Menu
Forrige artikel

Manden bag masken

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 679

 

Af Anne Marie Storm, musikpædagog

Mange operaelskere har sikkert - ligesom jeg - læst brogede og underholdende anekdoter om komponisten Rossini (1792-1868). Han blev berømt over hele Europa og fejret og feteret endnu mere end nutidens rockstjerner.

Da han som 37-årig var på sin karrieres højdepunkt, trak han sig pludselig tilbage, flyttede på landet og skrev ikke flere operaer. Hvad han brugte anden halvdel af sit 76-årige liv på har givet stof til mange fortællinger: han skulle efter sigende være en fremragende kok (flere retter er opkaldt efter ham), have kastet sig over svineavl, da dyrene både kunne finde trøfler og give kød til lækre måltider. Da selveste Richard Wagner besøgte ham og gerne ville snakke om musik, fik han i stedet et foredrag om svineavl, og Rossini forlod hele tiden stuen, for han havde en steg i ovnen, der skulle passes.

Det er ikke den slags historier, man finder i Thomas Milholts biografi. Han er kritisk overfor tidligere biografier om Rossini, der er præget af anekdoter og fordomme, som Rossini selv var med til at bygge op. Derfor titlen: Manden bag masken.

”Hans værker blev påvirket af samtidens politiske begivenheder, ligesom vurderingen af komponisten selv, allerede i hans samtid, forandrede sig. Det skete i en sådan grad, at han blev tvunget ind i en påtaget rolle som et jovialt, dovent og overfladisk geni”.

Rossinis far var hornist og moderen operasangerinde. Faderen var politisk engageret og gik ind i kampen for frihed, lighed og broderskab, som franskmændene med Napoleon i spidsen havde bragt til Italien. Det var ikke noget, der passede adel og konger, så hr. Rossini kom i fængsel. Sønnen var altså fra barnsben opmærksom på, at man som musiker skulle stå på god fod med de skiftende magthavere, for ikke at få ørerne i maskinen.

I bogen følger man udviklingen i operaerne, der efter censur ofte måtte ændres. Men Rossini klarede skærene og blev verdensberømt.

Men der kom også ”angreb” fra komponistkolleger. Verdis og Wagners operaer vandt indpas og faldt i publikums smag. Med den stigende interesse for romantikken var det pludselig ikke det hotteste at overvære en opera af Rossini. Han følte sig gammeldags og trak sig tilbage. Ikke flere operaer fra den herre, men han fortsatte dog med at komponere til hjemmebrug, men nu var stilen renset for ”pjat” og indeholdt i stedet klassiske kvaliteter.

Thomas Milholt giver en gennemgang af handlingen i alle 39 operaer, der er skrevet mellem 1810 og 1829. Det kan være lidt drøjt at komme igennem, men da de sættes i sammenhæng med den politiske udvikling i Italien, kan jeg godt se, det har et formål.

Forfatterens research er imponerende, så jeg må nødtvunget give ham ret i det nye billede af Rossini, selvom jeg synes, det gamle var mere underholdende. Han var ikke den lystige fætter, som tidligere biografier har beskrevet, men måske snarere en kold forretningsmand. Han giftede sig med sangerinden Isabella Duncan, der var medvirkende til at hans operaer kom på hitlisten. Men da hun ikke længere kunne synge de særdeles krævende partier, blev hun efterladt hjemme på landet hos den gamle Rossini. Af kedsomhed kastede hun sig over hasardspil, og Rossini afbrød kontakten med hende og sendte hende et begrænset, månedligt beløb. Det var ikke sjovt for den gamle Rossini, der skriver til sin søn: ”Skriv også et par linjer til Deres kone, eller send hilsner til hende gennem mig. Husk at vi er tre, jeg, Dem og hende”. Rossini svarer: ”Jeg erklærer, at bortset fra gartneren og ham, der tager sig af hestene, som De skal betale som sædvanligt, og skatterne og reparationerne på huset og udgifterne til landstedet, så har jeg ikke i sinde at udbetale en eneste øre”.

Han havde faktisk også fundet en mere spændende kvinde i Paris: Olympe Pélissier, der var en rig, charmerende kurtisane, der holdt salon i den franske hovedstad. De blev dog først gift, efter at den første kone, Isabella, var død.

Rossini led af en ubehandlet gonorre, men Olympe sørgede for, at franske læger fik ham under behandling, så han blev i stand til at holde saloner om lørdagen. Det år, han fyldte 75, komponerede han en hyldest til kejseren og det franske folk: Hymne à Napoleon III et à son vaillant peuple. Det bar undertitlen: ”Fuldt orkester, militærorkester, baryton (pavelig), et præstekor, et kor af medløbere, soldater og folket; danse, klokker, lilletrommer og kanoner. – Beklager, der er ikke mere!” Humoristisk sans havde han da i det mindste.              

Men ellers får vi med denne bog et helt nyt syn på Gioachino Rossini, manden bag masken.

[Historie-online.dk, den 19. maj 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Forrykt
Frederik Ahlefeldt-Laurvig
Danske film og filmfolk