Menu
Forrige artikel Næste artikel

Magiens huse

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 75

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

Vi er i ”Dramatikken” i Viborg i 1812. Et forventningsfuldt publikum havde fyldt salen, men desværre larmede folk så meget, at man ikke kunne komme til at spille komedie. Det at gå i teatret var jo også en social begivenhed. Det var nødvendigt at gøre noget ved folks råben og snakken, så teaterdirektøren besluttede sig for at tilkalde politimester Brandt. Men det var ikke nogen udpræget god ide, for publikum troede, han råber ”Brand” – panikken bredte sig, en dame besvimede og hendes ledsager råbte på ”Vand” – og så blev folk da først rigtigt bange og maste mod udgangen ”anført af biskoppen, som af uforklarlige årsager havde taget sin kones hat på hovedet. Den arme teaterdirektør løb ind på scenen og nåede lige at råbe, at det hele var en misforståelse, før han forsvandt ned i det åbne sufflørhul.” Scenen her er ikke fra en af de utallige farcer og lystspil, der blev diverteret med på de danske teaterscener, men skulle være en rigtig oplevelse fra en aften i teatret i Viborg.

Forskningsbibliotekar og teaterhistoriker Alette Scavenius har masser af historier med i sin store bog om de danske teatre. Vi får en del gode skrøner om teaterliv i provinsen og hovedstaden – hvilke problemer det kunne give at spille skuespil som turnerende eller fast forankret skuespillerselskab, hvilke spændende og sommetider lettere vanvittige personer, der befolker den danske teaterhistorie, og hvor vigtig scenens kunst var, dengang da der hverken var radio eller tv, film eller internet.

Scavenius præsenterer os for 46 danske teatre. Nogle af dem findes ikke mere – de er nedlagt, brændt eller bruges til noget helt andet – men der er dog trods alt 30 af dem, der står endnu. Det drejer sig naturligvis i høj grad om teaterbygninger; hvordan er bygningens forhistorie, hvilket i provinsbyerne ofte vil sige en historie om lokale borgere, der ønskede at bringe kultur til deres by – et tegn på, at det var en rigtig by – hvordan blev teatret bygget, og hvordan så det ud. Scavenius giver os indgående beskrivelser af teaterpaladsernes facader, indretningen af scene- og publikumsrum, interiør, udsmykning osv. En meget stor del af teaterbygningernes facader ”svælgede i fransk og italiensk inspirerede facader med allegoriske udsmykninger, rundbuede vinduer, balkoner og antikke søjler.” (s. 419). Men der blev også bygget funktionalistiske teaterbygninger i det tyvende århundrede – mest kendt naturligvis Arne Jacobsens Bellevue, men også Fredericia Teater, Nykøbing F. og Nørrebros Teater.

Selv om disse beskrivelser ligner hinanden en del, så er der mangfoldige lokale forskelle, som gør fremstillingen spændende at læse. Og sammen med læsningen får man tillige Kurt Rodahl Hoppes billeder fra de ofte meget smukke teaterrum, hvor flotte farver, allegoriske guldudsmykninger og andre arkitektoniske detaljer kommer til deres ret. Man kan med de flotte billeder og forfatterens beskrivelser virkelig overbevise sig selv om, at der findes et meget stort antal flotte teatre i Danmark. Også mange flere end undertegnede umiddelbart troede. Det tyder i øvrigt på en ganske stor veneration for teaterkunsten i Danmark, at man i mange tilfælde har ofret en masse penge på at bygge, forbedre og renovere byens teater.

Vi følger udviklingen fra Operahuset i Bredgade i København, opført 1701-03, nu Østre Landsret – til Det kongelige Teaters Skuespilhus på Kvæsthusbroen, indviet i 2008. Derimellem er der altså bygget mere end 40 teaterbygninger, og ikke mindst perioden fra 1870’erne til 1. verdenskrig blev rig på nye teatre, især vest for Storebælt, hele ni nye imposante teaterbygninger blev det til i den tid – den sidste var Odense Teater, der blev opført 1913-14.

Øst for Storebælt var det næsten entydigt København og Frederiksberg, der frembragt en række teaterhuse – Det kongelige Teater, Stærekassen, Det Ny Teater, Dagmarteatret, Betty Nansen Teatret osv. Ligeledes en række folkelige teatre med udskænkning, syngepiger og revyforestillinger. Denne form for folkelighed trivedes bedst i hovedstaden, men revyen fik dog også sine faste elskede tilholdssteder i fx Rottefælden i Svendborg og ’Revykøbing’ på Falster. Alle steder er det muligt at fortælle gode historier, og det gør Scavenius ved hjælp af ikke mindst de lokale aviser og erindringer. Der er utallige gode historier om teaterliv i provinsbyen, skuespillerselskabernes besværligheder på landevejen, skiftet fra den deklamatoriske til den realistiske måde at spille på – og ikke mindst personerne i historien.

En lang række mere eller mindre mærkelige personer viede deres liv til teatret. Nogle gjorde det helt entydigt for at tjene penge, mens andre var tændt af den hellige teaterild. En af de kendte var Georg Carstensen, Tivolis grundlægger og initiativtager til vintertivoliet Casino og Alhambra på Frederiksberg. Han var en rigtig forlystelseskonge, der fik talrige ideer og førte en hel del af dem ud i livet. Men hans økonomiske sans var elendig, så det gik ganske ofte galt med hans initiativer. Hans kreditorer holdt ikke af ham, men hans initiativrigdom kan man ikke tage fra ham. Andre kendte teater-personligheder var Hans Wilhelm ”Smukke”-Lange, der var direktør på Folketeatret i Nørregade og Casino i Amaliegade i København; en anden var Hans Hansen, kaldet ”Hellig-Hansen”, der byggede forlystelsesetablissementet National med restauration og butikker i 1882 og Dagmarteatret i 1883 – en mand der slog meget store brød op, og havde et kort, intensivt eventyr i den københavnske forlystelsesverden, for allerede i 1884 gik han konkurs med det hele!

Man kunne nævne flere interessante personer og referere utallige gode historier fra hele landet. Og det er også værd at bemærke, at det lykkes Scavenius at sætte historien om teatrene ind i en større sammenhæng – vi får masser af danmarkshistorie ind sammen med teaterhistorien. Men det må man selv læse i denne flotte udgivelse i stort format med gode illustrationer – både de nye, som er nævnt, og et stort antal historiske fotografier og stik. Der er lagt mange meter til den danske teaterhistorie og dermed også til historien om den samfundsmæssige udvikling i Danmark med udgivelsen af ”Magiens huse”, som man kun kan ønske en stor udbredelse – og dermed også ledsage med de bedste anbefalinger.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Something Rotten!
Frederik Ahlefeldt-Laurvig
80’er rock