Menu
Forrige artikel Næste artikel

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 186

Af Thomas Petersen

Det er ikke blot et stort, men også dybt originalt litterært projekt, der skal anmeldes på de følgende linjer. Et projekt, som kun kan efterlade sin læser som et helt andet og sjælelig beriget menneske. Beriget med en enorm ny viden, ny erfaring og ikke mindst med en dybere indsigt i hele paletten af menneskelig psyke og handlemåde. Forfatteren henviser selv til - og er med god grund blevet sammenlignet med det russiske litterære fyrtårn, Fjodor Dostojevskij. En digter, der lod virkeligheden – ofte sin egen - tale gennem sin ordkunst. Men hvor han alligevel altid i sine værker var til stede som den alt vidende fortæller, forsvinder forfatteren til de her foreliggende værker - ved fuldstændigt at overlade ordet til virkelighedens egne personer. Eller også er hun alligevel tilstede, markeret med tre prikker. Forklaring følger.

Et mesterværk i litteraturens verden, der lykkeligvis nu er repræsentativt tilstede på det danske bogmarked. I dette værk er virkeligheden selv og dens jongleren med mennesker gengivet som skinbarlig ordkunst. Det er intet mindre end verdenslitteratur. Så nærværende anmelders anbefaling er større, end ord kan udtrykke.

Deres navne nævnes som oftest til sidst – såfremt de overhovedet bliver bemærket – i anmeldelser. Og det er synd, fordi der ligger et enormt stort ansvar på den person, der skal fortolke eller gendigte en litterær tekst til et andet sprog. De kaldes normalt lidt teknisk for oversættere. Men de er meget andet end bare oversættere. Deres opgave er at lytte, sanse og tænke sig ind i den originale teksts univers. Samtidig med, at deres arbejde forudsætter en grundlæggende viden om dens kontekst. Det er derfor for os læsere en lykke af de store, at det er to af Danmarks mest kompetente gendigtere, der har fået til opgave at formidle og fortolke Svetlana Aleksijevitj på dansk. Fra det russiske sprog, der er så nuanceret og så enormt rigt på ord. Det er lektor i russisk litteratur ved Københavns Universitet Tine Roesen og den – gennem mange år –  erfarne sprogformidler Jan Hansen, der begge har præsteret en mundret og letflydende fortolkning, der er tro mod den originale tekst.

Som læser kan man så blot undre sig over, hvordan to forskellige og indbyrdes konkurrerende forlag har skaffet sig udgiver-rettighederne til bøger, der hører hjemme i samme roman-cyklus. 

Svetlana Aleksandrovna Aleksijevitj (født 1948) er en hviderussisk-ukrainsk, men på russisk skrivende forfatter. Født i byen Stanislav (i dag Ivano-Frankivsk) i det vestlige Ukraine. Forældrene var landsby-skolelærere, faderen var hviderusser og moderen ukrainer. Aleksijevitj skriver vidnesbyrdromaner, det vil sige romaner, der gengiver dokumentarisk materiale. I den historiske videnskab har metoden fået benævnelsen oral history.  Aleksijevitj modtog i 2015 Nobelprisen i litteratur for romanen Krigen har ikke et kvindeligt ansigt. Eller, som der står i begrundelsen ”for sit mangestemmige værk, et monument over lidelse og mod i vor tid”. Foreløbig er kun ovennævnte tre bøger fra nobelpristagerens hånd udkommet på dansk.

Det er den journalistiske arbejdsmetode, der ligger bag Aleksijevitj´s arbejder. En uddannelse, hun omkring 1970 havde afsluttet på journalistuddannelsen på universitetet i Minsk. Efter uddannelsen var hun usikker på, hvilken erhvervskarriere, hun skulle vælge. Men endte med at vælge forfattervejen. Primært inspireret ved læsningen af og senere samarbejdet med den hviderussiske forfatter Ales Adamovitj (1927-94). Hun har selv fortalt, hvordan hun ved læsningen af en af hans bøger, Jeg kommer fra en landsby i flammer, havde haft samme rystende oplevelse, som hun havde haft ved læsningen af Dostojevskij. Senere, i årene 1977-81, skrev Adamovitj sammen med den russiske forfatter-kollega Daniil Granin (1919-) det i Danmark desværre noget oversete værk Blokadebogen (på dansk 1985). En dokumentarisk skildring af Leningrads 900 dage lange belejring under 2. Verdenskrig. Adamovitj´s dokumentariske arbejdsmetode, hans roman-oratorier eller vidnesbyrdromaner og episke kor, som han skiftevis kaldte den, tiltalte hende. ”Han blev min lærer” har Aleksijevitj selv udtalt.

