Menu
Forrige artikel Næste artikel

Jens Jørgen Nielsen: Ukraine i spændingsfeltet.

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 281

Af Thomas Petersen

Forfatteren til nærværende bog vil gerne fortælle en anden historie om Ukraine og tilhørende borgerkrig end den, der har været og stadig langt hen ad vejen er gængs blandt såvel politikere som kommentatorer i vor del af verden. Og hans projekt er på mange måder velgørende og befriende. Konflikten handler jo i virkelighedens verden ikke udelukkende og måske slet ikke om en magtsyg og ekspansiv russisk præsident på listigt rov hos uskyldige naboer eller naboers naboer. Men også en præsident, et land og et tidligere imperium, der har svært ved at affinde sig med at være blevet reduceret til et territorium anno 1650 eller stort set svarende til det, Hitler og hans kumpaner ville reducere Sovjetunionen og Rusland til i juni 1941.

Det er formodentlig efterhånden gået op for de fleste, at Ukraine-konflikten er langt mere kompleks og ulykkelig end blot at være en kamp mellem de gode og de onde. Ellers kan denne lille bog medvirke til, at kursen rettes. Konflikten handler i bund og grund om en forrykket magtbalance i den østlige del af Europa. Den handler desuden om en fejlslagen stat, der nationalt, kulturelt og økonomisk ikke hænger sammen. Men som er blevet bragt sammen af historiens irrationelle luner – med andre ord en situation, hvor grænser mere var formaliteter, tilfældigheder eller midler i en del-og-hersk-politik. Sidst men ikke mindst handler konflikten om vitale nationale interesser, som historien altid har anerkendt som både legitime og rimelige at forsvare med alle midler, inkl. krig. Det er denne vinkel på de seneste års mudrede debat, som forfatteren til bogen ønsker at anlægge. Og, som han gør i det store og hele vellykket.

Forfatteren Jens Jørgen Nielsen (født 1949) er kandidat i historie og idehistorie fra Aarhus Universitet, russisk-kyndig, og han har et grundigt kendskab til den eks-sovjetiske verden. Har blandt andet arbejdet som korrespondent for dagbladet Politiken i Moskva. Arbejder i dag som forfatter, som rådgiver for virksomheder med østvendte forbindelser samt som en hyppigt anvendt kommentator i medierne. Nielsen udgav 2013 bogen På egne præmisser – Putin og det nye Rusland.

Nielsen sætter sin dagsorden allerede i forordet, hvor han - skarpt vinklet - bl.a. skriver:

”De vestlige medier har i 2013 og 2014 generelt i alt for ringe grad bidraget til et afbalanceret billede af Ukraine-krisen i al dens kompleksitet. Vi i Vesten er i høj grad blevet præsenteret for en Hollywood-drejebog med de onde på den ene side og de gode på den anden. Rollen som repræsentant for den rene ondskab er tilfaldet Ruslands præsident Vladimir Putin. Han er årsag til alt ondt og årsag til hele krisen, skal man tro de fleste vestlige politikere, journalister og forfattere.” (side 8).

Ud over Putin-dæmoniseringen er den vestlige mediedækning og politikernes holdning efter Nielsens mening præget af en overbevisning om, at de vestlige værdier er universelle og derfor de rigtige for alle. Vore værdier er derfor udtryk for det gode, mens stater og politikere med andre holdninger er onde. En sådan forenklet fremstilling fremkalder – også efter denne anmelders mening - kun hovedrysten hos størstedelen af de generelt veluddannede og reflekterende russere. Samtidig med at den kun minder dem alt for meget om den fladpandede sovjetmarxistiske propaganda, som de for 25 år siden lagde bag sig. Blot med modsat fortegn.

Uhyggeligt mange interesser er på spil i Ukraine-konflikten. Men næppe nogen, der involverer hverken verdensfreden eller danskernes nattesøvn. Derimod i flæng russiske vitale nationale sikkerheds-interesser, flettet sammen med skuffede imperiale drømme. Ruslands paniske angst for inddæmning. Vestlige drømme og ambitioner om at skyde Natos grænser så langt østpå som muligt – på en baggrund af russisk politisk og økonomisk svaghed efter Sovjetunionens opløsning og Ruslands territoriale reduktion til en status anno 1650. Dertil en irrationel vestlig frygt for russiske ekspansionsdrømme. Et Ukraine, sat sammen af befolkningsgrupper, ambitioner og religiøse retninger, der ikke matcher hinanden. Men, som i høj grad i fortiden er bestemt af en diktators beslutning, dikteret af en del-og-hersk-politik. En a-symmetrisk økonomisk struktur og udvikling. Læg hertil en nedslidt og korrupt økonomisk struktur. Man kunne fortsætte i næsten det uendelige med argumenter for, hvorfor Ukraine er en anomali, som ikke hænger sammen.

