Menu
Forrige artikel Næste artikel

Den illoyale gesandt

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 75

Af  Peter Mouritsen, cand.mag. i historie og russisk.

En spændende historie.
Det er en spændende historie Jørgen Grønvald Laustsen har fundet frem i Thomas Døssing. Bogen er en bearbejdet udgave af Jørgen Laustsens speciale. Bogen bygger således på et grundigt videnskabeligt arbejde, og der ligger stort arkivarbejde bag den.

Kort fortalt handler bogen om dansk diplomati i forhold til Moskva under Anden Verdenskrig. Det vil sige fra Tyskland erklærede Sovjetunionen krig i 1941 og frem til krigens ophør og det efterfølgende diplomatiske arbejde for et nyt forhold mellem Danmark og USSR. I den historie fortælles også om Thomas Døssing som fra sidst i 1944 til sin død i 1947 var dansk repræsentant i Moskva. Det er således også en personbeskrivelse, samt i mindre grad en beskrivelse af dansk kommunisme og arbejdet i det danske Frihedsråd, samarbejdspolitikken og befrielsesregeringen.

Da krigslykken vendte, opstod i Danmark et behov for at blive anerkendt af Tysklands fjender. Her var Sovjetunionen særlig vigtig, fordi den danske gesandt var rejst hjem, efter Hitler erklærede krig. Der var altså ingen til at tale Danmarks sag i Sovjetunionen. Særligt overfor Sovjet havde Danmark været betænkelig tæt på at være tysk allieret og ikke besat. Jørgen Laustsen fortæller ganske interessant om de ”frie danske” diplomaters kamp for at være den, der repræsenterede Danmark i forhold til Stalins Rusland. Når det alligevel endte med, at en bibliotekar fra København, og altså ikke en diplomat, blev sendt til Moskva, hænger det sammen med at Døssing, der var biblioteksdirektør, gjorde aktiv modstand. Det var en dansk forestilling, at Moskva kun ville modtagen en repræsentant for ”det kæmpende Danmark”. Døssing var blevet kendt som en uforfærdet intellektuel modstander, hvis synspunkter nok ville falde i Moskvas smag. Døssing blev sendt til Moskva med det formål at få Danmark anerkendt som allieret også af Moskva. Det lykkes også at få denne anerkendelse, men Jørgen Laustsen viser, at det nærmere sker på trods af Døssing end på grund af ham. Døssings mission i Moskva er nemlig ikke diplomatisk, men politisk.

Døssing bruger sin position i Moskva til at påvirke forholdene i Danmark. Tilnærmelserne mellem de gamle politikere og modstandsbevægelsen og politikernes stigende indflydelse er Døssing vederstyggelig. Han bruger og misbruger sin position i Moskva til at få de danske politikere væk fra den politiske scene i Danmark ved at forvanske og forfalske indberetninger. Døssing beretter over for Danmark, at Moskva er meget betænkelig ved de gamle politikeres indflydelse, hvilket ikke er rigtigt. Moskva var faktisk ikke meget interesseret i det. Det er en af Laustsens væsentligste pointer, og det demonstreres godt, at Døssing spillede sit eget politiske spil i Moskva og derfor var illoyal over for dem han repræsenterede.

Laustsen som dommer
Laustsen nøjes dog ikke med at afdække sagerne i sin bog. Han har en egen mission i at føre rettergang og dømme alle uværdige og formastelige.

Døssing anklages i bogen for i virkeligheden at dyrke sine egne politiske interesser frem for sin opgave som repræsentant. Døssing arbejder for at modstandsbevægelsen og ikke de gamle politikere som forhandlede med tyskerne skal regere i Danmark efter krigen. Efter min mening ville det have klædt Laustsen at diskutere problemstillingen mere i forhold til andre danske repræsentanter i udlandet under krigen. Her er der flere som vælger at operere på egen hånd i forhold til, hvad de selv mener er bedst for Danmarks interesser. Døssing forsøger at bruge sin position i Moskva til at forhindre hvad han ser som forræderiske politikere genvinder magten efter krigen – altså var hans sigte et bedre Danmark. Præcis som Henrik Kaufmann selv tog tømmerne i Washington. At Laustsen er uenig i det er fint, og det skal han også skrive, men det ville have været godt at sammenholde de to situationer.

