Menu
Forrige artikel

Herregårdshistorie 16

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1024

 

Af Anders Ellegaard

En af de vigtige årbøger i Danmark er ”Herregårdshistorie”, som udgives af Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum. I år er det nummer 16, idet serien af årbøger startede i 2006. I tidens løb er der sket udvikling i bøgernes indhold. I de senere år har der således været et tema, som forskellige forskere har skrevet kapitler til. Disse kapitler er fagfællebedømte. En fagfælle har tre muligheder: 1) At godkende afhandlingen og noterne som de er. 2) At godkende afhandlingen og noterne med visse rettelser. 3) At forkaste afhandlingen og noterne fuldstændig.

Årets tema er forbrug, som er et relativt nyt forskningsemne. Det er ikke længere kun herskabernes forbrug ved festlige lejligheder, som beskrives, men hele den store husholdning, som en herregård stod for. Det vil sige herskabets forbrug til hverdag og fest, og det forbrug som ansatte på slottet og avlsgårdene genererede. Uniformer skulle syes, tøj skulle vaskes og repareres, mad skulle produceres eller købes og laves, heste skulle fodres, ovne skulle tændes, nåle og tråd skulle købes osv. osv. - Hertil kom de handlende i København og i købestæderne, som skaffede forskellige varer hjem, og de omkringboende håndværkere og daglejere, som skulle hyres til forskellige opgaver. Når først man begynder at tænke i de baner, er det kun fantasien, som sætter grænser for, hvad begrebet forbrug omfatter.

De otte første fagfællebedømte artikler begynder med en præsentation af forbrug som forskningsemne ved Mikkel Venborg Pedersen, som skriver om forbrug i perioden 1500-1920. Forbrug kan deles op på forskellig vis: statusforbrug, luksusforbrug, dagligdags forbrug, forbrug ved hoftjeneste i København, forbrug hjemme på herregården, adelens og ansattes forbrug og forbrug som selviscenesættelse. - I 1700-tallet begyndte verdenshandelen at tage form, hvilket førte til ændringer i luksusforbruget med te, kaffe, krydderier m.m. Et meget spændende område, som viser og belyser nye sider af livet på herregårdene.

Kristine Dyrmann skriver om Greveparret Jørgen Scheel og Charlotte Louise Scheels forbrug på Gammel Estrup og i København i midten af 1700-tallet. Greven var tilknyttet hoffet i København, hvorfor parret tilbragte vintersæsonen i hovedstaden med hoftjeneste, fester, baller, teater med mere. Dette medførte store krav til repræsentation og tøj. Sommeren tilbragte parret på Gammel Estrup, hvor der var forskel på hverdag og fest, jagter osv. En krølle er, at også tjenestefolks uniformer viste herskabets status og skabte et statusforbrug.

Annette Hoff skriver om Karen Rosenkrantz de Lichtenberg (1739-1907), som i 1777 overtog Bidstrup Gods som 37-årig efter sin mand, som var gået fallit. En meget detaljeret boopgørelse giver et fint billede af godset og indboet. Godsejerinden efterlod sig detaljerede regnskabsbøger med mange navngivne lokale håndværkere. Det fremgår, at mange forskellige personer bidrog til godsets liv: væver, spindekone, sypige, skrædder, snedker, maler, smed, karetmager, saddelmager, skomager, møller, skovfoged, husmænd, småpiger med bær, nødder og blomster. Og sikkert flere. - Fru Karen fordelte sine bestillinger til forskellige håndværkere i de omkringliggende landsbyer, hvilket indikerer en forstående og empatisk holdning til lokalsamfundet.

Anne Provst skriver om overhofmarskal grev Adam Gottlob Moltke (1710-1792), som moderniserede Dronninglund Slot 1753-1773. Grev Moltke var i kraft af sin stilling bundet til at opholde sig i København hele året, og da han ejede Bregentved Gods midt på Sjælland, kan man spørge sig selv om, hvorfor han gav sig i kast med herregården i Vendsyssel; han styrede moderniseringen på detaljeniveau. - Ved det intrigante hof kunne grev Moltke gennem moderniseringen vise sin position ved forbrug og iscenesætte sig selv.

Klaus Højbjerg skriver om de nysomtalte grever Moltke (1710-1792) og Scheel (1768-1825) som kunstsamlere. De levede ikke helt samtidigt. Moltkes samling er fra perioden 1756 til 1780, og Scheels er fra 1780´erne til 1815. Moltke samlede via kunsthandlere og eksperter målrettet den anerkendte kunst som selviscenesættelse og til fremvisning. Scheel købte mere impulsivt blandt andet på sine langvarige rejser og ophold i udlandet og mere til sig selv end til fremvisning.

Søren Broberg Knudsen skriver om hospitaler på fynske godser cirka 1700-1750. Hospitaler er her ikke sygehuse men fattighuse, hvor udvalgte fattige kunne anbringes. Under enevælden var der udbredt privat velgørenhed. Efter Reformationen i 1536 overgik kirkerne til godserne, som overtog pligten til kristen godgørenhed. Et forbrug for godserne med rod i religiøse, sociale og administrative forpligtelser. Efter Reformationen blev man ikke frelst ved at gøre gode gerninger, men af troen på Gud. Men husk: gode kristne gør gode gerninger!

