Menu
Forrige artikel Næste artikel

Kongen, Jægermesteren og Livskytten

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 155

Af Erik Helmer Pedersen

Bogen indledes med et par oversigtsartikler af Birgitte Holten, hvori hun med sikker hånd sammenstikker et helhedsbillede af en af de mærkeligste – og man tør vel sige interessanteste - konger, vi har haft. Både som konge og som arkæolog var Frederik VII en slags autodidakt, men formåede alligevel håndtere de ganske store problemer, der måtte rejse sig for en fhv. enevoldskonge i demokratiets problemfyldte gründerperiode. Man kan kun være enig med forfatteren, når hun betoner, at hans død i 1863 var 1864-tragediens første og måske afgørende akt.

Her drøfter vi imidlertid ikke hans kongegerning, men hans virksomhed inden for arkæologien, som da var ved at udvikle sig fra en praktisk håndtering til en videnskab. Hans kgl. byrd tildelte ham automatisk posten som præsident for Oldtidsselskabet, og her havde han i samarbejde med to ledende fagfolk, arkæologerne Jacob Worsaae og Christian Jürgensen Thomsen fået selskabets arbejde drejet bort fra det litterære til det praktiske felt, hvor udgravning af jordfaste minder blev hovedsagen, paradigmeskiftet, som forf. kalder det.  Så tidligt som i 1819 havde Thomsen som sekretær for Oldsagskommissionen fået den registrerede oldsagssamling åbnet som Det kongelige Museum for offentligheden, om end blot et par timer om ugen. I 1873 forelå den første registrering af oldtidsminder gennem den såkaldte sognebeskrivelse, grundlaget for den stadigt eksisterende Fund og Fortidsminder, Kulturstyrelsens interaktive register over oldtidsfund.

Arkæologen Henrik Thrane har på Nationalmuseets Forlag udgivet en stor og spændende bog om de arkæologske aktiviteter, amatørarkæologen kong Frederik VII var mere eller mindre involveret i. Udover at give en dækkende og for lægmænd fuldt ud forståelig skildring af de faktiske graveaktiviteter, kommer vi også ret tæt på Hans Kongelige Majestæt, uden at vi først skal skoles i kongelige resp. antiroyale attituder. Forfatterens sprog er dog lidt tørt sine steder, det er som han på forhånd har indprentet sig selv ikke at begejstres over nok et fund ude i mosen, men prøver på at holde sig til de nøgne kendsgerninger som det skete.. Nogle gange må det være svært at være arkæolog, for må man ikke stikke i et sandt glædeshyl, hvis man trækker nok en solvogn op af mosedyndet?

Nu handler bogen ikke blot om Frederik VII Folkekær, men om to af kongens nærtstående medarbejdere, Jægermesteren alias forpagteren på det kgl. gods Frederiksgave på Sydvestfyn, Frederik Christoffer Langkilde (1820-1890) og livskytten Christian Hermann Jørgensen (1815-1883).. Ingen af dem har fundet plads i Danmarkshistoriens Blå Bog, selv om ikke mindst Langkilde var en kendt person i sin samtid, både fordi han stod Frederik den Syvende nær, men også fordi han drev et efter sin tid moderne landbrug på sine respektive forpagtergårde. Henrik Thrane har her gjort et kup ved at finde en pakke på Nationalmuseet betitlet ”Livskytte Jørgensens papirer, privatbreve”, og selv om pakken ikke indeholder et eneste privatbrev, er der dog bevaret en del materiale, der vidner om jægermesterens forskellige engagementer gennem samfulde 47 år. I de bevarede breve til livskytte Jørgensen beretter han fra 1859 om sin arkæologiske aktiviteter, der resulterede i mange foræringer til de kgl. samlinger, således som det bevidnes i de 27 breve, der for årene 1859-63 er bevaret i C. H. Jørgensens arkivmappe. Havde han ikke selv fået samlet tilstrækkeligt mange fund ind, købte han forskellige ”Steensager” og udtrykte håbet om snart at få fingre i flere ting. Og det lykkedes. Eksempelvis sendte han 9. november 1860 hele 2 kasser og en pakke med oldsager, i alt ca. 120 stk. ”til vor allernaadigste Konge”. Desuden fulgte en kasse med nødder. Den modsatte vej gik senere et brev med 100 rdl. til dækning af hans udgifter. Efter en vellykket udgravning af Lusehøj på Voldtofte mark kunne han 7. marts 1862 sende ”en Deel Oldsager”, i realiteten Nordens rigeste grav fra yngre bronzealder, konstaterer Thrane nøgternt. I de følgende år fulgte sending på sending, efter kongens død adresseret til Det oldnordiske Museum. Henrik Thrane kan slutteligt opgøre, at Langkilde havde forøget den kgl. samling med mindst 1.300 oldsager.

Når Frederik VII ville køre ud på jagt, var det livskytte Jørgensens primære opgave at forsyne kongen på jagtvognen med et passende skydevåben. Derudover skulle han ved taflerne opvarte kongen og enkedronning Caroline Amalie, hvis hun også var til stede. Da han spillede smukt på sit jagthorn, kunne han også blive pålagt musikalsk underholdning. Da stillingen som livsskytte forsvandt ved tronskiftet, blev han i stedet hoffourer, senere kammerråd og kammerfourer. Endnu flere ordensbånd kom snart til at pryde hans uniform, og han fik flere vigtige titler, som i 1862 kronedes med hans udnævnelse som ”Prædicat af Inspecteur for HMs antiquariske Samlinger”. I den egenskab førte han protokol over 94 indgående skrivelser i årene 1845-63, de første 17 dog om våbensamlingen, derefter mestendels arkæologiske rapporter. Flittig var han om nogen, i årene 1860-63 protokollerede han alle de 5.954 oldsager, som indløb til kongens nye samling. Desuden passede han den kgl. samling af jagt- og sidevåben, opbevaret på Christiansborg fra 1848 og undgik derved som samlingen af oldsager og den oldnordiske samling at gå tabt ved branden på Frederiksborg i 1859 Herudover ejede kongen mindre samlinger af pokaler, mønter m.m. Efter branden begyndte han at opbygge en ny oldsagssamling, og ved hans død var denne vokset til i alt 5.691 stykker inkl. mange gaver fra tro undersåtter. Flere af disse ting såsom to betydningsfulde samlinger fra Nydam og Thorsbjerg, er vigtige temaer, som den dag i dag stadig beskæftiger forskningen.

I kapitlet ”Brødrene” fortælles om kongens karriere som frimurer, hvor han allerede i 1849 blev stormester efter faderen, Christian VIII’s død. I et skab på Jægerspris findes kongens logeudstyr. Som det betones, fandtes der dengang en ganske klar forbindelse mellem frimurere og arkæologer. Både Langkilde og Jørgensen blev optaget i diverse loger, og det betød åbenbart meget for dem begge og for deres indbyrdes bekendtskab.

Skildringen af Frederik VII’s arkæologiske indsats afrundes af et kapitel om ”Den fædrelandske Archæologi”, eller som det noget uærbødigt hed ved hoffet ”Tidsspilde mellem nogle gamle Been”. Velvilligt bistået af geheimearkivar C.F. Wegener debuterede kongen selv som skribent 1857 med skriftet Om Jættestuernes Bygning. I 1849 udvirkede kongen ligeledes, at fortidsminderne på statens ejendomme blev fredet. Danevirke skulle også fredes, men det gik som bekendt anderledes.

. I et afsluttende kapitel behandler Thrane kongens eftermæle, overvejende set i lyset af hans indsats som en ikke ueffen amatørarkæolog. Med rette betones her den folkelige interesse for de danske fortidsminder og Henrik Thrane får derved fremhævet de nok så vigtige – og skolede - amatører på feltet som Niels Frederik Bernhard Sehested til Broholm og amtmand i Sorø, Emil Vedel. Når oversigten krones med en kort karakteristik af de to ledende fagmænd. C. J. Thomsen og J.J.A. Worsaae, ses det som slutstenen på en lykkelig forening af videnskabelige og folkelige kræfter. Som almindelig papirhistoriker må anmelderen forhåbentlig have lov til at give udtryk for en vis misundelse over, at skrevne fortidsminder aldrig vil opnå samme folkelige gunst som tingshistorien.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Danmarks Konger og dronninger
Herregård og herskab
Rytterkongen - Et portræt af Christian 10.