Menu
Forrige artikel Næste artikel

KGB

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 83

Af David Høyer, mag.art., museumsinspektør ved Statens Forsvarshistoriske Museum.

I disse dage, hvor den russiske præsident Vladimir Putin syntes at stramme grebet om magten, kan det forekomme som en historisk konstant, at magten i Rusland på ny er ved at finde tilbage i hænderne på den russiske sikkerhedstjeneste. Siden Ivan den Grusomme nedkaldte sit rædselsregime over den russiske befolkning, har den russiske statsmagt i næsten ubrudt linje manifesteret sin magt via en sikkerhedstjeneste, der oftere var vendt mod landets egen befolkning end mod udefrakommende trusler. Sådan var det under zarerne, sådan var det under kommunismen og tragisk nok, så ser det ud til, at sikkerhedstjenesten igen er på vej til at have en vægtig indflydelse på magtforholdet og politikken i Rusland.

Erik Kulavig har med ”KGB – de russiske sikkerhedstjenester fra Ivan den Grusomme til Vladimir Putin” leveret et velskrevet, medrivende og intelligent værk om de russiske sikkerhedstjenesters historie. En historie som i vores bevidsthed domineres af navnet KGB. Vægten er lagt på særligt den stalinistiske terror i 30’erne, hvor KGB bar navnet NKVD. Denne kernefortælling flankeres af gode gennemgange af sikkerhedstjenestens historie før og efter.

Lenin og andre ledende kommunister havde måske nok en ”smuk” forestilling om, at det kommunistiske samfund ikke havde behov for en sikkerhedstjeneste, thi i det endelige kommunistiske mønstersamfund var alle lige, og her var der ikke brug for politi, for alle ejede produktionsmidlerne. Men, og desværre for de hundredetusinder af mennesker der gik til i sikkerhedstjenestens celler, lejre og summariske henrettelsespladser, så var det endelige kommunistiske samfund en tilstand, der ikke blev opnået med oktoberrevolutionens startskud. Foran lå proletariatets diktatur, og her var Lenin og hans kollegaer helt på det rene med, at det krævede en skrap kontrol med folket. For bolsjevikkernes magt hvilede på et temmelig løst grundlag, hvilket blev tydeligt under de efterfølgende strejker, opstande og ikke mindst borgerkrigen, der blev ført mod det leninistiske regime. Det blev derfor Feliks Dzerzinskij, der tog fat på at opbygge en ny kommunistisk sikkerhedstjeneste, og det blev Dzerzinskij der om nogen står som KGB’s fader, eller ”Tjekaen”, som Den Alrussiske Ekstraordinære Kommission for Kamp mod Kontrarevolutionen i folkemunde kom til at hedde. Lenin var af den overbevisning, at eksempelvis Pariserkommunens fald i 1871 skyldtes, ”at der var for mange intellektuelle og voldsforskrækkede personer i socialisternes rækker”. Proletariatets diktatur måtte for at overleve benytte sig af lynjustits og dødsstraf rettet mod alle, der truede den skrøbelige revolution.

Dette dannede baggrunden for det, der under Dzerzinskijs ledelse blev kaldt ”Den Røde Terror”. Det handlede dog ikke bare om at beskytte sig selv imod udefrakommende angreb, selvom skiftende sovjetledere med stor entusiasme ofte har grebet til netop dette fjendebillede når de dårlige økonomiske forhold skulle forklares, nej den sande opgave var at holde styr på egne rækker. I en blodig kamp med de hvide (borgerlige) styrker måtte man sikre, at moralen blev opretholdt. Hvis ikke borgerne alene af revolutionær begejstring ville rette ind og ofre sig for sagen, så kunne det være, at truslen om anholdelser og summariske henrettelser kunne gøre det i stedet. Som Kulavig nøgternt bemærker, så krævede borgerkrigens kamphandlinger færre ofre, end den terror bolsjevikkerne og deres modstandere - ”de hvide” anvendte mod deres egne.

