Menu
Forrige artikel

Hurra for Århus - Landsudstillingen 1909

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 9668

Af Lene Tranberg, cand. mag. i historie og dansk

I sommerhalvåret 1909 var der landsudstilling i Århus. Landsudstillingen var en storslået og oplevelsesrig demonstration af byens og landets industrielle, håndværksmæssige og kulturelle formåen i form af en omfattende hvidmalet by med haller, spektakulære bygninger, installationer og udstillinger med industri, håndværk, have- og landbrug, kunst, historie, restaurationer og en stationsby og en folkepark med forlystelser og bl.a. også en abessinerlejr.

I anledning af udstillingens 100 års jubilæum i år har Johan Bender skrevet om begivenheden i bogen Hurra for Århus. Landsudstillingen 1909 – vejene til og sporene fra.

Som titlen antyder, er denne udgivelse slet ikke blot en beretning om alene udstillingen, men derimod en skildring af Landsudstillingen set som et midtpunkt for Århus´ sidste 150 års infrastrukturelle, demografiske, industrielle, økonomiske, kulturelle og åndelige udvikling.

Således skildres Landsudstillingen i denne udgivelse i sammenhæng med byens og landets øvrige udvikling i et længere perspektiv. Det giver en god sammenhængende fremstilling af Århus´ historie, og læseren får en forståelse af udstillingen som på én gang en foreløbig kulmination på byens omfattende udvikling i 1800-tallets sidste halvdel og et startskud for byens videre udvikling i det kommende århundrede.

Bender indleder bogen med at berette om den udvikling og tidsånd, der gik forud for landsudstillingen, og de personligheder og kræfter, der stod for og realiserede de afgørende ideer, forhandlinger, forberedelser, planer og markedsføring. Videre fortæller bogen udførligt om udstillingens åbning og dens enkelte afdelinger, bygninger, arrangementer og dens afslutning og afvikling. Slutteligt berettes der om sporene fra landsudstillingen og byens udvikling efter udstillingen frem til 2009.

Hurra for Århus er en dybdegående, indholdsrig, fængende og flot sproglig og visuel læseroplevelse.

Teksten er delt op i mange overskuelige kapitler og afsnit, der er skrevet i et velreflekteret og - formuleret sprog. Bender redegør nøgternt, grundigt og sagligt om forhandlinger, forberedelser o.l., og han fortæller levende gode historier og pudsige anekdoter om udstillingen, dens arrangementer, den relaterede udvikling og personerne bag.

Denne levende historieformidling understreges i høj grad af bogens layout. Bogens omslag er udført i den skønvirkestil, der var samtidens og Landsudstillingens stilart, og i guld, rødt og hvidt som symboler på den nationalistiske tidsånd, der prægede udstillingens baggrund og udtryk. Ligeledes er selve teksten rigt illustreret med fotografier, malerier, tegninger og et stort og alsidigt udvalg af det øvrige kildemateriale fra og om udstillingen som f.eks. breve, postkort, billetter og annoncer. Bogen har også en del oversigter og kort, heriblandt to store kort over udstillingen til at folde ud, en kalender over udstillingens forløb og en tidstavle over Århus udvikling de sidste 150 år.

På baggrund heraf vil jeg varmt anbefale denne bog – til både århusianere og andre, der kender og interesserer sig for Århus og dens historie, men også andre historieinteresserede, der sikkert også vil nyde dette flotte og velskrevne værk om Landsudstillingen i Århus, dens baggrund og følger.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Fiskeriets historie i Vejle Fjord og de tilløbende vande.
Industriminder i det gamle Århus
De byggede landet op