Menu
Forrige artikel

Dansk Medicinhistorisk Årbog 2019

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 211

 

Af Poul Ulrich Jensen

Under søslaget ved Helgoland den 9. maj 1864 blev matros Søren Jensen Thrane på fregatten ”Jylland” hårdt såret. Skibsklokken blev ramt af en østrigsk kugle, og et sprængstykke bortrev en stor del af hans underkæbe og venstre kind. På Kongelige Frederiks Hospital I København gennemgik han de følgende godt to år gentagne rekonstruktionsbehandlinger, så han ved udskrivningen havde fået gendannet hagen med hudlapper fra bryst og skulder men var henvist til en fremtidig kost, der ikke skulle tygges. Manden bag det efter datidens målestok vellykkede behandlingsresultat var professor Andreas Buntzen, og hele forløbet kunne efterfølgende læses i tidsskriftet Hospitals-Tidende – og nu også i Ole Sonnes artikel i 2019 udgaven af Dansk Medicinhistorisk Årbog, der som sædvanlig kommer langt omkring både tids- og emnemæssigt.

Anders Frølund giver et indblik i antikkens kulturelle og videnskabelige verden med en gennemgang af et skrift fra o. 400 fvt om fosterets udvikling, muligvis forfattet af selveste Hippokrates. Alt har her sin naturlige forklaring, således også selve fødslen, der sattes i gang ved, at barnet hamrede med hænder og fødder på livmoderen for at komme ud. Den noget voldsomme adfærd skyldtes sult, fordi moderens ernæringstilbud til det færdigudviklede foster var ved at slippe op. De hippokratiske skrifter overlevede, trods de kuriøse forklaringer, som lærebog i mange århundreder. Lægevidenskaben havde i det hele taget svært ved at frigøre sig fra oldtidens lærdom og teorier, og kunne først fremvise de helt store fremskridt i 1800-tallet. For kirurgiens vedkommende blev anvendelse af anæstesi en milepæl, der muliggjorde smertefrie operationer men også rummede adskillige risici. Den totale bevidstløshed kunne ved mindre indgreb erstattes med en lokalbedøvelse, og med udgangspunkt i kokainets evne til at dæmpe smerter lykkedes det efterhånden at udvikle en lang række lokalbedøvende midler. Pionererne bag syntesen af disse lokalanalgetika har lettet behandlingen af utallige patienter.

I 1952 blev Europa og USA ramt af en polioepidemi. Sygdommen forårsagede lammelser af forskellige muskelgrupper, og de hårdest ramte fik livstruende respirations- og synkelammelser. Ofrene var oftest børn, og i Danmark blev det først og fremmest Blegdamshospitalet, der fik til opgave at behandle de svære tilfælde. Det blev en lang og komplicerede kamp for at finde det bedste udstyr og den mest effektive måde at udføre en respiratorbehandling, der kunne sikre en stabil vejrtrækning. Journaler fra Stadsarkivet i København og sagsakter fra Blegdamshospitalets overlæger giver både en indgående beskrivelse af behandlingen og et indblik i patienternes videre skæbne efter udskrivningen. Polioepidemien forårsagedes af en virus, som det i løbet af 1960’erne lykkedes at finde en effektiv vaccine imod.

Årbogen rummer også historien om Skodsborg Badesanatorium 1898 – 1992, der var stærkt knyttet til adventismen, og som en privat religiøst baseret institution havde visse problemer med at finde sin plads i det danske sundhedsvæsen Endelig er der beretningen om radiodoktoren, der gennem mere end 30 år hver uge i Danmarks Radio gav et fem minutters foredrag om forskellige emner inden for sundhed og sygdom. Artiklernes forfattere er særdeles gode formidlere af det medicinhistoriske stof og efterlever redaktionens bestræbelser på at reducere fagtermerne til et nødvendigt minimum, så også læsere uden for sundhedssektoren kan være med. Og desuden supplerer de mange fine illustrationer teksten på bedste vis.     

I dag er kræft i dens mange forskellige former, der rammer hver tredje dansker, et af de mest fremtrædende sundhedsproblemer. De seneste årtier har bragt store fremskridt i behandlingen, men kræftforskningen har også en over 150 år lang historie, hvor adskillige danske læger og et par veterinærer har gjort afgørende opdagelser. I supplementsbindet til Dansk Medicinhistorisk Årbog 2019 har den norske professor Ole Didrik Lærum, kræftforsker gennem mere end et halvt århundrede og senest gæsteforsker ved Rigshospitalet I København, beskrevet 11 berømte danske kræftforskeres indsats.

Fra 1840’erne gav forbedret mikroskopteknik muligheden for en større forståelse af sygdomsprocesser og mikrobiologi. En af de danske pionerer i denne udvikling var Adolph Hannover, der i 1843 med afhandlingen Den patologiske anatomis svar på spørgsmålet: Hvad er cancer? konkluderede, at sygdommen skyldtes abnorme celler. Den epokegørende opdagelse gjorde ham til verdensberømt forsker, hvad der dog på hjemmebanen ikke resulterede i en fast akademisk stilling, selv om han blev både titulær professor og medlem af Videnskabernes Selskab. Han måtte leve af at praktisere som læge i København men arbejdede ufortrødent videre som forsker til sin død i 1894.

I slutningen af 1800-tallet stod det klart, at ikke kun bakterier kunne forårsage infektioner, og 1908 blev et skelsættende år i kræftforskningen, da retsmediciner og patolog Vilhelm Ellermann og veterinær Oluf Bang opdagede det første kræftvirus. De døde begge i en ung alder, og alt for tidligt til at få Nobelprisen. Det lykkedes til gengæld for professor i patologi Johannes Fibiger. Han påviste, at en svulst i maven på rotter indeholdt rundorme, og at kræft dermed i visse tilfælde kunne tilskrives en kronisk infektion med en parasit, og opdagelsen indbragte ham Nobelprisen i 1926. Han døde kort efter og oplevede således ikke, at der efterhånden blev rettet voldsom kritik mod hans forskningsresultater.

Årsagerne til og udviklingen af kræft blev stadig bedre belyst. Allerede i 1870’erne var forskere klar over, at forekomsten kunne være miljøbetinget, men oprettelsen af et systematisk nationalt kræftregister så først dagens lys i 1942. Det skete i Danmark, og ophavsmanden var Johannes Clemmesen, der havde en omfattende karriere inden for diagnostik, kræftbiologi, klinik, statistik og epidemiologi. Oprettelsen af registeret blev trods hans omfattende kompetencer en lang og svær proces, men til gengæld fik han rig lejlighed til at høste anerkendelsen for sin indsats inden sin død 60 år senere i en alder af 102 år. Historien om de 11 danske kræftforskeres pionerindsats er levende fortalt og krydret med adskillige beretninger om deres personlighed og liv uden for forskningslaboratoriet. Ole Didrik Lærum slutter bogen med den opløftende konklusion, at det er intet mindre end en sensation, at Danmark har frembragt nogle af de fremmeste kræftforskere i verden. Det er et meget fint supplementsbind, der gratis følger med Dansk Medicinhistorisk Årbog 2019.

[Historie-online.dk, den 23. marts 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Den blege rytter
Under solgudens glødende scepter
Sundhedsapostlen J.P. Müller