Menu
Forrige artikel Næste artikel

Folk og glasfiberfartøjer fra Det sydfynske Øhav

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 121

Af Tommy P. Christensen, kulturhistoriker, ECM-Media

Når man på afstand ser de mange sejl på vandet, en solrig julidag i Det sydfynske Øhav, virker det næsten som tiden har stået stille mellem øerne. Ser man nærmere efter, opdager man dog snart, at de næsten alle er lystfartøjer, og hovedparten tilmed er bygget i glasfiber. Glasfiberbåde er nemlig langt billigere end træbåde, meget nemmere at vedligeholde og giver derfor en langt større del af befolkningen mulighed for at få egen båd.

Derimod har denne del af dansk bådebyggeri været stort set fraværende i søfartsmuseernes virksomhed, hvor man i stedet har valgt at fokusere på træskibe, opmåling af gl. bådtyper, paketfart, carolinere og småskibsfart m.m., hvorimod lystsejladsen i ”yoghurtbægrene” stort set er blevet forbigået i tavshed. Det kan have mange årsager, og er utvivlsomt præget af traditionerne indenfor dokumentation af almuekulturen ved de kulturhistoriske museer, men med den foreliggende bog er der taget et stort skridt ind i det 20. århundredes bådebygger-historie. Den handler om glasfiberens sejrsgang i anden halvdel af 1900-tallet, og beskrives her med udgangspunkt i den betydelige produktion af glasfiberbåde, der fandt sted omkring Det sydfynske Øhav. Bogen er blevet til i et forbilledligt samarbejde mellem de sydfynske museer på Ærø og Langeland samt i Faaborg og Svendborg. Den dokumenterer vigtigheden af den lokale forankring i indsamling og dokumentation, men også kvaliteten ved det tværmuseale samarbejde, når det kommer til en relevant perspektivering og formidling til en bredere kreds.  Bogen er struktureret efter bådeværfterne (de større og de mindre), ligesom der er en god skildring af arbejdet med det nye materiale og dets indvirkning på arbejdsmiljøet. Endvidere er der en spændende beskrivelse af Tuco Yacht Værft, der dokumenterer, at glasfiberbåds-produktionen har passeret sin storhedstid i Danmark (midten af 1970-erne), ligesom stålskibs-produktionen, og nye materialer (aluminium og kulfiber) er det nye millenniums bådebygger-materialer. For den, der har sejlet med – eller bare drømt om – en Bianca, en Spækhugger, en Ramina eller en Ramin, en Sagitta 30 – og hvad de nu alle sammen hedder, er bogen et godt bekendtskab, og andre kan læse med og blive klogere på den danske glasfiberbåds opgang, storhed og fald på et halvt århundrede...

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Vi har fået ærter – derfor er det mandag
Dansk industrihistorie i særklasse
Sofus har været her