I sovjetstatens spæde barndom grundlagde sikkerhedstjenesten de strategier til social kontrol som prægede den fremtidige sikkerhedstjeneste. Der blev indført henrettelser, eliminering af kontrarevolutionære grupper – hvilket i praksis omfattede alle ikke bolsjevistiske grupper. Folk der havde været en del af Zarens regime, militæret, købmandsstanden, adelen, politiet osv. blev alle betragtet som ”tidligere mennesker”, og disse grupper blev frataget de mest basale muligheder for at klare sig i det sovjetiske system. De kunne ikke få identitetspapirer, derfor kunne de heller ikke få nogen bolig eller et arbejde, og det var forbundet med straf at huse personer uden papirer. Dermed svækkede man de grupper, i realiteten overklassen og middelklassen, der kunne være den eneste reelle trussel mod regimet. Man indførte kontrol med transportsystemet, den frie bevægelighed blev begrænset, og borgeren var derfor nærmest reduceret til en art stavnsbinding. Ved at udbrede stikkere og agenter undergravede man borgerens mulighed for at søge tryghed i sin egen primærgruppe, man atomiserede så at sige befolkningen. Når man ikke længere kunne finde tryghed i sin egen familie, blandt venner eller kollegaer, fordi det ikke var til at sige, om Tjekaen lyttede med, så var man nok mindre villig til at udklække kontrarevolutionerende initiativer.

Det anslås, at Tjekaen i perioden 1919-1921 henrettede 250.000 mand. Hvor frygteligt dette tal end må lyde, så stoppede drabene ikke her. Det blev Sikkerhedstjenesten, nu under navnet OGPU, der i trediverne fik til opgave at likvidere kulakkerne som klasse. Kulakkerne, der i realiteten var alle bønder og landarbejdere, som ejede lidt, eller som ikke faldt i god jord hos de lokale kommunistledere, blev enten skudt eller tvangsdeporteret til fjerne egne. Målet var at tvangskollektivisere landbruget. Den selvejende bonde skulle knækkes, og landarbejderen skulle genskabes i industriarbejderens billede.

Det er svært at have sympati for den OGPU soldat der genner kvinder og børn ind i beskidte jernbanevogne, eller som afgiver nakkeskud i en grøft i Ukraine. Men paradoksalt nok, så var revolutionens beskidte arbejde ikke en lykkelig beskæftigelse. Selvmord var udbredt og ligeså var dårlige nerver, tuberkulose, og blodmangel. Der har uden tvivl været nogle, der ikke har brudt sig om at føre bødlens økse. Uanset hvor meget man så den dødsdømte som en trussel mod revolutionen, så nagede tvivlen vel sagtens i baghovedet, idet man trykkede på aftrækkeren. I den sovjetiske sikkerhedstjeneste blev stressniveauet selvfølgelig også forstærket af, at man aldrig selv vidste, om man snart ville blive udrenset i de talrige udrensninger, der prægede sikkerhedstjenesten.

Det har altid været et sovjetisk, og man kunne fristes til at sige russisk fænomen, at landets problemer blev bortforklaret med udenlandske indblandinger og sabotager. Da Stalin efterhånden havde fået udrenset sine modstandere, og sendt Trotskij i eksil, så blev truslen fra trotskistiske kredse ofte anvendt som forklaringen på regimets stramning om befolkningen. Det blev også den påståede trussel fra Trotskij, der blev fremført af Stalin, da han efter mordet på sin nærmeste konkurrent Kirov indvarslede den kommende terror og udrensning i 1934. Her fik Sikkerhedstjenesten helt nye vidtgående beføjelser, og arbejdere og borger rundt om i landet fik nu at føle, hvad der kunne ske hvis man blot ytrede et lille kritisk kvæk imod regimet eller kom for sent på sin arbejdsplads. Fra 1937 tog terroren til, og regimet udrensede i befolkningen, i egne rækker, i officerskorpset i så stor stil, at det faktisk svækkede landets kampevne, da tyskerne angreb i 1941.

Udrensninger i 1937 antog så groteske proportioner at det tog form som en art planøkonomi, det blev ikke målet i sig selv at finde samfundstruende elementer, i stedet skulle man opfylde de kvoter, der var udstykket fra centralt hold. Dette peger i retning af, at det ikke var kontrarevolutionære kræfter, trotskister, fascister, forbrydere, døgenigte osv., der reelt var målet. Målet var at ryste og knække samfundet i en sådan grad, at intet kunne true Stalin og hans planer. Det kan syntes som en gal mands værk, men man skal næppe foranlediges til at undskylde dette med galskab. I stedet var det en udrensningspolitik, der i sin egen groteskhed gav fuld mening for en despot, der havde fået magten ved et kup, og som ønskede at bevare den.

