Menu
Forrige artikel Næste artikel

Rejse uden ende – en roman om Raoul Wallenberg

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 62

Af Thomas Petersen

Det er mennesker med en sag, de brænder for, der interesserer den skønlitterære forfatter Stig Dalager. Gerne en sag på internationalt niveau. Og gerne med mennesker, der er villige til at gå hele vejen for denne sags skyld. Om det så er med livet som indsats. Det er idealisten med en drøm – gerne en umulig drøm, der optager denne forfatter med et allerede imponerende stort, internationalt kendt samt anmelder-rost forfatterskab bag sig.

I virkelighedens verden har Dalager både litterært og filmisk været aktiv omkring for eksempel den israelsk-palæstinensiske konflikt. Idealisten og drømmeren Dalager ser uden tvivl noget af sig selv i nærværende romans hovedfigur. Det skulle derfor ikke undre denne anmelder, om han på et tidspunkt kaster sin interesse på en af verdenshistoriens andre praktiske drømmere – den svenske greve Folke Bernadotte, der satte sit liv på spil for et nytegnet Palæstina – for dernæst at miste det samme sted.

Stig Dalager (1952) har siden sin debut for 25 år siden skrevet over et halvt hundrede værker inden for mange forskellige genrer. De seneste år har han blandt andet været aktuel med dokumentar-romanerne ”Det blå lys” (2012) om videnskabskvinden Marie Curie (anmeldt på historie-online) samt ”Øjeblikkets evighed” (2013) om filosoffen Søren Kierkegaard. Og nu er han atter aktuel – med en ny dokumentar-roman om den svenske diplomat Rauld Wallenberg.

Wallenberg blev i 1912 født ind i den rige og indflydelsesrige svensk-jødiske bank- og erhvervsfamilie af samme navn. Født med en sølvske i munden og en strålende fremtid i familiefirmaet foran sig. Alligevel valgte Wallenberg i sommeren 1944 at drage til Budapest med den hensigt at redde så mange ungarske jøder som muligt fra tyskerne og deres ungarske medløberes voldsinferno. Men først lidt historie til baggrund og klarificering.

”En admiral uden flåde og en mand uden hoved. Det hovedløse land, det er vores Ungarn”! (side 71). Sådan lader forfatteren et sted en af sine ungarske personer beskrive sit fædreland.

Nationalstaten Ungarn var opstået på ruinerne af Det habsburgske Monarki eller rettere sagt af Dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. Men det var et krænket, forpjusket, revanchistisk og territorialt kraftig beskåret Ungarn, der var tvunget til at konfrontere virkeligheden efter freden i Versailles i 1920. Et Ungarn, der i sin egen nationalistiske optik to gange i blodige slag havde forsøgt at redde Europa fra udefra kommende og såkaldte barbarer. Første gang fra mongolerne i slaget ved Mohi (i dag Muhi) i 1241, anden gang fra osmannerne i slaget ved Mohács i 1526, (jfr. landets retorik vedrørende muslimer anno 2015).

Ungarns parlament erklærede i 1920 landet som et monarki, dog pt. uden monark, og med den stærk nationalistiske officer Miklós Horthy som rigsforstander på ubestemt tid. I 1939 havde han indført tvangsarbejde overfor fremmede folk, herunder jøder. Ungarn deltog i Anden Verdenskrig på aksemagternes side, hvor 35.000 jødiske tvangsarbejdere indgik i det ungarske troppekontingent. Efter tyskernes nederlag ved Stalingrad primo 1943 forsøgte Horthy at forhandle en våbenhvile på plads med de allierede. Ungarn blev følgelig besat af tyske tropper i 1944, og en marionetregering under ledelse af den stærk pro-nazistiske leder af Pilekorspartiet, Ferenc Szálasi. I løbet af et par måneder i 1944 deporterede denne regering og ungarsk politi næsten en halv million jøder til blandt andet Auschwitz.

Det er dette scenarie, den 32-årige Wallenberg dumper ned i - i sommeren 1944. Med diplomatisk immunitet og titel af sekretær ved Den svenske Legation i byen begynder han sit virke i den ungarske hovedstad. Det er kort før den nazistiske magtovertagelse i Ungarn. Som baggrundstæppe og akkompagneret af massiv artilleriild og bombardementer fornemmes Den røde Hærs tilstedeværelse samt truslen om, at den snart omringer byen.