Men vigtigst er naturligvis historien som bagtæppe for aktuelle konflikter. Hvilket, Nielsen udmærket redegør for. Det er for historikere naturligvis en selvfølge. Men historien er i særdeleshed vigtig, når man har at gøre med et konglomerat af en stat, som tilfældet er med Ukraine. Nielsen gør i sin bog med rette meget ud af den historie, der i dag betinger landets situation og adfærd. Den britiske historiker Richard Sakwa, som forfatteren nævner i sin litteraturliste, giver i sin bog fra 2014, Frontline Ukraine: Crisis in the Borderlands, en fremragende og historisk argumenteret introduktion til det komplekse emne. Tillad mig kort at resumere historiens vigtigste fix-punkter.

Men først et par personlige erindringer. I 1972, hvor jeg første gang besøgte Ukraine, var det utænkeligt, at man i hovedstaden Kijev på gaden hørte ukrainsk tale. Det skulle da lige være på markedet, hvor tilrejsende kollektivbønder falbød deres varer. Ukrainsk sprog var bondsk og derfor utænkeligt i byen. I 1994 mødte jeg i Georgiens hovedstad Tbilisi en ukrainsk kollega i russisk sprog – et sprog, som vi da også anvendte som kommunikationsmiddel. To år senere mødte jeg samme kollega samme sted til en videnskabelig konference. Men nu kunne han pludselig ikke tale russisk, men insisterede på kun at tale ukrainsk.

Udgangspunktet for den moderne ukrainske statsdannelse var den kosak-stat, der i midten af 1600-tallet opstod langs Dnepr-flodens nedre løb. Kernen i denne stat var de bønder, der i løbet af 1500- og første halvdel af 1600-tallet var stukket af fra livegenskab og stavnsbånd hos deres polske og russiske godsejere. De dannede små uafhængige samfund på øer i floden og på dens østbred.

Formelt stod disse kosakker under dobbeltmonarkiet Polen-Litauen, men reelt var de frie, og i det store billede udgjorde de en slags labil bufferzone mellem Polen-Litauen, Moskva-Rusland samt Det osmanniske Rige – sidstnævnte kontrollerede nemlig halvøen Krim og hele Sortehavskysten. Helst ville kosakkerne være - også formelt frie og uafhængige, men de politiske forhold gjorde, at de gang på gang så sig nødsaget til at vælge side. Det skete endegyldigt i 1654, hvor kosak-staten under Bohdan Khmelnytskyj tog den del af Ukraine, der ligger øst for Dnepr, til len af den moskovitiske tsar.

Årstallet 1654 er derfor en uhyre vigtig milepæl i det russisk-ukrainske forhold. Tretten år senere, i 1667, indgik denne overenskomst mellem Moskva og kosak-staten som en vigtig del af en skelsættende fredsslutning mellem Moskva-Rusland og Polen-Litauen. Denne ”evige fred”, som den blev kaldt i datiden, gjorde endegyldigt Dnepr til grænse mellem den ortodokse og den romersk-katolske verden – dog således, at byen Kijev på flodens vestbred blev en del af den ortodokse verden.

Kosak-statens primære ønske var naturligvis at bevare sin selvstændighed. Men placeret mellem tre stormagter – Polen-Litauen, Moskva-Rusland og Det osmanniske Rige – var den til stadighed nødt til at balancere på en knivsæg mellem dem. De muslimske osmanner kunne kosakkerne nemt enes om at betragte som hadeobjekt nummer et. Hver gang, jeg har besøgt Det russiske Museum i Skt. Petersborg, har mine skridt styret mig mod et ganske bestemt billede – Kosakkerne skriver brev til Sultanen af historie- og portrætmaleren Ilja Repin (1844-1930).

Billedet illustrerer i et orgie af farver og i sit galleri af vidt forskellige mennesketyper, hvor sammensat en flok, kosakkerne i virkeligheden var. Maleriet oser endvidere af en højspændt dramatik, som beskueren kun kan blive indfanget af. Eder og forbandelser, skældsord af værste skuffe og højlydt bifald strømmer ud af billedet, og de står bogstaveligt talt i kø for at blive prentet på papiret af den travle skriver. Og hvad kom der så til at stå i brevet? En afskrift fra slutningen af 1600-tallet giver os svaret. Sultanen, Muhammed 4., havde i et brovtende og overmodigt brev krævet, at kosakkerne betingelsesløst underkastede sig ham. I brevet havde han kaldt sig solens og månens bror, Guds ætling og statholder, hersker over de makedonske, babyloniske, jerusalemske og ægyptiske riger. Svaret på dette opstyltede bavl var bl.a. følgende lige så opstyltede svada:

”Din tyrkiske satan! Den forbandede Djævels bror og kammerat og selve Lucifers sekretær! Hvad er du for en afgrundsridder? Den Onde spytter ud, hvad din hær sluger. Du er ikke værdig til at have kristne folk under dig. Din hær frygter vi ikke – til lands og til vands vil vi slås med dig, din babyloniske køkkenskriver, makedonske bødker, jerusalemske brygmester, alexandrinske gedebukketyv, Store og Lille Ægyptens svinehyrde, armenske galt, tatariske vædder, Podoliens misdæder, selve Djævelens ætling, hele Verdens fjollerik, svinetryne og hesterumpe, rødhårede tæve, udøbte skallepande – måtte Den onde tage dig! Sådan svarer kosakkerne dig, din hedning”!

