Menu
Forrige artikel Næste artikel

Nr. 1

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 72

Af Thomas Mathiasen

Nr. 1 af Rune Skyum-Nielsen er ikke den første bog om dansk hiphop. Det bliver nok heller ikke den sidste. Men ind til videre er Nr. 1 klart den bedste bog om dansk hiphop. Dette understreger jeg med glæde, fordi forfatteren selv i bogen tydeligt fortæller, at en stor del af drivkraften i hiphop netop er konkurrencemomentet, hvor man ikke viger tilbage fra at battle, det vil sige kæmpe, mod hinanden på dansegulvet og på scenen.

Efter en kort indledning, hvor forfatteren opregner de fire grundsten i hiphop, nemlig breakdance, graffiti, rap og dj´ing, falder bogens indhold i to dele, som man kunne kalde et Oldschool-afsnit og et Newschool-afsnit.

Oldschool-afsnittet omfatter fem store kapitler, hvor højdepunkter indenfor dansk hiphop frem til cirka midten i halvfemserne omtales. Newschool-afsnittet er så de sidste syv kapitler, der handler om de seneste ti års hiphop, hvor billedet bliver mere spraglet, og hvor man endnu ikke klart ved om de omtalte kunstnere opnår blivende kunstnerisk succes.

For denne anmelder er det specielt kapitlerne om breakdance og graffiti, der indeholdt ny viden. At vor verdenskendte kunstner Olafur Eliasson startede sin kunstnerisk livsbane med at breakdance i ungdomsklubben Thomas P. Hejle ved Nørreport Station i København er nok ikke almen viden.

Ligesom det også er nyt for mig, at Steen Koerner, der i de senere år har nyfortolket en række klassiske ballet- og danseforestillinger, startede som breakdancer, og via en række shows med dansegruppen Out of Control nu har opnået en status som nyskabende koreograf på den danske teaterscene.

Derimod er der ikke meget nyt i afsnittene om mediekrigen mellem MC Einar og Rockers by Choice, eller om Soulshock og Karlins oplevelser, da de i starten af halvfemserne producerede plader for 2Pac i det sorte gangsterrapmiljø i Los Angeles. De historier er allerede fortalt mange gange, men selvfølgelig hører de til i en samlet fremstilling om dansk hiphop.

Anden del af bogen er ikke temainddelt som første del. Den handler hovedsaglig om dansk rapmusiks sejrsgang i branchen de sidste 10-12 år. Gamle helte som Nikolaj Peyk fra MC Einar optrådte nu som rimsmed i Østkyst Hustlers. Deres plader blev i midten af halvfemserne solgt i flere hundrede tusinde eksemplarer. Det gør man ikke ustraffet i dansk hiphop. Anklagerne for at have ”solgt ud” væltede ind fra den nye generation af rappere. Den generation, der så i mellemtiden har markeret sig som eliten af den nyere danske hiphop. Her tænkes selvfølgelig på Den Gale Pose, Hvid Sjokolade, Malk de Koijn, Kongehuset, Niarn, L.O.C., MC Clemens, Per Vers og så den største af dem alle, nemlig Jokeren, der gik solo fra Den Gale Pose.

Kendetegnende for stort set alle disse kunstnere var deres ret drengerøvsagtige attitude til tilværelsen. Kvinder blev ofte omtalt i slangprægede vendinger, der for en udenforstående kunne opfattes som voldsomt sexistisk, hvilket fik feministen Hanne-Vibeke Holst til i et indlæg i Politiken at fare i flint, da hun satte sig til at nærlytte en plade med Niarn. Hun mente ligefrem, at teksterne kunne inspirere og legitimere voldtægter af unge piger. Humoristisk sans har ikke altid været feministernes stærke side.

Udover gennemgangen af de yngre, mandlige danske rappere indeholder bogen gode afsnit om de kvindelige rappere, som der desværre ikke har været så mange af, og et godt afsnit om de mange rappere med udenlandsk baggrund, som har markeret sig i de senere år. Den multietniske hiphop-trio Outlandish fra Brøndby Strand er her stjernenavnet over alle. De har indtaget duksepladsen på hitlisterne i utallige uger. De har optrådt på Det Kongelige Teater for kronprinseparret, og de har samplet den ærkedanske PH-klassiker ”Man binder os på mund og hånd”.

Endelig er der afsnit om den politiske vækkelse, der har bredt sig over den danske rap-scene siden 2001, og som blandt andet kom til udtryk i singlen ”Krirak”, hvor Danmarks deltagelse i Irak-krigen blev kritiseret.

Som en afrunding på bogen er der en ordliste med hiphop-termer som badass, b-boy, bumrushe, crew, dis, erling, footwork, hjemmedreng, king, player, sell-out, wack og whole-car. Der er en flot billedcollage og en omfattende kildeliste af især avisartikler.

Man imponeres som læser af den grundige research, som forfatteren har foretaget for at skrive bogen. Han har interviewet 60 mennesker og fremskaffet et imponerende billedmateriale, der illustrerer bogen på bedste vis. Det eneste, der mangler er et stikordsregister for at gøre denne bog om dansk hiphop helt perfekt.

Sproget er hæsblæsende veloplagt. Det mærkes tydeligt, at forfatteren elsker sit emne, men han har samtidig så stor distance til stoffet, at han kan have en objektiv tilgang til det. Omvendt skal man som læser nok være meget interesseret i hiphop, for at læse den fra ende til anden. Men som opslagsværk og som inspiration til mere hiphop-lytning og – læsning opfylder den også sin funktion.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Bob Dylan i Amerika
Nye toner i Danmark
80’er rock