Døssing får sin straf i form af en skamstøtte i Laustsens bog. Men han er ikke ene om at blive hængt ud. Laustsen hænger også den danske diplomat Bolt-Jørgensen, som var i Moskva i 1941, ud. Selv om han loyalt rejser hjem, som han fik besked på. Han udstilles som en meget gemen og lille person som helt og aldeles var uværdig til æren som dansk diplomat. Laustsens beskrivelser af Bolt-Jørgensen er meget lidt flatterende, men faktisk ganske interessante.

Men også den danske og svenske politik efter krigen i forhold til flygtninge kommer for Laustsens domstol, Aksel Larsen dømmes, dog uden bevisførelse. Der er rigtig mange som tages under behandling, mange små og store historier som skal fortælles. Nogle er både interessante og oplysende. Men flere steder bevæger Laustsen sig langt væk fra sit emne for at bringe retfærdighed over besættelsestidens formastelige. Det ender med at blive lidt belastende med al den fordømmelse og moral.

En anden ting som ender med at virke lidt trættende er at Laustsen konstant skal gøre læserne opmærksom på hans afsky for Stalins Sovjet og kommunismen. Hans afsky er forståelig, men det får karakter af et mantra, som det er flettet ind over alt i Laustsens bog.

Hans forhold til de danske kommunister ender også med at blive temmelig stereotyp. I de tilfælde de danske kommunister under og efter krigen talte om demokrati, er der ikke tvivl hos Laustsen om at det må være de østeuropæiske folkedemokratiers model, der var i tankerne. Det er utænkeligt for Laustsen, at modstandskampen faktisk rykkede på holdninger til demokrati. Og da Aksel Larsen i en tale i 1945 angående spørgsmålet om syddansk grænserevision taler imod Moskvas linie, kan det kun være tale om, at det var for lille en sag til, at Moskva gad instruere ordentligt.. At DKP eventuelt skulle forsøge at definere sig mere selvstændigt og nationalt kan tilsyneladende ikke tænkes hos Laustsen. Forfatteren bringer emner op og konkluderer på dem, men overvejer ikke andre motiver, ikke i disse tilfælde og ikke i flere andre. Det virker som Laustsen har noget, han vil ud med.

Fra arkiverne
Bogen bærer også præg af informationsmylder. Laustsen har uden tvivl været i arkiver og fundet en masse interessante oplysninger. Mange af dem bruger han godt og dygtigt i sin fremstilling. Han beviser at flere af Døssings indberetninger er falske eller meget langt fra virkeligheden. Der er altså ikke noget i vejen med det arbejde. Men der er udover det taget for mange småting med. Det vrimler med detaljer som vi ikke rigtig har brug for.

Denne detaljevrimmel tyder lidt på at han har ladet sig overvælde at alle de oplysninger som arkiverne og kilderne gemmer. Han glemmer sine steder at sortere og det ender med at være overlæsset.

Biografi?
På mange måder præsenteres Laustsens bog som en biografi. Den har da også udgangspunkt i Thomas Døssing og vi får mange oplysninger. Jeg synes dog ikke det rigtig lykkes at komme under huden på den illoyale gesandt. Han karakteriseres igen og igen som en bitter, mavesur og stædig person, en karakteristik der også i et vist omfang er forklaringen på hans opførsel. Det er lidt tyndt. For eksempel er det sidste kapitel der hedder ”Danmarks gesandt i Sovjetunionen1946-47” på 35 sider. Kun 5 sider af afsnittet handler om Døssing og det ganske overfladisk., resten er et opgør med forskellige personer og regeringer som Laustsen finder nødvendige. Disse sidste historier er hver i sær interessante og spændende. Men lidt mere fokus på personen er tilladt i en biografi

Bogen har i øvrigt rigtig mange gode detaljer. Der er spændende elementer og gode historier. Selve emnet er vigtigt og giver et indblik i en verden, vi kun alt for lidt forsker i, i øjeblikket. Men bogen har altså også nogle skavanker, udover de nævnte, besvær med at holde fokus og politisk farvning, er den også præget af gentagelser. Mange af dem for at slå den samme ting fast: At Døssing var illoyal. Det er lidt synd at Laustsen ikke stoler på at vi, læserne, kan fange det, når han fremlægger præmisserne.

Det ødelægger oplevelsen og gør den lang at læse. Og det er en skam for det er en god historie.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Sovjetistan. En rejse gennem Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan
Den russiske revolution 1917
Sovjetistan. En rejse gennem Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan