Menu
Forrige artikel Næste artikel

Dronningeskolen

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 46

Af Charlotte S H Jensen, Dansk Historisk Fællesråd

Mammutromanen handler om Christian den Ottendes anden kone, Caroline Amalie, der måske ellers er én af de mere anonyme dronninger i Danmarkshistorien.
En venlig, barnløs dame, religiøs og grundtvigianer, som oprettede asyler for stakkels børn.

Caroline Amalie var datter af hertugen af Augustenborg og prinsesse Louise Augusta. Altså officielt barnebarn af Christian den Syvende, selvom det vist næppe er meget tvivl om, at hendes biologiske morfar var Struensee. Hendes ægtemand, Christian Frederik, var muligvis søn af Arveprins Frederiks adjudant von Blücher og ikke af arveprinsen selv. I hvert fald har eftertiden undret sig over, at prinsesse Sofie Frederikke pludselig nedkom med en række kønne, mørkhårede børn, som lignede von Blücher mere, end de lignende den lille, nærmest gennemsigtige arveprins. Hvem kunne have gættet, at disse to ville danne par - og blive enevældens sidste kongepar?

Bogen følger den smukke Caroline - opkaldt efter sin ulykkelige mormor - gennem den tidligste barndom, ungdom og voksenliv frem til hun sammen med "sin Christian" kommer på tronen i 1839. Fint fortalt følger vi hendes egen erkendelse af familiens særlige position, og har naturligvis selv en anelse om, hvorfor folk nejer og bukker for "morbror", "Marie" og "Line", selvom den lille Carolines øjne ikke ser familiemedlemmerne som konge, dronning og prinsesse.

Familielivet og personernes indbydes relationer fylder meget i bogen, og man får indtrykket af et rigt følelsesliv og menneskelige forhold, der måske ikke er så forskellige fra dem, vi kan iagttage i dag.  Netop i spørgsmålet om de mellemmenneskelige relationer og - ikke mindst - kønslige forbindelser, fortælles også kulturhistorien om tidernes gang. Navnlig gennem Louise Augusta oplever læseren, hvordan tiderne og idealerne ændrer sig. Fra naturlighedens ideal, med løst hår og lette kjoler til tungere, mere satte moder der udtrykkes i fed silke, skinkeærmer og atter spærrer kvindekroppen inde i korsetter. Handler tilbagesvinget kun om det ydre, hår og mode? Næppe.

Caroline Amalies tid var også en tid, hvor forventninger demokrati og opløsning af enevælden blev skuffet. Ved Christian den Ottendes tronbestigelse lå der ingen fri forfatning i skuffen. Tværtimod lod han sig - som den sidste danske konge - salve under udfoldelse af enevældig pomp og pragt. Vi får også glimt af de slesvigske konflikter, som senere skulle føre til tre-årskrigen, og som gjorde Caroline Amalies brødre til populære motiver i bunden af natpotter.

I de flere værker kan man læse, at Caroline Amalies ægteskab var lykkeligt. Er et lykkeligt ægteskab som dét, "Dronningeskolen" beskriver? Maria Helleberg tegner billedet af en sanselig og svimlende forelskelse, men også af et omkostningsfyldt ægteskab.  Ingen tvivl om, at Christian den Ottende var en steg. Høj, flot og maskulin, man forstår sådan set godt Caroline Amalie, når man ser ungdomsportrætterne. Caroline vil ingen anden have end sin Christian, og det får hun. Men hun betaler dyrt i form af mange års jalousi og tvivl - en følelsesmæssig skærsild, forårsaget af ægtemandens forskellige sidespring.

Som altid når man læser en historisk roman, kan man sidde tilbage med en lyst til at vide mere om kildegrundlaget for visse sekvenser. Fx: fyrede Sjette Frederik virkelig nytårsraketter af sammen med sin "uægte familie", og blev der drukket champagne hos de kongelige ved midnat? Huserede de tilsyneladende uaflivelige rygter om H.C. Andersen som kongesøn virkelig også i Carolines samtid?  Netop for en omhyggelig researcher af Maria Hellebergs kvalitet, er det næsten ærgerligt, at der ikke er tradition for noteapparater i skønlitterære værker. Ikke for at dissekere en herlig læseoplevelse i pindehuggeri om kildegrundlaget. Men for at vide, hvilke passager, der er præget af poetisk frihed, og hvilke der evt. har et kildegrundlag, som man selv kunne blive klogere af. 

Bogen er på 508 sider, og det er ikke én for meget. Som altid er man i godt selskab med Maria Hellebergs fortællekunst. Det er alletiders afslutning på "trilogien" om tre generationer af kongelige kvinder. Kvinder, der på godt og ondt er del af hver deres, højst forskellige, samtid. Så fat dankortet og afsted til boghandleren. Det kan kun gå for langsomt!

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Hjerterkonge
Signe (Roman) -- Signes hjemkomst (roman) -- Den tyske hemmelighed ... (dvd)
Men de måtte jo dø