Udrensningernes groteskhed bliver da endnu mere jordnær, når man i Kulavigs bog læser, hvilke anstrengelser sikkerhedstjenesten gjorde for at banke, torturere og true en tilståelse ud af de anklagede, der i bedste fald kunne håbe på 20 års straffearbejde i Sibirien. 

På overfladen gjaldt det om at bevare en illusion om legitimitet, derfor gik man endog meget langt for at få en tilståelse ud af de mange som i bund og grund ikke havde begået noget kriminelt, men som måske kun havde begået den fejl at ytre sig negativt om regimet, komme for sent til arbejde, eller andre, for en retsstat, små forseelser. ”Desværre” for medlemmerne i sikkerhedstjenesten forstod de ikke, at også de var en trussel, ikke fordi sikkerhedstjenesten havde for meget magt, men fordi at når samfundet var knækket og skulle genopbygges, så måtte nogen bære skylden og det kunne ikke være Stalin. Så de mange bødler, der havde stræbt efter Stalins gunst, måtte i stedet tage til takke med selv at blive udrenset.

Kulavigs bog står uden tvivl stærkest i dette afsnit om 30’ernes terror. Hans mange groteske eksempler og øje for at fortælle den personlige tragedie løfter, sammen med en gennemgående skildring af sikkerhedstjenestens daglige virke bogen ud af skyggen af de mange andre gode bøger, der ellers er skrevet om Stalintidens undertrykkelser, såsom Anne Applebaums ”Gulag”.

Bogen indeholder også et afsnit om sikkerhedstjenestens virke i Danmark, og navnlig den del af sikkerhedstjenestens virke, der handlede om at spionere mod fremmede magter. Desværre er bogen ikke regulær grundforskning, og der dukker ikke meget nyt op omkring KGB’s virke i Danmark, da afsnittet er baseret på DIIS koldkrigsudredning.

At bogen ikke er baseret på grundforskning gør nu ikke bogen mindre vedkommende. Men man kunne måske godt have ønsket en mere dybdeborende analyse af sikkerhedstjenestens arbejde i tiden efter kommunismens fald. Særligt sikkerhedstjenestens indblanding i krigen i Tjetjenien og navnlig det mistænkelige forløb op til den anden Tjetjenien-krig, og Putins vej til magten burde have fået mere opmærksomhed. Meget tyder nemlig på, at sikkerhedstjenesten, der nu bærer navnet FSB, har haft en hånd med i den række af mystiske terrorangreb mod butikscentre og boligblokke som Moskva oplevede, inden man på ny startede krigen i Tjetjenien. Selvom det har været svært at fremføre konkrete beviser mod tjetjenske terrorister, og at det forlyder, at FSB-folk blev anholdt med sprængstof tæt på et gerningssted, så blev angrebene fremlagt som begrundelse for, at en ny krig i Tjetjenien var nødvendig. En krig der netop skulle ende med at fremstille Putin som en hård negl i hans egenskab af premiereminister. Det har vel næppe været nogen tilfældighed, at Boris Jeltsin kort efter trak sig som Præsident og udnævnte Putin som sin efterfølger.

Dette manglende forhold er måske nok den største kritik, man kan lægge imod Kulavigs ”KGB”, som er en god indføring i en central aktør i det kommunistiske samfund. Ligeledes savner man også, at emnet var bredt ud til også at indbefatte eksempelvis den militære efterretningstjeneste GRU, som stadig forbliver gemt væk i storebroderen KGB’s skygge.

Et andet mindre kritikpunkt skal rettes mod Kulavigs brug af små sektioner bestående af afskrevne breve, dokumenter og andet, der som primærkilde er trukket ud af arkiverne. Ideen med at indsætte deciderede centrale dokumenter i teksten er i og for sig sympatisk nok. Flere steder løfter det uden tvivl teksten. Men desværre er denne kategori, som kaldes ”Fra Arkivet”, ikke kun centrale dokumenter, men derimod små analyser og kommentarer på et kildemateriale, som ikke gengives i dets oprindelige form. Det bliver derfor en noget rodet affære, når man ikke ved, hvorvidt man sidder og læser et brev fra NKVD’s chef Berija om håndteringen af polske fanger, eller om det er Kulavigs egne ord.

Uanset hvad så er der tale om spændende læsning, der i form og indhold henvender sig til andre end faghistorikeren.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Sovjetistan. En rejse gennem Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan
Berija - Stalins bøddel
Jeg, Putin