Menu
Forrige artikel Næste artikel

Forsvar for Martha

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 129

Af Thomas Petersen

Linda Lassen har gjort det til sit varemærke i romanform at skildre kvinders oversete liv i mange sammenhænge. Først i den store historie, men i sin seneste roman i den lille dagligdags historie. Nemlig den historie, der omhandler de hundredtusinder af kvinder, der var med til at gøre den store historie mulig. Lassen har selv fortalt, at hovedpersonen Martha i hendes nye roman også er hendes egen manglende historie. Det er måske også dens svaghed. Romanen bliver et partsindlæg, et forsvarsskrift, jfr. bogens titel. Forfatteren havde fire oldemødre, der alle var husmandskoner. Tre af dem havde hhv. 9, 10 og 12 børn, men ingen havde fortalt Linda deres historie. Da hun blev ældre, fik hun derfor lyst til at fortælle deres og slægtens historie. Med nærværende bog ønsker hun med sin egen slægt som bagtæppe at skabe sammenhæng ved at udfylde et hul i den manglende erindring.

 

Det har hun til fulde gjort med romanen om Martha og hendes vej fra anonym og ren fødemaskine til et stadig mere aktivt og ræsonnerende medlem af samfundet. På den måde føjer hun et – ganske vist fiktivt, men også realistisk kapitel til det afsnit af historien, hvor Danmark blev moderne og kvinderne fik såvel stemmeret som mæle og en ligeværdig plads i samfundet.

Linda Lassen (f. 1948) har siden 2001 skrevet en stribe romaner for børn og unge. For voksne har hun som nævnt gjort det til sit kendemærke i romanform at gøre kvinder til hovedpersoner og deres liv til omdrejningspunkter i handlingen. Helt fint med det. Samt vellykket. Hun gjorde det i 2011 med romanen Håbets år, der handlede om Gertrud Rask og hendes mand, Hans Egedes apostel-indsats på Grønland (anmeldt på historie-online). Men mest handlede den om Gertrud. Senest gjorde hun det i 2014 med Men sko må jeg ha´, der også omhandlede virkelige figurer, udfoldet i vandrelærerinden Henriette Gubis liv og gerning i tyskertidens Sønderjylland. Fra disse centralt placerede og historisk eksisterende kvinder bevæger Lassen sig i sin nye roman over i den rene fiktion. Hvor hun skriver om en af hverdagens helte – om kvinden Marthas fattige og anonyme liv, startende i landsbyen Espe på Fyn i første halvdel af 1900-tallet.

Vi møder Martha som en glad og nygift bondekone i 1910, hvor hun med sin mand Andreas bor i nærheden af Espe på Fyn. På et mindre landbrug, som Martha omhyggeligt og ikke så lidt stolt betegner som en gård. For i folkeregistret er Andreas nemlig opført som gårdmand og ikke som husmand. Det betyder overordentligt meget for Martha, at andre bemærker forskellen, selv om den i areal og bonitet er minimal.

Tillad mig med et eksempel fra bogen at illustrere bogens stil:

"men da Martha hørte, at en politiker havde udtalt, at åndssvage, sindssyge og alkoholikere burde forhindres i at sætte børn i verden, "for hvis man ligefrem begynder at give de fattige hjælp, så de kan føde flere børn, bliver det kun til ulykke for dem selv og for samfundet", blev hun vred. Hvad mente de egentlig, de kloge inde i København? Hun havde læst, at der fødtes for få børn, og at de børnerige familier derfor måtte støttes. Den støtte havde hun og Andreas ikke mærket meget til, på trods af at de havde leveret 10 levende børn, og at nummer 11 var på vej", (side 128).

Veninden med det lyse navn Lily har været på højskole, har derfor en mening om alt muligt. Hun er levende optaget af tidens hotte emner. Som f.eks. kønspolitiske emner og stridspunkter. Tilmed har hun overskud til at deltage i husmandsforeningens mange aktiviteter. Hun læser romaner samt tidens kloge bøger om børneopdragelse. Venindens overskud irriterer og trætter undertiden Martha. Hun føder børn, så den samlede flok efterhånden er oppe på tolv. De bliver jævnligt syge, et par dør, mens Martha mere og mere hænger fast i dagligdagens trummerum. Landbrugsbedriften går dårligt.

