Menu
Næste artikel

Ikke at syne, men at være

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 100

Af Morten Mortensen, arkivar, Vartov-Arkivet

Historikeren Jørn Hansen har valgt at kalde jubilæumsskriftet for Sønderjydsk Idrætsforening: ”Ikke at syne, men at være”, efter titlen på et foredrag ved Sønderjydsk Idrætsforenings årsfest i 1925. Med dette jubilæumsskrift har Jørn Hansen i høj grad gjort Sønderjydsk Idrætsforening synlig. Heldigvis ikke ved en endeløs og bevidstløs opremsning af centrale aktører og disses sikkert glorværdige karrierer eller ved indforståede anekdoter eller fremhævning af rekorder og resultater, og hvad der i øvrigt hører sig til i mange idrætsforeningers jubilæumsskrifter. Jørn Hansen undgår alle disse faldgruber, i stedet lykkes det ham at synliggøre Sønderjydsk Idrætsforening for en større læserskare ved at sætte foreningens historie ind i en større historisk sammenhæng.

Bogen behandler tiden fra midten af 1800-tallet til nu i tre klart disponerede perioder: Del 1, der dækker tiden fra begyndelsen af 1800-tallet til genforeningen i 1920, har som hovedtemaer idrætten som identitetsskabende faktor. Del 2, der går fra 1920 til midten af 1950’erne, beskæftiger sig med kampen om ungdommen (Jørn Hansen er således ikke faldet for fristelsen at opdele perioden ved 2. verdenskrig, men har i stedet blik for, at det store mentale, kulturelle og samfundsmæssige skift kom i slutningen af 1950’erne). Og endelig del 3, der behandler tiden fra begyndelsen af velstandsstigningen i slutningen af 1950’ frem til nutiden - som for tiden passende kunne betegnes ”Krøniketiden”.

Flere store og interessante temaer lægger sig ind over den kronologiske fremstilling. For det første præsenteres vi grundigt for regionens historie både nord og syd for grænsen og dens kulturelle og politiske rolle og betydning for resten af landet. Jørn Hansen dokumenterer, hvorledes det tankeunivers der lå bag den tyske turn-bevægelse - med dets forestilling om folkeånd og folkekraft - i midten af 1800-tallet, prægede højskolepionererne Christian Paulsens og Christian Flors opfattelse af dansk folkelighed og nationalisme. Dermed indikeres også, at den grundtvigsk inspirerede del af den fremvoksende folkelige bevægelse også havde sin inspiration i tysk nationalisme, hvilket egentlig er opsigtsvækkende med tanke på den tidlige grundtvigianismes aversion mod al tysk tankegang. 

Under alle omstændigheder kan stiftelsen af Nordslesvig Fælles-Idrætsforening i 1903 ses som resultatet af de folkelige og nationalistiske kræfter, der udsprang fra bl.a. højskolerne. Foreningen, der ændrede sit navn til Sønderjydsk Idrætsforening i 1921, var samtidig blevet medlem af De danske Skytte- og Gymnastikforeninger. I de næste ca. 80 år spillede Sønderjydsk Idrætsforening med i udviklingen kulturelt og politisk i Sønderjylland. Interessant er også påvisningen af den betydning opførelsen af forsamlingshuse har haft for udbredelsen og mulighederne for at dyrke gymnastik. Et andet interessant forhold er rekrutteringen af frivillige, uden hvilke foreningen ikke kunne fungere. Her har eksempelvis delingsføreruddannelsen på Rødding Højskole gennem tiden leveret mange frivillige ledere til Sønderjydsk Idrætsforening. På trods af at gymnastikken fra begyndelsen medlemsmæssigt var langt den største aktivitet, inddrog man også fodbold, og medvirkede dermed til at det klassiske skel mellem konkurrenceidræt og folkelige idræt er mindre udtalt i Sønderjylland.

Et af de mest spændende kapitler handler om Sønderjydsk Idrætsforenings rolle i modstanden mod nazismen i Sønderjylland, hvor man deltog i ”Det Unge Grænseværns” bekæmpelse af nazificeringen af den Sønderjyske ungdom gennem foreningerne. Jørn Hansen leverer her en vægtig dokumentation for, at foreningslivet ikke udelukkende har støttet den demokratiske udvikling.

For en gangs skyld – i forhold til mange andre jubilæumsskrifter – er den nyere tid fra 1950’erne til nu ganske grundigt behandlet. Jørn Hansen ser idrætten i denne periode som en vigtig del i opbygningen af velfærdssamfundet, ikke mindst i dets bevarelse. I dette kapitel fletter han sine egne erindringer ind fra drengeårene, og han husker, at det senere så udskældte funktionalistiske idrætsbyggeri, af de udøvende langt fra blev oplevet kedeligt, men som sydende af liv. I velfærdsstatens storhedstid bliver Sønderjydsk Idrætsforening også mere involveret i at administrere idrætten, og en øget professionalisme vinder frem.

Det har været en fornøjelse at læse denne historie om Sønderjydsk Idrætsforening, også for en ikke indfødt. Jørn Hansen forener den professionelle historikers kritiske tilgang til stoffet med sine egne personlige oplevelser fra idrætten i Sønderjylland, hvilket giver bogen et befriende lille skær af varme og veloplagt fortælling. For som han siger et sted, har en af idrættens vigtigste betydninger været at skabe nærvær og tilhørsforhold for folk. Jeg synes også, at det er lykkedes for ham at forene flere historiske indfaldsvinkler: den lange linie og enkeltbegivenheder, den store og den lille historie og det personlige overfor det samfundsmæssige. Bogen er hermed varmt anbefalet.

Næste artikel
Se relaterede artikler
Triumfen
Merckx – halvt menneske, halvt cykel
Forskning i bevægelse