog kun med moderne redskaber.

I den aldrig afsluttede diskussion om kornproduktionens størrelse og beregning indtager SPJ ligeledes en stærkt profileret position. Han følger debatten nøje gennem 1700- og 1800-tallet til nationaløkonomen V. Falbe-Hansens beregninger i hovedværket Stavnsbaands-Løsningen og Landboreformerne I-II, 1888-89 (s. 103f.), men hvor F-H  regner med en vækst fra 4½ mio. tdr. o. 1770  over det dobbelte omkring 1800 til ca. 19 mio. i 1860’erne, argumenterer SPJ for en lavere stigningstakt – fra 5,4 mio. tdr. i 1760 over 7 mio. i 1800 til 14,5 i 1860’erne (s. 150), svarende til 4,5, 5,0 og 8,0 fold.

Dermed er der efter SPJs opfattelse skabt bedre overensstemmelse mellem befolkningstilvækst og kornproduktion, da der regnes med et nogenlunde fast brug på 3 tdr. korn pr. indbygger ”indtil noget op i 1800-tallet”. Efter SPJs opfattelse tog det længere tid end hidtil antaget at få hidtil uopdyrket jord bragt i kulturtilstand, og derfor mærkes stigningen i kornproduktionen først for alvor fra 1830’erne. En nyudskiftet jordlod med dens gamle agerinddeling krævede også lang tids behandling, før den gav fuld ydelse.

Sammenfattende kan det konstateres, at S. P. Jensen i sin bevisførelse dygtigt veksler mellem en kildekritisk dokumenterende og en vækstanalytisk argumenterende form. For den ældre periode som for slutningen af 1800-tallet kan han dokumentere sin opfattelse ud fra det overleverede materiale på lokalhistorisk og regionalhistorisk niveau. Derimod må han for kornsalgsperiodens vedkommende i første række bero sig på skønsmæssige overvejelser om forholdet mellem udbud og efterspørgsel, og det er der lige fra Falbe-Hansens dage en god tradition for i dansk økonomisk landbrugshistorie.

For det danmarkshistoriske perspektiv i SPJs arbejder får det imidlertid den konsekvens, at det nødvendigvis må være de vækstmæssige skøn, der her bliver afgørende for syntesen.

Selv med en arbejdsindsats af SPJs imponerende format er det simpelthen umuligt at dokumentere et danmarkshistorisk forløb så tæt, som det her er sket med landbruget på Stevns. Det må dog erindres, at SPJs kendskab til alment sjællandske forhold er ganske omfattende, hvortil kommer, at han om nogen kender og værdsætter Fridlev Skrubbeltrangs landbohistoriske forfatterskab, i første række disputatsen Husmand og Inderste (1940). Selvfølgelig, fristes man til at sige, har SPJ benyttet den fynske bondedagbog Optegnelser fra Holevadgården. Af Anders Andersen og sønnen Lars Andersen (1982), men det føles sine steder, som om det stevnske perspektiv strækkes til sit yderste, når det skal gælde for Fyn og Jylland.

En aktiv landbo som Christen Andersen - Fæstebonde i Nørre Tulstrup Christen Andersens dagbog 1786-1797,1969 - ville nok hævde, at hans særlige kombination af gedigent landmandsskab og dygtigt købmandsskab også fortjener at blive erindret, når talen er om de fremadddrivende kræfter i 1700-tallets landbo- og landbrugshistorie, ja drøftelsen kunne udvides til at omfatte såvel den kommercielle som den infrastrukturelle side af udviklingen. Det er i bund og grund en kompliceret kommunikationspåvirkning, de danske landboer da var udsat for og som til syvende og sidst førte til den omfattende og langstrakte moderniseringsproces, som SPJ belyser fra så mange vinkler.

Det er et tungtvejende forfatterskab, vi her præsenteres; på én gang dybdeborende og perspektivudvidende. Her findes ingen letkøbte eller uigennemtænkte formuleringer. Sproget slutter sig som en handske om den bagvedliggende  tankegang; vi står urokkeligt på den stevnske lergrund. Skrivestilen er stram, ja sine steder lidt knortet; her levnes ingen plads for ordgyderi og flotte formuleringer uden reelt indhold. Vil man arbejde seriøst med dansk landbohistorie, er der ingen vej uden om S. P. Jensens bidrag. Ikke mindst for dansk lokalhistorie er der tale om en nærmest uudtømmelig inspirationskilde til lignende studier med et danmarkshistorisk perspektiv, gerne med fynsk muld og jysk sandbund som ståsted.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Rasmus Stæhrs Dagbog
Fortællinger fra Selleberg
Erindringer fra Ollerup