Menu
Forrige artikel

Myten om den lykkelige selvejerbonde

Kategori: Bøger
Visninger: 1482

Af Thomas Mathiasen

Det skal ærligt indrømmes, at det ikke var med den største begejstring, jeg gav mig i kast med Paw Stylsvig Jeppesens bog Myten om den lykkelige selvejerbonde – Studier i fæste- og selvejergårdmænds vilkår i de midtfynske sogne Gestelev og Vantinge.

Bogen er meget spartansk i sit udstyr, og illustrationsmaterialet består af en håndfuld sort-hvide fotos og en række kort og tabeller. Indtrykket forstærkes yderligere, når man i forordet til bogen læser, at der er tale om en redigeret udgave af et universitetsspeciale, der efterhånden har 15 år på bagen. At der er tale om et universitetsspeciale bliver bekræftet under læsningen af bogen, der er traditionelt opbygget med problemformulering, metoderedegørelse og meget udførlige beskrivelser af dataindsamlingen og bearbejdningen af data.

Når det er sagt, så skal det bestemt understreges, at emnet er interessant. Myten og forherligelsen af selvejerbonden og hans vidunderlige, frie bondeliv i 1800-tallet, og den entydige forherligelse af landboreformernes fordele for bondebefolkningen i Danmark, er vel en af de mest sejlivede myter i dansk landbohistorie og dansk historie generelt. Frihedsstøtten har stået ved Vesterport i mere end 200 år, og dens symbolværdi i historien om Stavnsbåndets ophævelse og indførelse af landboreformerne er betydelig.

Stavnsbåndets ophævelse er derfor selvfølgelig også med på den nye historiekanon, som et udvalg under Undervisningsministeriet har udarbejdet. I betragtning af, at Stavnsbåndet kun var gældende i 55 år, kan man spørge, hvorfor det er så vigtigt, men det er selvfølgelig fordi, dets ophævelse markerer overgangen til et moderne og mere demokratisk samfund.

Forfatteren ønsker imidlertid med sin bog at nuancere dette glorificerede billede. Han understreger, at overgangen fra fæstebondesamfund til selvejerbondesystemet var en langvarig proces, der tog langt mere end 150 år at gennemføre. Hvorfor tog det så lang tid, hvis fordelene var så indlysende, spørger han?

Forklaringerne kan være mange. En af de mere prosaiske er tilsyneladende, at nogle godsejere og herremænd af udefra kommende omstændigheder, såsom lavkonjunktur, engelske toldmure, landbrugskrise og statsbankerot, havde behov for penge og derfor blev tvunget til at sælge jord fra.

En anden årsag er ifølge forfatteren, at bønderne generelt var usikre på, hvad det ville indebære at være frie. I det bestående system havde man en vis sikkerhed og tryghed i ly af herremanden og fællesskabet. Man vidste ikke, hvad man kastede sig ud i, hvis man prøvede det frie liv.

Ikke desto mindre, så gik udviklingen imod fjernelse af fæstesystemet. Men det skete bestemt ikke så hurtigt, som man måske skulle tro. Nærmest tværtimod.

Havde bonden ikke selv penge, hvad der var tilfældet langt de fleste gange, så kunne han låne penge i Den Kongelige Kreditkasse og senere i Den almindelige Enkekasse, der især i Jylland lånte penge ud til bønder, der ville være selvejere. I det hele taget var det de jyske bønder, der først i stort tal blev frie bønder. I 1835 var det kun hver fjerde bonde i Jylland, der stadig var fæstebonde, mens det på Sjælland og Øerne var to ud af tre bønder, der ikke kastede sig ud i det frie bondeliv.

Først i 1919 blev de sidste fæsteaftaler ophævet.

Det spændende ved Paw Stylsvig Jeppesens bog er så, at han kan fortælle hvor forskelligt udviklingen skete i to nabosogne på Midtfyn. I Gestelev gik det stærkt, mens det i Vantinge gik meget langsomt. I 1850 var fæstesystemet fuldstændig afskaffet i Gestelev, mens kun 6 % af bønderne i Vantinge var selvejere. I 1895, 45 år senere, er dette tal kun steget til 13 %. Dette er bemærkelsesværdigt, fordi sognene som udgangspunkt minder meget om hinanden, både med hensyn til areal, indbyggertal, antallet af bebyggelser og afstanden til købstæder, vandveje og hovedfærdselsårer.

Men i 1850 var befolkningstallet i Gestelev fordoblet i forhold til Vantinge. Antallet af husmænd i Gestelev var nærmest fem-doblet, hvorfor den gennemsnitlige størrelse på gårdene i Gestelev var to tønder hartkorn mindre end i Vantinge. Den kraftige befolkningsvækst i Gestelev blev aldrig udlignet af Vantinge. Årsagen til denne udvikling er, at godset Nordskov i Gestelev allerede i 1796 fik kongelig tilladelse til at sælge jordstykker fra, mens grevskabet Muckadell, der residerede på Gelskov Hovedgård i Vantinge, havde status af majorat, og derfor helt frem til Grundlovens indførelse ikke uden videre havde mulighed for at frasælge bøndergods.

Her må man tilgive, at anmelderen springer en del mellemregninger over for at nå frem til konklusionen angående lykken og velstanden hos bønderne i de to midtfynske sogne.

Forfatteren konkluderer nemlig ud fra tørre tal, for eksempel den gennemsnitlige brandforsikringsværdi, at det rent økonomisk var mest fordelagtigt at være fæstebonde. Trods de floromvundne ord om, at den frie bonde ville være mere motiveret til at arbejde og forøge værdien af sin ejendom, så synes det ikke at have givet en større økonomisk gevinst. I hvert fald ikke i Gestelev og Vantinge.

Her kunne man indvende, at lykke ikke kun kan gøres op i penge, men hvordan skal man måle den immaterielle lykke og velstand, det kunne være, at man er herre i sit eget hus.

Anmelderens konklusion efter læsningen af bogen lyder: Bogen er bestemt værd at investere tid og kræfter i. Sproget er tilgængeligt, også for en ikke-akademisk læser. Men indholdet og den meget minutiøse gennemgang af bøndernes levevilkår i to sogne på Midtfyn gør utvivlsomt, at mange læsere vil falde fra.

Det er en gammel sandhed i anmelderkredse, at man ikke skal anmelde en bog, for det, der ikke står i den, men det ville have været interessant, hvis forfatteren havde forsøgt at drage nogle lidt mere vidtrækkende konklusioner på sin undersøgelse. For eksempel hvorvidt de mange husmænd i Gestelev også afspejlede sig i antallet af radikale sognerådsmedlemmer og anden politisk aktivitet på egnen.

I sidste ende prikker forfatterens konklusion også hul på partiet Venstres selvopfattelse, og hele den liberale tankegang som landbruget har været præget af i århundreder. Det er svært at tage en bonde alvorligt, når han taler om frihed og liberalisme, når man ved, at landbrugserhvervet i dag er en stærkt forurenende og industrialiseret erhvervsform, der på ingen måder drives efter et liberalt grundsyn, men reguleres af Arla, foderstofselskaberne og subventioneres i rigt mål fra EU. Det er ikke hvad jeg forstår ved liberalisme.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Den klassiske købstad
Dragør i 1700-tallet - et maritimt bysamfund
Brødrene Classen