Vel forsynet med såvel svenske som amerikanske penge påbegyndte Wallenberg sit projekt. Med rund hånd udstedte han såkaldte Schutz-Pässe, det vil sige svenske pas, til tusinder af ungarske jøder. Desuden opkøbte han såkaldt sikre huse og tilholdssteder i Budapest, hvor jøderne kunne flytte til – og være i sikkerhed. Legaliteten af de tusinder af svenske pas og andre papirer, som Wallenberg udstedte, var formodentlig langt hen ad vejen tvivlsom. Ligesom de ungarske nazistiske medløbere heller ikke altid var villige til at respektere dem. De bryder vilkårligt og bevidst ind i de ”svenske” huse, hiver jøderne ud og beordrer dem på march til opsamlingssteder.

Men svenskerens ihærdighed, hans manipulerende evner samt hans særdeles gode forbindelser til dele af den ungarske regeringstop, medførte, at titusinder af ungarske jøder undgik deportering og udslettelse. Fængslende, men også afskyvækkende, er i bogen Wallenbergs ofte forgæves kamp mod Pilekorpspartiets grusomme jagt på jøder – ofte blev de som nævnt oven i købet hentet ud af de huse, som han og den svenske legation havde frikøbt. Dalager beskriver – formodentlig i fuld overensstemmelse med virkeligheden – disse ungarske og nazistiske håndlangere, de såkaldte pilekorsere, som umanerlig ondskabsfulde, grusomme og blodtørstige. Et eksempel fra tiden umiddelbart før russernes erobring af byen:

”Der er ikke længere noget, der hedder gyldige papirer, alle papirer er jo forfalskede, den eneste metode, der dur, er med det samme at give ordren: - Træk din lynlås ned og hiv pikken frem! Hvis en mand eller dreng er omskåret, så er det nedskydning på stedet”, (side 431).

Dalager lader Wallenberg i sin gerning være motiveret af - dels en kvindes afslag på et frieri og dels Leslie Howards film ”Pimpernel Smith” fra 1941. i øvrigt en opdatering af samme instruktørs film ”The Scarlet Pimpernel” fra 1934. Wallenberg havde set den nye film ved en privat forevisning. Hvor handlingen i den første film var henlagt til revolutionstidens Frankrig, handler den anden om en distræt engelsk professor, der sammen med sine studerende er kommet til fastlandet på studietur, men som i hemmelighed redder fanger ud kz-lejrene.

Dalager skriver godt – i et spændstigt og let flydende sprog. Læseren fornemmer tydeligt, at han kæler for sproget, søger og finder de helt præcise udtryk til den givne sammenhæng og helmer ikke, før det sproglige udtryk sidder lige i skabet. Han lader det dokumentariske og det fiktive tage livtag med hinanden. Snart har det ene overtaget, snart det andet. Det hele ender med at gå op i en højere enhed. I det store og hele fungerer samspillet optimalt. Dalager er om nogen researchens mester – ingen tvivl om det. Helt ned i detaljen er der researchet. Men denne higen efter korrekthed kan også komme til at spærre for fantasiens udblik og overraskelser.

Dalager fremstiller sin hovedperson som en drømmer-natur. Samt som en eventyrer, der ved siden af at være idealist også kan begå sig i virkelighedens verden. En praktisk drømmer, kunne man kalde ham. Wallenbergs gode evner, hans organisationstalent og menneskekundskaber rakte videre end til blot at passe ind i familiedynastiets lukkede og fastlåste mønstre. Han søgte eventyret og spændingen. Men han formåede også at bevare jordforbindelsen. Hans overtalelsesevner, der ofte tangerede manipulation, gjorde ham velegnet i situationer, hvor ikke blot diplomati, men også tæft for organisation og militær taktik var ønskværdige og nødvendige egenskaber. Det er dette billede af sin hovedperson, Dalager overbevisende lader komme til udtryk i sin roman.

