Menu
Forrige artikel Næste artikel

Provst Ursin, Maren vaskekone og den triste toldbetjent

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 142

Af Per Ole Schovsbo

Vingaards Officin, Bogtrykmuseet er et grafisk værksted, der blev grundlagt for mere end 30 år siden. Det udsender hvert år en bog, der i 2016 er skrevet af Henning Ringgaard Lauridsen om Sankt Mogens Gade i Viborg, der er den første som Viborg Miniby har genskabt i størrelse 1:10. Forfatteren, der er uddannet historiker, har et stort kendskab til byen som leder af lokalhistorisk arkiv fra 1983 og fra 1993 af Viborg Museum frem til 2014.

Der boede omkring 1850 ca. 567 i gaden og de 18 fortællinger vækker nogle af dem til live efter næsten samme metode som bygningerne i minibyen, nemlig ved at undersøge arkiver, folkets fortælinger, kirkebøger, gamle aviser og meget andet fra hverdagslivet.

Bogens kapitler følger årets gang og Nytårsmorgen dvæler lidt ved gadens udseende og de mange skel mellem fx rig og fattig, dannede og jævne, herskab og tjenestefolk. Aftenkoncert i domkirken (før den skændigt blev nedrevet og genopført), krudtmagasinet i det Daaske Kapel som følge af den uafsluttede treårskig, den dårlige behandling af landsoldaterne og distriktslæge Johan Anton Hoff i nr. 3, der stammede fra Oldenburg, gik under Napoleonskrigene i danske krigstjeneste men kom i engelsk krigsfangenskab og siden udvekslet og havnede i Viborg som kongens embedsmand, hvilket anmelderen er godt tilfreds med som én af distriktslægens mange og fjerne efterkommere.

Kapitlet Fastelavn fortæller om katedralskolens 50 elever, der boede privat og om privatskolen i nr. 13, der førte eleverne op til katedralskolen, hvorfra de kom til universitet i København. Konsumtionstolderen der var ved at miste sit job i 1851, hvor tolden blev ophævet. Den var siden 1660 blevet betalt for alle varer som bønder og handelsfolk førte ind gennem byens porte.

Kapitlet Foråret rummer beretningen om gadens avlsbrugere, der have kvæg i byen frem til 2. verdenskrig og dyrkede markerne uden om byen, hvor også overdrevet lå. Efter morgenmalkningen lukkede gårdene deres kreaturer ud på gaden, hvor hyrden kom og trak dem ud på markerne.  Om aftenen førte han dem tilbage og gårdenes folk gennede dem ind til aftenmalkningen.

Så følger beretningen om postmester Willer Hansen og den pensionerede herredsfoged Mads Christensen Roed, der var blevet alderdomssvækket og den virksomme stiftsprovst Martin Reinhardt Ursin og flere andre markante personligheder der har præget gade- og bybilledet. Der indkaldtes i juni til sommerbal for de dannedes unge i Salonen i Klosterskoven på den anden side af Viborg sø. Håndværkere, tjenestefolk og soldater havde naturligvis ikke adgang.

Skyggetanterne eller pebermøerne blev de, der ikke i tide var valgt af en passende bejler. De levede ofte beskedent af rige slægtningens understøttelse. Men der var undtagelser. De fire ugifte døtre af provst Zahrtmann blev boende i forældrenes hus i gaden og etablerede efter forældrenes død en fin pigeskole og en fin systue, mens enlige kvinder fra lavere sociale lag måtte slide betydeligt hårdere i det fx ved vaskepladsen for at skaffe sig husly og føde. Vi hører også om børnedødelighed og om skomagerlaugets ligbærere, der førte en kun 30 årig moder til i graven. Her ventede fem af hendes seks børn hende i det himmelske hjem.

Klubben var stedet hvor byens finere borgerskab - medlemmer af den nationalliberale bevægelse - mødtes til punch, tobak og politiske diskussioner. Viborg var hjemsted for den Nørrejyske Stænderforsamling, der var med til at kræve den frie forfatning i 1849. Men den blev mere demokratisk end forudset, fordi også bønder og håndværkere blev opstillet til folketingsvalgene, så man måtte gribe til visse stramninger af grundloven i 1866.

Tjenestepigerne havde stort set aldrig fri. Først på sommeren tog de del i bjergning af lyng og tørv til brændsel og senere også i plukning af hedens bær til saft og syltetøj eller tørring for at kunne anvendes til madlavning om vinteren. Også i gårdenes kålhaver var der arbejde med plukning af bær, frugter og grøntsager. Madlavning i det åbne ildsted og storvasken, der tog et par dage.

Da treårskrigen trak ud, øgedes hærens behov for nyt materiel og friske heste. Skomagerlauget i Viborg skulle levere nye militærstøvler, og det gav ekstra travlhed, men leverancen nåede først frem til armeen, efter at freden var brudt ud! Der var 70 skomagermestre i Viborg hvoraf de 10 i gaden.  De producerede støvler og sko til de faste kunder efter individuelle læste og til salg på markederne.

Læseren kommer også med til kornhøsten og til Toftmarked om efteråret, hvor det store heste- , kreatur- og krammarked afholdtes omkring Mikkelsdag (29. september) og til søndagsskole for håndværkslærlinge, forgængeren for teknisk skole.

Hedens banemænd var de såkaldte kartoffeltyskere, der var kommet fra det sydlige Tyskland til Alheden i 1759, som amtsforvalter Niels Chr. Morville fra nr. 8 havde tilsyn med. De var utilfredse og krævende fæstere under kronen, og målet var derfor at gøre dem til selvejere, og det lykkedes for Morville i 1852. Morville blev især kendt for tilplantningen af heden og blev sammen med vennen Enrico Dalgas pioner indenfor Den danske Hedeselskab. På heden levede også de udstødte tatere, der var udenfor samfundets synsvidde, og nær byerne boede natmændene, der udførte rakkerarbejde om natten og fjernede døde dyr og tømte latrintønder. Fortællingerne fortsætter om de gamle i Gråbrødre Kloster og de der levede på aftægt, om vaskekonen, de mange ugifte mødre og om de der levede på fattiggården.

Bogen af rundes med historiske glimt Ind under Jul i kartefabrikant Jens Chr. Phillipsens køkken i nr. 52. Den geniale mand havde stort garveri og mekaniseret karteproduktion og byggede selv et nyt tårnur i Viborg domkirke i 1851. I nr. 30 havde strømpevæver Joh. Chr Tim etableret en strømpefabrik der beskæftigede 10 ansatte i 1850 og i nr. 58 havde Rasmus Schneevoigt fremstillet tekstilmaskiner til en klædefabrik og Viborgs første højtryks dampmaskine. Fremtiden bankede på også i Viborg.

Bogens korte litteraturliste og kildeoversigt er lidt skuffende efter den næsten euforiske rejse gennem Sankt Mogens Gade i Viborg i året 1850. Bliver vi bluffet af en fremragende fortæller, er det løgn og forbandet digt – eller tør vi tro på den historiske kærne, der gemmer sig bag den meget gennemarbejdede fortælling, der kommer hele vejen rundt ikke blot i Sant Mogens Gade men i hele Viborg by og nærmeste omegn? Svaret er naturligvis, at Henning Ringgaard Lauridsen har det overblik og kendskab der gør de 18 fortællinger til levende og virkelig historie af bedste karat.

Siden er oprettet 21. december 2016.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Velkommen i Forsamlingsbygningen
Jægersborg Allé i 300 år - en billedkavalkade
Rasmus Stæhrs Dagbog