Menu
Forrige artikel Næste artikel

Kulturradikalismens musik

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 79

Af Anne Marie Storm

Tak til Michael Fjeldsøe for at have udfyldt et stort hul i min kendskab til dansk  musikhistorie.
Da jeg sad med en moppedreng på over 800 sider, overvejede jeg, om dette var én af de anmeldelser, hvor man koncentrerer sig om udvalgte afsnit af speciel interesse, men nej! Det er bogen simpelthen for spændende og velskrevet til. Jeg blev hurtigt indfanget og pløjede det hele igennem.

I 1968 begyndte jeg på musikstudiet ved Århus Universitet. Selvom Marx ikke har komponeret så meget musik, var det især ham, vi læste. Vor musikhistoriske viden blev hentet i A History of Western Music af D.J. Grout og Musikens Historie af Poul Hamburger.

På instituttet gik en ældre lektor stilfærdigt omkring. Hans navn var Otto Mortensen. Jeg havde fornøjelsen at spille fløjtestemmen i hans blæserkvintet og vidste også godt, at han havde skrevet fine melodier til bl.a. Septembers himmel er så blå og Du danske sommer, jeg elsker dig.
Nu her med over 40 års forsinkelse opdager jeg, at jeg har gået op og ned af en af dansk musikhistories store personligheder. Hvorfor i alverden var der ingen, der fortalte os om det dengang? Ovennævnte musikhistorie af Poul Hamburger slutter således: Som de betydeligste blandt Carl Nielsens og Laubs arvtagere på det folkemusikalske område må nævnes Thorvald Aagaard (1877-1937) og Oluf Ring (1884-1946). I denne forbindelse tillige Poul Schierbeck og Otto Mortensen (f. 1907). 
Så slutter den musikhistorie, og det er den eneste gang Otto Mortensen er nævnt.

Men i dette spændende værk får han behørig omtale: som komponist til moderne musik til Forsøgsscenen, Arbejdernes Teater, R.T. (Revolutionært Teater) - som en flittig debattør og musikanmelder – som aktiv musikudøver bl.a. som akkompagnatør for Lulu Ziegler. Han var tilsyneladende med overalt i mellemkrigstidens sprællevende musik- og teaterliv.

Nu har jeg taget Otto Mortensen som eksempel, men kunne nævne mange andre, hvor bogen har været en øjenåbner for mig. Den må simpelthen indgå som lærebog for alle musikstuderende, så man kan få udvidet sin opfattelse af, hvad kulturradikalismens musik står for. For de fleste er det noget med jazzede melodier af Bernhard Christensen til PH’s tekster og måske Eislers avancerede musik til Brechts tekster. Men her er meget mere med, f.eks. Zeitoper og Zeitballet. (Hvem ville ikke gerne have overværet Knudåge Riisager og Storm P.’s ballet, Benzin, der havde premiere på Det Kongelige Teater i 1930? Den indledes med, at en lillebitte hund kommer ind på scenen, og for enden af en laaang snor følger en bedugget herre)

Det er også interessant at få noget at vide om de musikpædagogiske ideer, der lå bag oprettelsen af Københavns Folkemusikskole i 1931. I den forbindelse opgiver komponisten Jørgen Bentzon en lovende karriere. Hvor han hidtil havde komponeret kammermusik til Europas koncertsale, leverede han nu musik, der kunne bruges i det musikpædagogiske arbejde. Eller læs om modtagelsen af Bernhard Christensens musik til PH’s Danmarksfilm. 

Kritiske røster mente, at Danmark i det store udland skulle vise sig frem med kendt og værdsat dansk musik og ikke denne nymodens, amerikanske negermusik.

Bogen er spækket med fortællinger om musik, tekster, teaterforestillinger, revyer m.m., udtænkt af krøllede hjerner i en periode, hvor der kulturelt var højt til loftet. Det er svært at få frem i en anmeldelse, men læs selv bogen! Jeg er begejstret!

Og så vil jeg lade forfatteren få det sidste ord, for hvad er egentlig kulturradikal musik?

Sammenfattet i én sætning kan kulturradikal musik således forstås som moderne musik, der havde en konkret anvendelse for øje og et frigørende perspektiv. Det kan være noget med jazz, noget med Josephine Baker og noget med viser skrevet af Poul Henningsen. Det er det også – men det er også meget andet. Det afgørende er den bagvedliggende problembevidsthed, som de kulturradikale musikformer repræsenterer i form af en vifte af forskelligartede løsningsmuligheder.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Frederik Ahlefeldt-Laurvig
Opera i guldalderens Kbh.
Bob Dylan i Amerika