På sin hjemmeside sammenfatter Svetlana Aleksijevitj - på baggrund af mere end 70 års erfaringer med sovjetsystemet - sit enorme litterære projekt og dets emner på følgende uhyggelig nedslående måde:

”Hvis man ser tilbage på hele vor historie, den sovjetiske og den postsovjetiske, er den en enorm fælles grav og et blodbad. En evig dialog mellem bødler og ofre. Revolutionen, Gulag, Anden Verdenskrig, den sovjetisk-afghanske krig, der blev skjult for folket, det store imperiums sammenbrud, et gigantisk socialistisk lands fald, utopiens land og så udfordringen af kosmiske dimensioner – Tjernobyl. Det er en udfordring for alt levende på jorden. Sådan er vor historie og temaet for mine bøger”. Og hun spørger: ”Hvorfor har vi ikke lært af alle de lidelser? Hvorfor kan vi ikke sige: jeg vil ikke længere være slave? Hvorfor skal vi lide igen og igen”?

Aleksijevitj har til et svensk bogmagasin udtalt, at journalistik for hende er det, der findes i informationsstrømmen. Litteratur handler for hende om mennesket som gåde. Den helt store gåde for hende er alt det, som sovjetmennesket og post-sovjetmennesket har fundet sig i og stadig finder sig i.

Svetlana Aleksijevitj beskriver endvidere sin litterære metode med at sætte enkeltpersoners liv og stemme i centrum for historiske begivenheder på følgende måde:

”Jeg har ledt efter en genre, der ville passe bedst til min vision om at viderebringe , hvordan mine ører og øjne hører og ser livet. Jeg valgte til sidst genren, hvor menneskestemmer taler for sig selv”.

Aleksijevitj planlagde fra starten en serie, der under fællestitlen Utopiske stemmer – Historien om det røde menneske skulle forsøge at indfange, fortolke og afkode det sovjetiske menneskes dna. Med andre ord prøve at indfange den kultur, som mere end 70 års indoktrinering havde indpodet i systemets mennesker. Og som de efter Sovjetunionens opløsning i 1991 har været tvunget til at genbruge igen og igen. Af den ganske enkle grund, at der foreløbig ikke fandtes noget andet at basere sit liv på. Livsgrundlaget blev med andre ord genbrugs eller second hand, jfr. den ene af ovennævnte titler.

Den første bog i serien var Krigen har ikke et kvindeligt ansigt. Den handler om sovjetiske kvinders deltagelse i Den store Fædrelandskrig 1941-45. Den lå færdig allerede i 1983, men kunne ikke passere censuren. Angiveligt, fordi den vanhelligede den heroiske sovjetiske kvinde og hendes indsats under krigen. I øvrigt en underlig begrundelse. Bogen udkom derfor først, da Mikhail Gorbatjov var blevet generalsekretær og Sovjetunionens leder i 1985. Og altså på dansk så sent som sidste år. Det var som nævnt denne bog, der i 2015 begrundede tildelingen af Nobelprisen i litteratur. Samme år, 1985, færdiggjorde Aleksijevitj bogen De sidste vidner, der endnu ikke foreligger på dansk, men som handler om børns vidnesbyrd om krigen.

Først forfatterens personlige relation til krigen og dens konsekvenser:

”I min familie var min ukrainske morfar blevet dræbt ved fronten og lå begravet et sted i ungarsk jord, mens min hviderussiske farmor var død af tyfus blandt partisanerne; to af hendes sønner havde været i hæren og var forsvundet sporløst i krigens første måneder, af de tre, hun havde sendt af sted, vendte kun en hjem – min far. Elleve fjerne slægtninge og deres børn var blevet brændt levende af tyskerne – nogle i deres hus, andre i landsbykirken. Sådan var det i hver eneste familie. Hos alle”, (side 7f.).

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt bygger på interviews med mange hundreder af den million sovjetiske kvinder, der deltog frivilligt i krigen. Til forskel fra mændene vendte de ikke hjem som helte, men derimod blev de mødt med mistænksomhed, ofte ligefrem med foragt. Derfor tav de, indtil forfatteren første gang i 1978 begyndte at opsøge dem.

