Menu
Forrige artikel Næste artikel

Bogen om Blanche og Marie

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 145

Af Mads Christensen, arkivar.

Per Olov Enquists seneste bog, Blanche og Marie, er en udmattende sag med mange gentagelser og ret ligegyldige afstikkere. Den er skrevet med megen føleri i et sprog, der minder om Thorkild Hansen, men den er dygtigt oversat af Nanna Thirup. Enquist har dog et sikkert greb om romanens struktur og stof. Alligevel er det en bog af tvivlsom karat, hvilket der nok skal gøres rede for. Først et rids af romanens historiske forlæg.

Blanche Wittman er gennem en årrække indlagt for ’hysteri’ på det parisiske Salpêtrière hospital, hvor hun er den berømte neurolog Charcots foretrukne demonstrationsmodel i seancer, hvor forskellige typer af anfald søges fremprovokeret ved tryk på bestemte steder af kroppen. I tiden omkring 1900 er den kvindelige psyke et ombejlet forskningstema, idet den almindelige opfattelse lyder, at kvinden i modsætning til manden endnu ikke er fuldt forstået, men således ’gådefuld’. Den dragende femme fatale. Det er en overbevisning, der tillige er udbredt i kunstnerkredse også i det ellers så kolde nord, hvor fx August Strindberg og Edvard Munch har taget livtag med denne kvindestereotyp.

Men altså først og fremmest i lægeverdenen ved Charcot og den unge Freud. Blandt kemikere eksperimenteres der med røntgenstråler og radium. Pionérerne er den polske dobbelte nobelprismodtager Marie Curie og hendes mand, Pierre. Blanche arbejder netop på hospitalets røntgenafdeling efter Charcots død, og ansættes senere af Marie til at gå til hånde i hendes faldefærdige skur af et laboratorium.

Her begynder Enquist med udgangspunkt i en ufuldstændig litterær produktion fra Blanche’ hånd. En kunstnerisk torso, hvor Blanche selv endte sit liv som en menneskelig, amputeret som hun blev det, eftersom røntgenstråler og radiumskader tærede hendes lemmer bort. En bog i form af tre notesbøger hvori Blanche grangiveligt skulle have skrevet om sit liv og om kærlighedens natur med døden tæt inde på livet og i øvrigt befindende sig i en trækasse på hjul konstrueret af Marie til den sidste tid.

Blanche og Marie er således en bog om en bog om kærligheden, den store altovervindende kærlighed. Mere skal der ikke røbes her, og hvis man allerede nu ved, at Enquist bog er noget for én, kan man roligt springe resten af anmeldelsen over. Nager tvivlen dog stadig om værkets lødighed, bør man måske læse videre. 

Kompositionen er som antydet bygget op omkring løse notater med en alvidende fortæller (der også beretter om Enquist eget liv), som i klang og kadence undertiden minder om en stemmeføring kendt fra film. En voice over som fx stemmen  i Ole Bornedals Dina film. Men det er ikke det eneste, bogen og Jeg er Dina er fælles om. Begge er befolket med flamboyante og ’magiske’ figurer, og i bogen gløder det mystiske og dødbringende blå radiumskær ødselt.

Enquist har tidligere skrevet om afdøde kendte, fx i Hamsun, på en intimiderende facon, og problemet er det samme i Blanche og Marie. Det biografiske spændes for den litterære sensationslyst. Man skal således være meget forsigtig med at tage noget for pålideligt. Hvad mener De fx om følgende scene:

"Men længe skulle Blanche Wittman huske den søndag eftermiddag da hun og Marie, to smukke kvinder, alene i laboratoriet og hånd i hånd over for det uforklarlige mirakel, havde været omgivet af de gådefulde farver og stråler som, uden at de havde været bevidste om det, legemliggjorde modernitetens indtræden i det kærlighedens museum som var disse to kvinders endnu helt fuldkomne kroppe." (s. 24)

Bortset fra det floromvundne nonsens er det så en kemiker og hendes assistent i et værksted eller to kvinder i P.S. Krøyers atelier? Dog – problemet er ikke, at det er fiduskunst eller dårligt gjort. For Enquist kan sine virkemidler fra ende til anden. Undertegnede er blot af den opfattelse, at selve stilen er usmagelig, men kan man med den, vil man blive henført og måske knibe en tåre allerede på første side.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Tidens støj.
Rejse uden ende – en roman om Raoul Wallenberg
Signe (Roman) -- Signes hjemkomst (roman) -- Den tyske hemmelighed ... (dvd)