Øhavsfortælling
Menu
Forrige artikel

Øhavsfortælling

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 305

Af Einar Storm

Når fantasien flyver vidt. 
Ib Ivar Dahl hylder i litterært filigran det sydfynske øhav og dets beboere.

I den udsendte pressemeddelelse i forbindelse med bogens udgivelse, nævnes det, at forfatteren Ib Ivar Dahl fra Helnæs har forsøgt at råde bod på, at vores viden om livet på de danske småøer før 1921, hvor Johannes Larsen og Acton Friis drog ud på deres navnkundige færd med Rylen for at kaste lys over disse, er begrænset og mangelfuld.
Ib Ivar Dahl er dykket ned i runetekster, gamle kongebreve og kirkelige kilder, hvor han har sammenstykket et stykke, som han kalder det, faglitterært fiktion, der falder i tre dele: Første del, vikingetiden, Næsbofortælling, hvor han tager afsæt i førkristne runetekster fra egnen ved Helnæs-fjorden. Der berettes om goden Roulv, runeristeren Åver og en sejlads med et ledingsskib fra Helnæs til byen Truso ved Wislamundingen.
Anden del, middelalderen, Øbofortælling bygger på kongebreve og kirkelige kilder fra århundredskiftet 14 – 1500. Der berettes om en bonde- og skipperfamilie på Drejø.
Tredje del, Holmbofortælling bygger på et righoldigt kildemateriale, som beretter om en kvindes barndom og voksenliv på Birkholm i perioden 1872 til 1921 og perioden 1872 til 1921.

Hver fortælling bygger på et righoldigt kildemateriale og er gendigter over nogle dramatiske hændelser, som de kunne være foregået. For øboerne var livet med skibene og småjollerne kulturbærende. Derfor er sejladserne i øhavet og Østersøen fortællingens gennemgående tema.
Der er ingen tvivl om, at forfatteren er hjemme i sit fag som sejlsportsmand. Han kender fagudtrykkene, og han har et meget stort lokalhistorisk kendskab til sit område, og hans sprudlende fantasi er yderst læseværdigt.
Ved læsningen af hans nyeste bog får man mange nye interessante og nye vinkler på sin egen opfattelse af danmarkshistorien. Den lune, der findes i første del, som uden tvivl har haft forfatterens største interesse og indsats, bobler af underfundighed og livlighed.
Billedsproget er fremragende og originalt. Samtidig får man genopfrisket en masse af de ord, som man før kun har set eller stødt på få gange i sit liv, og derfor har glemt betydningen af.
Det er udtryk som:  må den blive til en ræde, som bryder et løfte eller udtrykket ”et stob øl.”
Man kan så vælge at springe disse mange i dag uforståelige ord over med fare for ikke at forstå teksten, der måtte komme, eller man kan vælge at slå dem op i Ordbog over det danske sprog eller at google dem.
Men man har også lov til at spørge sig selv: er der tale om et sprogligt krukkeri, og er dette nødvendigt for at skrive fantasifuldt?  Ved udgivelsen af 2. oplag, må det være et stort ønske, at man sætter fodnoter, så man på en forholdsvis let måde kan få en hurtig oversættelse og dermed et mere flydende læseforløb, hvis det virkelig er seriøst ment for forfatteren at udbrede det gamle sprog.

Hvor 1. del i fantasien er udsprunget af oldtidsmindesmærker, er 2. og 3. bog mere eller mindre tilfældige fakta hentet fra den lokalhistoriske verden og fra Middelalderens danmarkshistorie, der nævnes og uddybes i disse to bøger.
Helnæsboernes kendte trang til at smugle er et tema her.
Deres handelstalent og lyst til at rejse (læs: at sejle) er kendt fra historien, og her får vi sat kød på fortællingen. Andre historiske data, rariteter, ting og sager, der findes på de lokale muser og lokalarkiver, er der også spundet en ende over. Der er tale om byens bræt med drejøgårdenes bomærker, der i dag ligger på Svendborg museum, og der er tale om det forhold, at øboskipperne ikke kendte til søkort, men kendskabet til at sejlruterne blev leveret videre til den næste generation som en naturlig del af oplæringen. Og der er tale om Christian Tyran, der får denne side med følgende:

I begyndelsen af femtenhundredetallet var Danmarks adel i åbent oprør med kong Chr. d. 2.
I Vejle opsagde adlen kongen troskab.
I stedet valgtes Hertug Frederik af Gottorp som konge.
Frederik indgik forbund med Lübeck og andre hansestæder. Lübeckernes flåde beherskede vestlige Østersø, Bælterne og Øhavet.
Efter opsigelsen i Vejle flygtede Christian d. 2.
Wolfgang von Utenhof beretter, at kongen ”tyve gange i løbet af natten af skibsfolkene har ladet sig føre over sundet, så til Hønborg, så igen til Middelfart”.
Den 13. april 1523 flygter Christian d. 2. ud af landet.
Den 3. maj 1523 fragtede den nykronede konge, Frederik den 1., sin store hær af landsknægte over Storebælt til Sjælland.

Hvorefter forfatteren fortsætter med sine fantasier om, hvad folk på egnen har oplevet, sagt og gjort.
Spændende  og yderst læsevenligt og med et beskedent lixtal.
Den tredje roman starter med Stormnatten i november 1872. Her forlader vi forfatterens hjemegn, Helnæs, og tager til naboøerne Drejø og Birkholm. Virkelige episoder fra disse øer ligger nu til grund for en levende fortælling.

Når de 504 sider er tygget igennem, kan man med rette stille sig spørgsmålet: – hvem er målgruppen for denne roman ?, og hvem har forfatteren haft i tankerne, da han skrev den ?  Er der tale om de omkring fem tusinde  beboere på de danske småøer, eller er det i virkeligheden en børne/ungdomsbog. Man kan kun gætte.
Udstyrsmæssigt med layout og billeder er bogen rigtig lækker og indbydende med foto taget af forfatteren,  og den grafiske tilrettelæggelse ved  Joyce Grosswiler har gjort, at man kan tro, at man har en  historisk voksenroman i hånden.
Forfatterens ide om at skrive en faglitterært fiktion er problematisk. At blande tingene, så bibliotekaren får rynker i panden, når hun skal sætte bogen på plads efter de manglende tal på ryggen, er til at overse, men det har nu alle dage været vanskeligt at blande pærer med æbler. At starte et kapitel med få historiske facts og herefter at lade fantasien gøre resten, kan komme til at virke forkert, for hvad skal man som historiker bruge det til ? 

Når man så oven i købet læner sig op af en fremragende dansk forfatter, Acton Friis, kommer fortællingen let til at virke anstrengt.
Derfor har Acton Friis´s arbejde intet med ØHAVSFORTÆLLINGs  indhold at gøre ud over, at fortællingen standser i 1921, hvor Acton Friis påbegyndte sine rejser.
Lektør- og salgsudtalelsen på bogomslagets bagerste side fuldender dette indtryk om lånte fjer, idet salgssiden notorisk i tekst og billede fortæller mere om Acton Friis´s store arbejde, end om forfatteren,
Ib Ivar Dahl selv og hans værk.
ØHAVSFORTÆLLING ville have vundet ved at stå alene og ikke læne sig op af ”historiske facts ”.
Det havde den fortjent.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Gunhilds kamp
Erik den Røde I - Skibet og sværdet
Grevens mænd