Jesper Munk Andersen skriver om fejringen af Christian-Einar lensgreve Reventlows jubilæumsfest  i 1918. Året var efter Første Verdenskrig og året før Lensafløsningen i 1919. Anledningen var lensgrevens 25 års jubilæum. Festen blev holdt på herregården Pederstrup. Deltageres beretninger, avisartikler, bevarede dokumenter, takkebrev med mere dokumenterer festen og det statusforbrug, der var tale om. Der deltog 400 personer i festen og mange af dem fik gaver i form af penge eller guldure. Festen viste et gammeldags statusforbrug som en historisk samhørighed.

Anders Sinding skriver om en hemmelighed på Gammel Estrup. En ”hemmelighed” på en herregård var et toilet med toiletskakt. I et tårnværelse var der badeværelse og et toilet, som ikke længere var i brug. Det er blevet brugt til bortskaffelse af diverse affald. En ren skat! Meget tyder på, at meget af affaldet er smidt ud af komtesse Alice (1900-1936), som var datter af grev Christen Scheel (1853-1926). Skraldefundet giver et intimt blik på en ung komtesses forbrug af skønheds- og hygiejneprodukter, hendes idealbillede og statusforbrug. 1920´erne var: emancipation, sport, udlandsrejser, mode, backfisch, garconne, hårfjerning under armene (ærmeløse kjoler!). Men også industrialisering, nye produktionsmetoder, marketing, salgsteknikker m.m. Nye skønhedsidealer, øget forbrug, selviscenesættelse. Affaldet: indpakningspapir, tomme papæsker, postkort, aviser, tobaksindpakninger oma.

Marie Aaberg Andersen skriver om ”Huse af glas – til lyst og nytte.”  De selvforsynende herregårde havde brug for at vise prydhaverne frem, men også for at have køkken- og frugthaver til selvforsyning med nye sorter og dyrkningsmetoder. Gartneren var højt uddannet og respekteret. For at fremavle nye frugter og grøntsager og til at forlænge sæsonen byggede man fra ca. 1900 drivhuse og mistbænke. I 2019 indviede Gammel Estrup et sydvendt drivhus med inspiration fra gartner P. Ebsen, som fik bygget et drivhus i slutningen af 1800-tallet. Dette drivhus kan ses på et fotografi fra begyndelsen af 1900-tallet.

Anna Emilie Ravn skriver om herregården i skønlitteraturen. Det sker ved tre eksempler:

Karen Blixens: Sorg-agre, som viser, hvor meget herregården og hjemstavnen betyder for hovedpersonen som identitet og arvepligt. - J. P. Jacobsens: Et skud i tågen handler om jalousi og had med en herregård og en hovedperson i forfald. - Sten Steensen Blicher: En landsbydegns dagbog som beskriver et helt liv, hvoraf en del er knyttet til herregården, som først er symbolet på et lykkeligt liv, men senere bliver et bittert minde.

Mogens Kragsig Jensen skriver om ”Bonden på Rugaard. Simon Andersen Amager.” Afsnittet handler om en bondemand, som ved sin flid og klogskab arbejder sig op til at være godsejer. Social mobilitet under landboreformerne, men uden at det tilsyneladende har påvirket ham synderligt med hensyn til omgangskreds og statusfølelse

Karina Bech skriver om herregårdenes tomme avlsbygninger og om behovet for at lave bygningsarkæologi og værdisætning for genanvendelse af dem. Når avlsbygninger ikke længere er nødvendige for driften, er der fare for, at de forfalder. Omfanget af de to begreber bliver gennemgået, og som eksempel bruger forfatteren herregården Bistrup Gods. Realdanias rolle i bevaring af herregårde og avlsbygninger fremhæves med forslag til ny anvendelse af de sidstnævnte.

Mathilde Baade Høberg skriver om levendegørelse som historieformidling. Der skelnes mellem ”Levende Museum,” som gør brug af personer, som er udklædte skuespillere, og ”Levende Historie” hvor de udklædte personer skal formidle/fortælle historien til de besøgende. - Som eksempel anvendes 1700-talsfestivalen på Gammel Estrup.

Bogens sidste kapitel er som sædvanlig en præsentation af begivenheder af mange slags i 2019. Og som sædvanlig er kapitlet så omfangsrigt, at det er umuligt at referere i enkeltheder. Overskrifterne er: Ferieaktiviteter, formidling for børn, undervisning, læring Norddjurs, jagten på fortiden, arrangementer og events, udstillinger, udgivelser, forskning og undersøgelser, forskningsformidling, forskningsnetværk og -samarbejde, indsamling, registrering, bevaring og konservering, træerne, FNs verdensmål, den sociale bundlinje, personale, netværk og bestyrelse, fonde og sponsorer, til slut. - 47 sider i alt! Man må håbe, at de bevilgende myndigheder med kulturministeren i spidsen ser alt det, man får for de bevillinger, som museet nu er sikret et stykke tid.

Atter en spændende årbog med mange gode indlæg om årets tema: forbrug og om andre emner, som knytter sig til herregårdsforskning, samt en opsamling af alle årets aktiviteter.

[Historie-online.dk, den 3. februar 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Konge af Luthers nåde
Nørre Vosborg i tid og rum, bd. 1 og 2
Herregårdshistorie 12