Menu
Forrige artikel Næste artikel

Fidel

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 74

Af Jesper Hjarsbæk Rasmussen

I en periode på snart 50 år har Fidel Castro regeret den lille ø Cuba i Caribien. Hans styre og person har overlevet 10 amerikanske præsidenter, 637 (ifølge eget udsagn) attentatforsøg og en verdens sammenbrud. Meninger er delte omkring kommandanten, der tog magten 1959. Er han en magtsyg demagog, der igennem sit brutale styre er i stand til at fastholde det cubanske folk i et middelalderligt mørke? Eller er han forkæmperen for en mere social og økonomisk retfærdig verdensorden, og derfor blot et offer for særligt de amerikanske økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser? Fortolkninger af Castro er mange, og lige meget hvilket syn man bekender sig til, er og bliver hans person på ingen måde ligegyldig. Fidel Castro lever stadig, og hans historie er således endnu ikke færdigskrevet. Men Anne M. Sørensen forsøger at gøre status over en person, der i den grad kom til at præge den internationale dagsorden.

Anne M. Sørensens fortælling tager udgangspunkt i Angel Maria Bautista Castro Argiz – Fidels far, der som spansk soldat havde tilbragt tre år i det fjerne Cuba under den spansk-amerikanske krig, der sluttede med spansk nederlag i 1898. Angel vendte tilbage til sin gamle slagmark, hvor han hurtigt fandt fodfæste og blev en af de større jordbesiddere i Cuba, der aktivt samarbejdede med det amerikanske selskab United Fruits.  Fidel Alejandro Ruz Castro kom til verden den 13. august 1926. Et produkt af en hyrdetime mellem Angel Castro og Lina Ruz Gonzalez, der var Angels tjenestepige. Allerede fra barnsben led Fidel af et til tider ustyrligt temperament, der også kom til at præge ham resten af livet. Med tilskud fra faderen kom han i gang med jurastudiet ved Havanna Universitet. Universitetet var præget af kampen mellem forskellige studenterforeninger, der dog primært havde karakter af rene gangsterbander.  En kamp som Castro kastede sig hovedkulds ind i. Ligefor ligger det at tolke Castros opgør med eliten som et opgør med sin far, der på alle måder inkarnerede det, som Castro senere i sit liv kæmpede imod. Gudskelov er det kun mig, og ikke Anne M. Sørensen, der forfalder til sådanne lommepsykologiske koblinger.

Batistas magtovertagelse den 10. marts 1952 skærpede Castros kamplyst. Kuppet blev hurtigt anerkendt af både USA og Francos Spanien. Cubas skrøbelige demokrati var slut, men for Castro var det på ingen måde slut. Offentligt holdt han lav profil, men Batistas kup var lige det, Castro havde ventet på.  Han startede arbejdet for en bevægelse, der skulle vælte Batista. Planen var et angreb på Moncada, der var landets næststørste militærforlægning. Planen mislykkedes, og Fidel Castro blev anholdt. Men angrebet på Moncada markerede starten på den cubanske revolution og Fidel Castros lederskab. Han benyttede fuldt ud den opmærksomhed, som angrebet og den efterfølgende retssag fik fra medierne, til offentligt at bringe Batista-diktaturets brutalitet for en dag. Mest af alt havde retssagen karakter af Fidels helt eget dramatiske ensmandsteater. Castros forsvarstale under retssagen, ”Historien skal frikende mig”, blev et politisk program for den bevægelse, som senere kom til at få navn efter angrebet på Moncada-forlægningen, 26. juli bevægelsen. Det politiske program var ikke socialistisk eller kommunistisk. Det gik f.eks. ikke ind for at afskaffe den private ejendomsret. Efter næsten to års fangenskab blev Castro løsladt, og fire måneder efter løsladelsen forlod han landet og rejste til Mexico.

Anne M. Sørensens beskrivelse af Castro i de unge år er, ligesom resten af bogen, præget af en nøgtern og meget afbalanceret beskrivelse af manden og hans mange facetter. Hun dømmer ikke, selvom det kunne ligge lige for. I stedet peger hun på flere årsager til, at Castro involverede sig i den politiske kamp. Det var først og fremmest en oprigtig indignation over tingenes tilstand i det cubanske samfund. Et samfund, der var præget af korruption, nepotisme og til tider vilkårlig vold. Derudover var det en tørst efter magt, og en medfødt lyst til konfrontationen. Det er således et meget komplekst og nuanceret billede, der bliver tegnet af Fidel.

Videre går det over stok og sten med beskrivelse af det mislykkedes invasionsforsøg fra Mexico på briggen Granma, til kampen fra Sierra Meastrabjergene, mødet med Che Guevara, der sammen med broderen Raul Castro var ideologerne i kampen. Fidel Castro indtog en langt mere pragmatisk indstilling i forhold til kampen og det styre, han fik mulighed for at indrette, da Castros guerilla tog magten 2. januar 1959.

De indledningsvise forsøg på imødekommelse mellem USA og Cuba mislykkedes hurtigt. Ansvaret for dette lægger forfatterinden på begge parterne. Fidel brugte i udpræget grad sin kritiske retorik overfor USA som et led i cementeringen af magten i Cuba og til at vinde opbakning blandt sin egen befolkning. Det kommunistforskrækkede USA nærede ligeså dyb mistillid til Castro og særligt folkene bag ham, Che og Raul. Svinebugten, missilkrisen, og mordet på Kennedy bliver naturligvis også intensivt gennemgået. Vi kommer også omkring Castro indsats i den tredje verden. Særligt hans dybe engagement i Chile og Angola er spændende læsning. 

Anne M. Sørensen beskriver også det samfund Castro byggede op. Et samfund, der hviler på Castros egen fortolkning af socialismen, også kaldet for Fidelismen. Det er et samfund, der ligesom personen Castro er komplekst og fyldt med modsætninger. Kritik af styret udenfor partiet tolereres ikke, og mange kritikere er enten flygtet til Miami, hvor der gennem årene er opstået et nærmest fanatisk anti-castro samfund, eller de er blevet smidt i fængsel. Derimod tolererer Castro kritik internt i parti. Flere gange er han således gået på talestolen og har åbenlyst erkendt egne og styrets fejl og mangler. Det er et samfund, der har et godt uddannelsessystem og gratis sundhedsvæsen. Men samtidig er censuren stadig intakt.  Et samfund, hvor nogle retssager ofte har karakter af offentlige skueprocesser, og som bliver brugt af Castro til at cementere magten og slå hårdt ned på, hvad han ser som kontrarevolutionær virksomhed. 

Anne M. Sørensens biografi om Fidel Castro emmer af et indgående kendskab til personen. Som læser får man en god indføring i både personen Castro og det samfund og styre, han har skabt i sit billede. Sørensen forholder sig hele vejen igennem godt og nuanceret til emnet. Hun er på ingen måde tendentiøs i sin beskrivelse. Hun forholder sig kritisk til personen og styret. Og det er dejligt befriende. Bogen er utroligt levende skrevet og får hurtigt karakter af en rigtig pageturner.

Fidel Castro udtalte under retssagen efter det mislykkedes angreb på Moncada-forlægningen, at historien ville frikende ham. Læs denne bog, og fæld din egen dom. Med biografien har Anne M. Sørensen ikke skabt et anklage- eller et forsvarsskrift, men et velskrevet og sagligt beslutningsgrundlag.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Afghanistan og Taleban
Orientalske rejser
Magiske Grønland - Død og drama på Indlandsisen