Det er forunderligt, hvordan læseren, efterhånden som han/hun bevæger sig frem i bogen, uvægerligt gennem kvindernes vidnesbyrd og via deres sprogvalg drages ind i et litterært univers. Alle menneskelivets facetter, alle menneskelige ytringer kommer i spil. Had og kærlighed, smålighed og storsind, empati og hævnfølelse, mod og fejhed. Tættere kan man ikke komme på krigens virkelighed, dens gru, lidelse og storhed. Over en million sovjetiske kvinder meldte sig frivilligt under de røde faner. De deltog på lige fod med mændene i kamphandlinger, som partisaner bag fjendens linjer, som snigskytter og mineryddere. Samt naturligvis i traditionelle kvindefag som sygeplejersker, læger og plejepersonale. På lige fod med mændene kom de hjem med dybe sår på krop og sjæl. Men sjældent til den samme heroisme og anerkendelse som mændene. Ofte blev de tværtimod mødt med mistro og mistænksomhed. Krigens og ikke mindst sejrens historie blev udelukkende mændenes. Gennem den helt rigtige spørgeteknik er det lykkedes Aleksijevitj at opnå kvindernes tillid samt ikke mindst afkode deres signaler.

Efter snesevis af rejser, tusindvis af indspillede bånd og kassetter, efter 500 møder med kvinder ”huskede [hun] kun stemmerne. I min erindring klinger et kor. Et kæmpestort kor, nogle gange kan man næsten ikke høre ordene, kun gråd. --- Der var øjeblikke af tvivl og frygt, hvor jeg ville standse eller gå til siden, men det var allerede umuligt. Jeg var blevet en fange af det onde, havde set ned i afgrunden for at forstå”, (side 39f.). Virkeligheden var med andre ord i færd med at blive transformeret til litteratur.

Aleksijevitjs beretning rummer det mudder, kulden, frygten, blodet og døden, som manglede i mændenes heroiske beretninger om heltemod og sejrsrus. Men kvindernes beretninger indeholder – til forskel fra mændenes - også venskaber, kærlighed samt deres drømme om kosmetik, dans, fester, skønhed og sommerkjoler. Mange af dem, der havde meldt sig som teenagere, oplevede at vende hjem gråhårede. Og til hvilket liv? De havde levet såvel et mande- som et kvindeliv ved fronten. Hjemme ventede den bitre nyhed om døde familiemedlemmer, savnet og sulten i den jordhule, der var blevet deres hjem efter tyskernes systematiske afbrændinger af landsbyernes træhuse. Digte hjalp med til, at de kunne finde et nyt sprog, fjernt fra frontens mandehørm. For gennem dem atter at blive til en slags mennesker. 

En litteratur-censor opfordrede hende til at opsøge heltehistorier. I stedet for krigens smuds, det beskidte undertøj. På spørgsmålet, hvad hun egentlig forsøgte at opnå, gav hun det korte svar: Sandheden, den virkelige. Hvortil censor replicerede: Sandheden er det, vi drømmer om. Det er de mennesker, vi gerne vil være. 

Engang var der en kvindelig pilot, der afviste at mødes med Aleksijevitj – med følgende begrundelse – læg mærke til den hyppige brug af de tre prikker – prikker til forfatterens tavse kommentar og læserens eftertanke:

”Jeg kan ikke … Jeg vil ikke huske det, jeg tilbragte tre år i krigen … Og de tre år følte jeg mig ikke som en kvinde. Min organisme gik i stå. Jeg havde ikke menstruation og næsten ingen kvindelige lyster. Men jeg var smuk … Da min kommende mand friede til mig … Det var til sidst, i Berlin, uden for Rigsdagsbygningen … Han sagde: ”Krigen er slut. Vi er i live. Vi var heldige. Gift dig med mig”. Jeg ville græde. Skrige. Slå ham! Hvordan skulle jeg kunne gifte mig? Nu? Midt i alt dette? Omgivet af sort sod og sorte teglsten … Se dog på mig … Se, hvordan jeg ser ud! Gør mig da først til kvinde igen. Giv mig blomster, vart mig op, sig smukke ord. Det er, hvad jeg længes efter! Det er, hvad jeg savner”!

Et par andre citater. En sanitetssoldat fortæller om den umulige kærlighed:

”Jeg var --- den eneste kvinde i min bataljon, jeg boede i den fælles jordhytte. Sammen med mændene. De gav mig en separat soveplads, men hvor separat kunne den være, når hele jordhytten var på seks kvadratmeter? Jeg kunne vågne om natten, fordi jeg fægtede med armene – slog først den ene og så den anden på kinden, på hænderne. Da jeg på et tidspunkt blev såret og lå på hospitalet, lå jeg også der og fægtede med armene. --- Min første bataljonschef blev dræbt af granatsplinter. Min anden bataljonschef ... Ham elskede jeg. Jeg gik i kamp sammen med ham, jeg ville være ved hans side. Jeg elskede ham, men han havde sin elskede hustru og to børn. --- Jeg vidste, at hvis han overlevede, ville han efter krigen vende hjem til dem --- Men hvad betød det? --- Vi oplevede en sådan lykke! Som når vi vendte tilbage fra et frygteligt slag … Og havde overlevet. Det ville han aldrig opleve sammen med nogen anden”! (side 273).

En anden, en kvindelig snigskytte, fortæller om den svære hjemkomst:

”Hvordan vi blev modtaget af fædrelandet? Det kan jeg ikke fortælle Dem uden at komme til at græde … Der er gået 40 år, men mine kinder brænder stadig. Mændene sagde ikke noget, men kvinderne … De råbte efter os: ”Vi ved godt, hvad I lavede derude! I lokkede vores mænd til jer med jeres unge f.... Sådan nogle feltmadrasser! Krigstæver”! De fornedrede os på alle mulige måder … Det russiske ordforråd er rigt ...”, (side 286).

Aleksijevitj´s næste udgivelse var Zinkdrengene fra 1989, hvor soldater, officerer, sygeplejersker og mødre detaljeret beretter om Sovjetunionens fejlslagne krig i Afghanistan fra 1979 og et tiår frem. Omkring en halv million sovjetiske soldater blev sendt til dette uregerlige land – angiveligt for at modernisere, læs sovjetisere, det afghanske feudale stammesamfund. Af den halve million faldt mere end 15.000 - menige, befalingsmænd og officerer. Tusinder kom hjem, dybt traumatiseret – som vi så udmærket kender det fra vore egne breddegrader. På gravstenene måtte der ikke stå, at de var faldet – kun, at de var døde. Bogens titel refererer til de forseglede zinkkister, som de faldne/døde kom hjem i.

Soldaters og officerers vidnesbyrd står i bogen i skærende kontrast til det rosenrøde billede, som styret og de sovjetiske medier tegnede af krigen. De forseglede kister sendte et dobbelt signal. Dels om ilde tilredte lig og dels bruddet med den russisk-ortodokse tradition med åbne kister indtil selve begravelsen. Zinkdrengene blev – da den udkom - ikke overraskende skarpt kritiseret af såvel det militære establishment som af partimedlemmer. Der blev endog i 1992 i Minsk indledt en retssag mod forfatteren med beskyldninger for at vanhellige soldaternes indsats. Men efter voldsomt pres fra demokratiske kræfter i det - siden 1991 selvstændige Hviderusland - blev sagen opgivet. Tillad mig et par citater fra bogen. En menig soldat fortæller:

 ”--- det ville være bedre at lade Afghanistanveteraner med arm- og benproteser marchere hen over Den Røde Plads … Jeg ville have gjort det”, (side 99).

Et andet sted fortæller en militærkirurg:

”Når et menneske dør, foregår det ikke sådan som på film. Folk dør ikke i overensstemmelse med Stanislavskij-metoden. En soldat bliver ramt af en kugle i hovedet – på film breder han begge arme ud og falder. Men i virkeligheden, når han bliver ramt i hovedet, og hjernen sprøjter ud, bliver han ved at løbe, løber måske videre en halv kilometer. Bliver ved med at løbe, indtil han i medicinsk forstand er død”, (side 101). 

Et tredje vidnesbyrd fra en menig soldat:

”Og jeg skød. Ligesom alle de andre. Det var trods alt grunden til, at vi var dernede … --- Heroinen voksede bogstavelig talt på markerne. Om natten kom smådrengene ned fra bjergene og leverede heroin. Og forsvandt bagefter sporløst. Men vi købte især hash, heroin var det kun sjældent, at nogen tog, for det var ren heroin, bare man tog det én eller to gange blev man afhængig.  --- Den anden betingelse for at overleve var, at man holdt op med at tænke! Sove, spise, møde op til eksercits ---. Alt det, jeg så dernede, har jeg glemt eller --- bevidst fortrængt … Jeg så,  hvordan et menneskes udvides, når han dør, så de fylder næsten hele øjet … Pupillerne udvider sig. Og bliver mørke ...”, (side 117).

I 1993 udkom Forført af døden, hvor Aleksijevitj har talt med personer, der i fortvivlelse over de sovjetiske idealers forvitring havde forsøgt selvmord. I den følgende bog, Bøn for Tjernobyl, fra 1996 samlede hun vidnesbyrd om tiden efter ulykken på atom-kraftværket. En ulykke, der satte Sovjetunionens ubændige teknik- og fremtidstro i såvel perspektiv som på vågeblus. Og som endegyldigt dokumenterede, at udslip fra atom-kraftværker ikke respekterede nationale grænser. Præsidenten for det mægtige Videnskabernes Akademi havde endog udtalt en gang, at man såmænd godt kunne anbringe et atom-kraftværk på Den røde Plads – så sikker var teknikken.

Den sidste bog i serien Secondhand-tid – det røde menneskes endeligt fra 2013 handler om ganske almindelige menneskers liv efter Sovjetunionens opløsning i 1991. I tilbageglimt får læseren her beretninger fra ganske almindelige mennesker, der fortæller om levet liv – og om u-levet liv, om kærlighed og had, om fattigdom og elendighed, om stolthed og ydmygelse, men også alt for ofte om arrestationer, fængsel, lejrophold og død. Og om forspildte livs forkrøblede tilværelse efter hjemkomsten. Alt i den postsovjetiske virkelighed er efter forfatterens mening genbrug, second hand. Af den simple grund, at denne periodes mennesker ikke formår at frigøre sig fra fortiden.

En kvindelig musiker på 49 år fortæller:

”Vores mænd er martyrer, de har alle et traume, enten efter krigen eller efter fængslet. Efter lejren. Krig og fængsel – det er de to vigtigste russiske ord. Netop russiske! Den russiske kvinde har aldrig haft en normal mand. Hun plejer og plejer … Ser sin mand lidt som en helt og lidt som et barn. Frelser ham. Helt op til vores tid. Hun har stadig den samme rolle. Sovjetunionen er faldet … Nu har vi så ofrene for imperiets sammenbrud. Imperiets fallit. Selv Gleb, som havde oplevet Gulag, havde mere mod på livet. Han havde sin stolthed: Jeg overlevede! Jeg klarede det! Jeg så et og andet! Men nu skriver jeg bøger og kysser kvinder … Han var stolt. Men nu har mændene angst i øjnene. Kun angst … Hæren skærer ned, fabrikkerne står stille … Ingeniører og læger står nu på markedet og sælger. Folk med doktorgrader. Det vrimler med mænd, som er faldet af toget. De sidder i rabatten, som om de venter på noget. Min venindes mand var pilot, chef for en eskadrille. Han blev overført til reserven. Da hun mistede sit arbejde, omskolede hun sig straks – hun var ingeniør, men blev frisør. Men han sidder bare derhjemme og drikker forbitret, drikker, fordi han, kamppiloten, der var i Afghanistan, nu skal lave grød til sine børn ---”, (side 247).

En kvindelig topograf på 24 år, der er vendt hjem til Rusland – flygtet fra krigene i Abkhasien i begyndelsen af 1990erne - fortæller:

”Moskva! Moskva … I tre uger boede jeg på banegården. Der var tusinder af sådan nogle som mig … På alle Moskvas banegårde --- Hele familier, med deres børn og gamle. Fra Armenien, Tadsjikistan … Baku … Vi levede på bænke, på gulvet. Og der lavede vi også mad. Vaskede tøj. Der var stikkontakter på toiletterne … og ved siden af rulletrapperne … Vand i en skål, ned med dypkogeren, lidt nudler, lidt kød … Så var suppen færdig! Mannagrød til børnene! Jeg har det, som om alle banegårde i Moskva lugter af konservesmad og kaukasisk suppe. Af pilaf. Og af børnetis og snavsede bleer”, (side 284).

Aleksijevitj har modtaget et utal af russiske og internationale priser, kulminerende som nævnt med Nobelprisen i 2015. I slutningen af 1990erne blev hun udsat for chikane fra Lukasjenko-styrets side. I 2000 forlod hun derfor Hviderusland og bosatte sig dernæst i en række europæiske byer som Paris, Göteborg og Berlin. Men i 2011 vendte hun atter tilbage til Minsk, hvor hun lever i dag.

Et forfatterskab, man skylder sig selv at stifte bekendtskab med. Et forfatterskab, forhåbentlig endnu uafsluttet, som smukt skriver sig ind i den klassiske russiske fortælle-tradition og dens dybe forpligtethed på samt forbundethed med menneskets nøgne eksistens og moralske adfærd.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Komintern og de dansk-sovjetiske relationer
Den bedste guide til Skt. Petersborg
LENIN - En biografi