Menu
Forrige artikel Næste artikel

De slesvigske hertuger

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 125

Af Vivi Jensen, Museumsinspektør, Museet på Koldinghus

Hvis man spørger selv veluddannede danskere om, hvad de ved om hertugdømmerne, vil den ældre generation, der har haft historie i skolen, nok kunne grave noget frem om Slaget ved Fredericia og 1864 og de onde tyskere og genforeningen i 1920, men selv den historieinteresserede kan hurtigt køre fast. I den populære historieskrivning har man som regel gjort lidt ud af Abelslægten og Augustenborgerne, der med 600 års mellemrum har fået lov at spille skurkerollen, men hvad det egentlig var for noget med de hertuger, hvad de var, hvorfor de var der, og hvem de var, har der ikke være mange kvalificerede bud på. Oftest har emnet været anskuet fra en ensidig dansk synsvinkel, hvor de slesvigske hertuger generelt har været set som et onde, hvis tilstedeværelse ødelagde det pæne, velordnede billede af én herre i ét rige, og deres eksistens og handlinger blev bedømt i dette lys.

Dette forhold rådes der bod på i en ny bog, som Historisk Samfund for Sønderjylland netop har udgivet. Titlen er ”De slesvigske hertuger”, og forfattere er Inge Adriansen, Esben Albrectsen, Peder Dragsbo, Lars Henningsen, Lennart S. Madsen, Mikkel Venborg Pedersen og Carsten Porskrog Rasmussen. I et antal velskrevne og letlæste kapitler giver de en grundig, men aldrig kedelig gennemgang af de enkelte hertugslægter fra Abelslægten og frem til de endnu eksisterende Glücksborgere, og desuden får man at vide, hvad det hele egentlig var for noget. Der gøres rede for systemets opståen og for kongernes og hertugernes politiske rolle i hertugdømmet, og denne anmelder, der ellers igennem en lang årrække har beskæftiget sig med grænseområdet mellem kongeriget og hertugdømmet, lærte mere blot ved at læse indledningen, end noget andet historisk værk hidtil har kunnet give. 

Ud over gennemgangen af de enkelte hertugslægter (Abelslægten, Schauenburgerne, Gottorperne, samt alle Hans den Yngres sønners efterkommere og deres linier, der omfatter hertuger af Sønderborg, Ærø, Nordborg, Glücksborg, Plön og Augustenborg) får vi at vide, hvad deres funktion var – de af dem, der havde nogen ud over det at søge at holde skindet på næsen, hvilket var svært, og ofte umuligt, når ens hertugdømme ikke omfattede mere jord end et mindre adelsgods, og man alligevel nødvendigvis måtte søge at leve som en fyrste. Det gav sig bl.a. udslag i konkurser, og næsten patetisk også deri, at de nødvendige repræsentative portrætter ud fra resultaterne at dømme blev malet af en malermester fra den nærmeste købstad, hvis vigtigste opgave var at fremhæve det fyrstelige hermelin. I en af de mange glimrende faktabokse, der tilsammen i sig selv giver en lyngennemgang af hertugdømmmernes historie, lærer vi, hvad en hertug er, og hvordan ordet skifter betydning gennem tiderne. F.eks var danske kongesønner hertuger fra og med Christian 1.’s sønner og indtil Christian 4. gav sin ældste søn prinsetitel. Vi lærer også, at der var forskel på de slesvigske hertuger, idet nogle var med i fællesregeringen, mens andre kun havde titlen, men ingen indflydelse ud over deres egne godser.

I afsnittene om Hans den Yngres sønner og deres efterslægter er der en del gentagelser, idet arvegangen genfortælles i indledningen til hver grens historie. Det kan trætte den, der læser bogen i et samlet forløb, men den, der blot søger viden om en af hertuglinierne, vil vide at sætte pris på, at historien fortælles i sin helhed.

Man kan naturligvis ikke skrive en bog om Slesvig uden også at skrive om Holsten, for selvom de to hertugdømmer havde forskellig statsretslig status, regeredes de som en enhed, og også her sætter en faktaboks tingene på plads. Andre faktabokse behandler omstridte grænseområder (Svendborg-Fåborg, Als, Ærø, Langeland, Kolding, Frisiske Utland og de kongerigske enklaver), de krige, der har berørt området, de centrale forleninger, overenskomster, privilegier og traktater, og det augustenborgske arvekrav, der var medvirkende årsag til Treårskrigen, og som jo, trods dansk afvisning og efterfølgende dæmonisering af hertugslægten, ikke var ganske grebet ud af luften.

Allermest oplysende er måske de mange kort, der gør det hele overskueligt og forståeligt, og for den genealogisk interesserede er der stamtavler over alle omtalte slægterne. – Kort sagt: Dette er VÆRKET om hertugerne i Slesvig, uomgængeligt for alle, der fremover vil beskæftige sig med emnet; men det er også umådelig nyttigt for alle med generel interesse for vort lands historie. Danmark slutter ikke ved den nuværende grænse, og vi har en rigere og mere facetteret historie end den, vi normalt får fortalt. Hertugdømmerne er broen til kontinentet, og at deres historie hører med i den store sammenhæng slås her fast med syvtommersøm.

I et værk af dette omfang vil der nødvendigvis være småfejl, men jeg har kun fundet en enkelt. Det hævdes (s. 72), at  dronning Dorothea fik Sønderborg slot efter Christian 3.’s død (s. 72); men det er ikke korrekt: Sønderborg var en del af dronningens livgeding. Desuden er der sket noget med stamtavle 16, der viser Glücksborgerne efter 1878, for her er hertug Friedrichs søn Hans, der faldt i Polen i 1944, hoppet en generation for langt og blevet søn af sin egen lillebror. Det er dog bagateller, der ikke på nogen måde skæmmer værket – alle, der selv skriver, ved, at den slags sker. Mere ærgerligt er den svingende billedkvalitet. De mange ikke særligt gode sort-hvid-gengivelser af portrætter har givetvis den forklaring, at man har været nødt til at benytte ældre gengivelser, fordi originalerne ikke har kunnet opdrives, og i sådanne tilfælde er et gammelt foto bedre end intet. Til gengæld er der en række fornemme farveoptagelser af in- og eksteriører, som det er en nydelse at se på! Desværre er en del af de øvrige fotogengivelser mere problematiske, men det er næppe redaktørernes skyld. Christian VIII’s åbne brev af 8. juli 1846

(s. 82), er således ulæseligt, og det samme gælder en satire over hertugen af Augustenborg (s. 298). Det kan skyldes dårlige optagelser eller manglende beherskelse af den moderne teknik, men det forklarer ikke, at de mange gengivelser af stik er blevet mudrede og nuanceløse. Her må skylden lægges på det glittede papir, der for et halvt århundrede siden var et fremskridt for billedgengivelser. Siden er der imidlertid sket tekniske forbedringer, der gør, at farvefotos kan gengives mindst lige så godt på mat papir, og for sort-hvide billeder og ikke mindst stiks vedkommende med bibeholdelse af de nuancer, der går tabt på det glittede; men desværre vælger de fleste danske bogtilrettelæggere stadigvæk de glittede ark, hver gang der skal være billeder i en bog. Det er ærgerligt, at det også er gået ud over hertug-bogen; men det rokker ikke ved den kendsgerning, at vi med den har har fået et fremragende og nødvendigt supplement til den etablerede Danmarkshistorie, som jeg kun kan give de varmeste anbefalinger.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Boller Slot i 650 år. En godshistorie om mennesker, magt og muld ved Horsens Fjord
Byens adelsgårde og palæer
Frederiksborg Slotskirke