Dalager er tydeligvis forelsket i den forhen så betydelige og strålende kongelige og kejserlige by, Budapest. Intet mindre. Sommetider er han så optaget af at beskrive herlighederne, at han glemmer dialogen. Men alligevel får han til syvende og sidst  enderne til at hænge sammen. Tillad mig et citat, der illustrerer forfatterens betagelse af for eksempel byens kongeslot:

”[Wallenberg] bliver guidet ind i den royale hall med dens joniske søjler og stuklofter. Her fortsætter han op ad den monumentale hovedtrappe, der er båret af kolossale søjler og en Atlaslignende figur – op imod første etage i et luftigt rum under et glastag. På første salens lange gang med stukloft, spejle, parketgulv og mange mytologiske statuer plantet i nicher føres han frem mod en dør, der viser sig at åbne for indgangen til et privat højloftet rum med kamin, blomsterdekorerede tapeter, krystallysekroner og borde og stole i neorenæssance stil. Gennem to store vinduer flyder lyset ind fra himlen over Budas bakker ---”, (side 124).

Højdepunkter i Dalagers bog er den svenske diplomats (fiktive) møder med selveste chefen for Die Endlösung der Judenfrage, Adolf Eichmann. Han bliver beskrevet som en lurvet, fordrukken, blodfattig og selvhævdende undermåler af en pedantisk bureaukrat. Med filosoffen Hannah Arendts ord, den banale ondskab personificeret i et på alle måder banalt menneske. Først beskriver Wallenberg de mere eller mindre tilfældige møder  og senere konfrontationen med selve monsteret. Det hele er troværdigt og overbevisende skildret. I disse passager når romanen spændingens kulmination.

Wallenberg opsøger de omringende sovjetiske styrker, kort før de indtager byen – i håb om med dem at nå en aftale vedrørende de resterende jøders skæbne. Men en mand, der repræsenterer en neutral nation, som ved i princippet lyssky metoder har reddet jøder, og som har plejet omgang med højtstående tyskere, må forekomme mistænkelig i mistænksomme og paranoide russiske øjne. Han arresteres og føres til Moskva, hvor han underkastes forhør. I virkelighedens verden blev Wallenberg efter al sandsynlighed dømt og henrettet i Moskva i 1947 som både tysk og amerikansk spion. Men Dalager udnytter usikkerheden omkring hans skæbne til at lade ham leve videre i yderligere 35 år. Først som arrestant i fængslerne Lefortovo og Ljubjanka i Moskva – siden som lejrfange i GULag´s uendelige lejrnet.

Til sidst et hjertesuk, som også gælder Dalagers bog. Mange af de bøger – såvel skønlitterære som faglige - der udkommer i dag, er for lange. Bilder mig ind, at fænomenet opstod i kølvandet på tekstprogrammerne, der erstattede løsblade-systemet og dets nærmest indbyggede økonomiske omgang med ordene. Dalagers roman kunne udmærket have været beskåret med et par hundrede sider. Derved kunne den kun være blevet lidt fastere i kødet og i sin helhed mere spændende. Og  læseren forskånet for stedvis for megen snak og dermed litterær ørkenvandring.

Absolut ikke dermed sagt, at det er en dårlig bog, Danmarks internationale skønlitterære forfatter har skrevet. Ingenlunde. Konceptet er det efterhånden velkendte Dalager´ske. Et dokumentarisk skelet, der iklædes kød og blod og bliver levende gennem forfatterens evne til at forestille sig samt til at sætte ord på denne forestilling. I den foreliggende roman går Stig Dalager et skridt videre, end har gjort i sine andre dokumentar-romaner. Han udnytter en historisk usikker situation til at fortælle læsere sin opfattelse af det skete, af sin virkelighed. Det kommer han i det store og hele godt fra.

Alt i alt en i høj grad læseværdig roman om en verdenshistorisk drømmer, som evnede at sætte drømmen i spil i en livsfarlig og i høj grad nærværende virkelighed. Bliver mon Bernadotte den næste historiske person, som Dalager gør nærværende for sine læsere?

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Lodbrogsønnernes hævn
Stormene – kærlighed og magt i reformationens Danmark
Last og brast