Sammen med Lily tager Martha – lidt nødtvunget - toget til Ringe for at høre et foredrag af en af tidens hotte debattører og provokatører, Thit Jensen. For at høre denne furie udtrykke kætterske meninger - som f.eks. den om frivilligt moderskab. Selv om hun havde hørt om denne Thit, der propaganderede så rigtigt for, at ingen kvinde burde være forslidt og frugtsommelig samtidig, gøs hun alligevel, når samme Thit Jensen krævede straffrihed for fosterfordrivelser. Og håbede samtidig, at denne kvinde ikke foreløbig kom i nærheden af Espe. Men katten var sluppet ud af sækken. Så selv om mange af de tanker, som Martha havde hørt hin aften i Ringe, var hende vederstyggelige, lod de hende alligevel ikke i ro. Allerede i toget, da en mand i toget til Ringe om Thit Jensen bramfrit havde sagt, at hun var stor som en so og lige så grim, havde Martha følt trang til at svare manden:

"Grisen er ellers et klogt dyr. Vi havde en gang en so. Den skulle bedækkes, men den ville bare ikke i lag med den orne, den skulle være sammen med. Og tænk, en måned efter døde ornen, og det viste sig, at han var steril", (side 133).

På selve mødet med Thit Jensen farer alle mulige tanker rundt i hovedet på Martha. En kvinde råbte anklagende fra salen til foredragsholderen, hvor mange børn, hun selv havde. Martha vidste godt, at Thit overhovedet ikke havde børn. Hvorfor skulle denne lille tykke og opblæste kone så komme og belære andre? Oven i købet kaster hun et medbragt æble mod talerstolen. Men bagefter var hun grædefærdig af raseri. Hun hadede dem alle sammen, Thit Jensen, veninden Lily, dennes mand Karl Aage "og hun hadede Andreas, der gang på gang havde besnakket hende med søde ord, men allermest hadede hun sig selv, følte sig så dum, så dum! Hun kogte i kinderne og kunne ikke se ud ad øjnene".

I bogens anden del skifter scenen – eller rettere, der er nu to scener. Martha og Andreas bor stadig på Fyn, men datteren Mette er flyttet til Lolland med sin kæreste Christoffer. Mange begivenheder gentager sig, andre sætter nye rammer. Mette bliver præsenteret for de polske roepiger og deres usle vilkår. Desuden bliver hun ret hurtigt gravid, men kan hun stole på Christoffer, når nu også en anden hævder at vente barn med ham? Samtidig drømmer hun om et butiksjob i Nakskov. Med andre ord komme videre end moderen. Som et slags bagtæppe bliver læseren præsenteret for arbejdskampe – dels med vrangvillige arbejdsgivere og dels mellem et selvsikkert socialdemokrati og en flok forvildede og revolutionære kommunister. Osv. osv.

Linda Lassens bøger, og det gælder også denne, bærer tydeligt præg af en overordentlig grundig og relevant research. Tillige har hun en veludviklet færdighed i at leve sig ind i sine personers karakterer, ikke mindst netop kvindernes. Udenfor den lidt indeklemte hjemlige verden hører vi om oprør i Nakskov, om Titanics forlis, 1. Verdenskrig, Genforeningen, om kvindesagen, om Socialdemokratiets fremmarch.

Uden at det absolut skal opfattes negativt, kan man sige, at bogens komposition nøje er i overensstemmelse med det lidt kedsommelige liv, den beskriver. Derfor skrider den strengt kronologisk frem – opdelt i små læservenlige kapitler. Den beskriver med kærlig hånd og yderst præcist den periode i Danmarkshistorien, hvor landet tog sine første skridt i retningen af at blive moderne. Og hvor ikke mindst kvinderne rykkede frem i samfunds-geledderne. Men først og sidst er bogen et forsvar for Martha.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Stenansigter
Stormene – kærlighed og magt i reformationens Danmark
Gunhilds kamp