Menu
Forrige artikel

Tings Tale 02, 2020

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 941

 

Af Per Ole Schovsbo

Det nye tidsskrift fik sidste år en fornem faglig modtagelse i Historie-Online. I dette nr. 2 er der heller ikke sparet på det faglige og indforståede vokabularium, som den gamle anmelder har brugt 40 år af sit liv efter universitet på at udrydde, så kulturhistorien kunne få flere kunder i butikken. Forordet fortæller således, at målet med tidsskriftet er at ”bringe nye perspektiver og indsigter ved at tage udgangspunkt i den udsagnskraft, der er i ting, genstande og samlinger” og videre: ”fællesnævneren mellem alle bidrag i dette nummer [af tidsskriftet] synes at være, at det er det kontekstuelle og flerstemmige, såkaldte polyfone element, der viser vejen frem til bedre at forstå ting i en kompleks sammenhæng.”

Således forberedt går anmelderen i gang med en række glimrende kulturhistoriske undersøgelser i Tings Tale 2, der dog heldigvis følger op på den indsamling og den forskning på de kulturhistoriske museer, der har udfoldet sig efter bedste evne, økonomisk formåen og arbejdsbeskrivelser (mandater givet af bestyrelserne og tilskudsgiverne) siden provinsmuseernes grundlæggelse omkring 1900. Museernes genstandssamlinger er jo tredimensionale og tværkulturelle i modsætning til arkivernes og bibliotekernes dokumenter, skilderier og tryksager. Museerne er tingenes teater.  

Inge Christiansens artikel om danske bønders dåbstøj i 1800-tallet er forfriskende, fordi forfatteren sætter et kendt materiale i nye perspektiver og dermed får svar, som man ikke lige ventede. I modsætning til den almindelige dragtteori, hvor moden skulle synke nedad i samfundet – altså fra borgerskabet til bønderne – og bønderne derfor efterhånden skulle overtage borgerskabets hvide anonyme dåbstøj, sker det modsatte i 1800-tallet. Bønderne brugte dåbstøjet til at fremhæve deres stand og høje selvværdsfølelse, fordi de efter landboreformerne i 1700-tallet fik selveje og økonomisk fremgang. Her blev dåben central og kan anskues som en scene, hvor familien og standen kunne vise sin formåen – udtrykt i det farverige og kostbare dåbstøj.

Thomas Eggers-Kaas, Christian S. Hoggard og Felix Riede fremlægger betragtninger om hvorledes man kan skelne mellem lancetspidser af flint fra oldstenalderens sene Federmesser-grupper, Brommekulturen og tidlig jægerstenalder (mesolitikum). Det er interessen for at finde kronologiske og kulturelle ledetyper eller ledetråde i på lokale bopladser, der i dette tilfælde er lokaliseret af den lokale amatørarkæolog tandlæge William E.  Bertelsen i perioden 1937-44. Hans omfattende flintsamling på Vejle Museum er gennemgået på ny og det viser sig at den indeholder hidtil oversete elementer både fra Federmesser-grupperne, Brommekulturen og den tidligste Maglemosekultur fra jægerstenalderen.  Sådanne analyser af ældre flintsamlinger kan give nyttig information om lokalområdernes stenalderbosættelsers kulturtilhør og kronologi, der kan inspirere kommende arkæologiske undersøgelser.

Lars Pagh og Victor Palsted Bizoev fortæller om møntskatten fra Tamdrup i 2013. Mønterne blev fundet med detektor og består af 148 sølvmønter fra Svend Estridsens tid. De var nedgravet samlet ved den kongsgård, der var opført i nærheden af den nuværende stenkirkes forgænger af træ – og viser sig at stamme fra den periode, hvor de prægede mønter som betalingsmiddel erstattede det vægtbaserede budsølv. Det var resultatet af Svend Estridsens indførelse af pengeøkonomi som et politisk og økonomisk redskab til styrkelse af kongemagten.

Ingrid Vatne fremlægger nye perspektiver på materialitet i kunst- og kulturhistorie – hvorved forstås kunstværkernes bidrag til at berige kulturhistorien.  De skarpe skel mellem kunst- natur- og kulturhistorie er en arv fra Kunstkammeret tilbage i begyndelsen af 1800-tallet, påstår forfatteren, der gennemfører et sandt skoleridt gennem den tværfaglige formidling af Museum Vestfyns samlinger af kunst og museumsgenstande. Artiklen slutter med en vanskeligt overskuelig konklusion. ”Det skal ikke forstås sådan, at jeg her advokerer for at fuldstændigt udviske det traditionelle skel mellem kunst og kulturhistorie, men jeg mener, det kan være givtigt at forholde sig mere dialogisk på tværs af kategorierne og herigennem anvende den konstruerede betydning, som disse skel medfører, til at styrke pointer inden for den gældende institutions ramme og dermed sætte kulturarven i spil på nye måder.”

Mette Tapdrup analyserer typehusudstillinger i årene 1960-75 med udgangspunkt i museumslovens bestemmelser om, at museerne skal belyse forandringer og variationer og kontinuitet i menneskers livsvilkår fra de ældste tider til nu.  Det er glædeligt at visse museer endnu tager nyere tids kulturhistorie så alvorligt, at der afsættes ressourcer til forskning af fænomener tæt på vores egen tid. Enfamiliehusene kunne være prisbillige typehuse, der blev opført af firmaer eller parcelhuse af god kvalitet, der var tegnet af arkitektfirmaer. Indretning og brug af de forskellige rum i huset anses for at have betydning for museernes dokumentation især i disse tider, hvor de ældre typehuse især i Københavnsområdet rives ned og erstattes af nyere, takket være den gunstige økonomiske situation. Kun gennem en aktiv indsats på typehuse som både enkeltbyggeri og kvarter kan kulturarven holdes levende for eftertiden, skriver forfatteren. 

Og det er jo rigtigt ikke blot for typehuse og deres kvarterer lige fra Bedre Byggeskik til vore dages grå typehuse med tage af sortglaserede vingetegl, men også for mange andre fænomener der i vore dage er truet af nutidens gigantiske effektivitet, der i løbet af kort tid kan fjerne hele havnefronter og bydele til fordel for stål- og glashuse, veje, jernbaner eller industrianlæg.

Tings Tale nr 2 er et bud på den museale forskning, hvis resultater i vore dage er spredt ud i mange forskellige årbøger og tidsskrifter for det meste henvendt til museumsgæster, bestyrelser og sponsorer – men med et sjældent højt ambitionsniveau der tjener tidsskriftet (eller årbogen) til ære. Skriftet er velredigeret, har en lækker layout født af Narayana Press i Gylling. Men de mange akademiske udtryk gør visse afsnit næsten ulæselige. Den store kreds af interesserede læsere uden akademisk baggrund, som vi alle gerne vil kunne nå med vores spændende forskningsresultater, vil uvilkårligt få det indtryk at Tings Tale kun er for de indviede fagfolk.

[Historie-online.dk, den 5. maj 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Den Gamle By 2016
Den Gamle By 2014
Fortællingens rum