Ovenfor forlod jeg historien med underskrivelsen af Den evige Fred i 1667. De følgende 100 år betød nedgang for Polen-Litauen samtidig med, at naboerne – Østrig, Rusland og Preussen – udviklede sig til stormagter. Landet var et valgkongedømme – det betød, at nabostaterne i stadig stigende grad blandede sig i kongevalget. 1700-tallet var skakspil-diplomatiets og den kølige, rationelle magtpolitiks århundrede.

I den kontekst var det ikke overraskende, at nabostaterne kom på den tanke at dele den polsk-litauiske anomali mellem sig i stedet for tilbagevendende at strides om, hvem der skulle være ny konge i Polen-Litauen. I tre runder – 1772, 1793 og 1795 – fordelte de koldt og klinisk, men helt i tidens ånd, landet mellem sig. I 150 år var Polen derefter kun en nation – som stat genopstod landet først med Versailles-freden i 1920. I forhold til Ukraine indlemmede Rusland ved de polske delinger landskaberne Podolien og Volhynien, mens Galicien med centrum i den gamle centraleuropæisk prægede universitetsby Lviv (tysk Lemberg, russisk Lvov) tilfaldt Østrig.

Samtidig med de polske delinger førte Rusland to sejrrige krige mod Det osmanniske Rige med det resultat, at halvøen Krim og den vestlige Sortehavskyst kunne indlemmes i Imperiet. Dermed var vejen banet for, at byer som Odessa som international udskibningshavn samt Sevastopol som hjemsted for Sortehavsflåden kunne grundlægges. Det stort set mennesketomme, men frugtbare steppeområde blev befolket med og koloniseret af russere og en vifte af europæiske nationaliteter – grækere, serbere, tyskere, bulgarer med flere – som tsar-regeringen annoncerede efter i europæiske aviser.

Første Verdenskrig vendte op og ned på Europas grænser. Fire imperier gik under – i revolution og national opløsning. En stribe nye stater så dagens lys for første gang, andre genopstod af historiens glemsel. Blandt de sidste var Polen, nationernes Kristus – i sin tid ofret på den europæiske raison d´etat´s alter. Galicien tilfaldt nu det nye Polen, som samtidig udnyttede det revolutionære kaos i Rusland til at tilbageerobre noget af det vestlige Ukraine. Det blev fattige polsk-ukrainske piger fra især Galicien, der i 1920erne udgjorde datidens østarbejdere ved til en ringe betaling og usselt behandlet at befolke Lolland-Falsters sukkerroemarker (= roe-polakker).

Ved 2. Verdenskrigs afslutning blev det forhold, at Sovjetunionens hære nu stod dybt inde i Europas hjerte, bestemmende for magtforholdene i Central- og Østeuropa. Polens grænser blev rullet mod vest – til gengæld måtte landet se sig reduceret mod øst. Den østlige del af Galicien med hovedbyen Lviv blev nu en del af sovjetisk Ukraine. Der kan næppe tales om retfærdighed i forbindelse med grænsedragninger i Centraleuropa. Dertil er de enkelte blomster i den statslige, nationale, etniske og religiøse buket alt for forskellige.

De sovjetiske ledere havde siden Lenins dage været overbevist om - og havde lullet sig i søvn med det mantra, at det nationale spørgsmål endegyldigt var blevet løst gennem imperiets omdannelse til en føderation. Den gang af navn naturligvis betydeligt mere end af gavn.

Føderationen var i sin tid af Lenin blevet dikteret under trylleordet national i formen, men socialistisk i indholdet. Men de nationale elementer havde i de enkelte unionsrepublikker – ikke mindst i Rusland, Ukraine og De baltiske Stater – stille og roligt samt ikke mindst ubemærket siden 1970erne også flyttet sig over i indholdet. Alt, mens magthaverne lullede sig ind i den klippefaste tro, at det nationale problem endegyldigt var blevet løst med ovennævnte leninske formel. Det var denne udvikling, der havde motiveret unionsrepublikkerne til - med større eller mindre vægt – at forlange en større uafhængighed af Moskva. Og til i efteråret 1991 på stribe at erklære sig suveræne og uafhængige af Unionen. Det er i løbet af denne afskalnings-proces, at Sovjetunionen ophørte med at eksistere og efterlod sig en række nye stater, hvis grænser er trukket efter mere eller mindre vilkårlige principper.

Jems Jørgen Nielsen har med sin lille bog præsteret et nødvendigt og kærkomment korrektiv til den gængse vestlige krønike om Ukraine-konflikten. Præget af væsentligst journalister og politikere med en klart ensidig bias. Han dokumenterer en bred og velargumenteret viden om emnet i al dets kompleksitet og potentielle sprængkraft. Sproget kunne stedvis have været en anelse mere elegant. En ekstra korrektur-læsning havde gjort underværker. Men velkommen er bogen under alle omstændigheder.

Siden er oprettet 26. april 2016.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Polen i 1000 år - Set fra Kraków
Polen i 1000 år - Set fra Kraków
Polske stemmer