Drikkekultur i middelalderen
Menu
Forrige artikel

Drikkekultur i middelalderen

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 795

Af Karsten Merrald Sørensen, arkivar, ph.d.

Aarhus Universitetsforlag har udgivet en bog, hvor en række historikere, arkæologer og filologer tager fat på et emne, der i den grad berettiger til lidt opmærksomhed – drikkeri som en del af kulturen. Det er en fantastisk spændende vinkel på samfundshistorien at se på, hvordan alkoholiske drikke var en stor del af så mange områder af middelalderens verden. Bogens mange kapitler behandler forskellige aspekter af drikkekulturen i middelalderen og kommer dermed omkring mytologi, digtning, genstande, storpolitik, vold og handel mm. Bogen er redigeret af Kasper H. Andersen og Stefan Pajung, der begge er tilknyttet historiestudiet ved Aarhus Universitet. De har sørget for en fornuftig redigering, som har leveret en bog, hvor de forskellige kapitler står klart hele vejen igennem, og kapitlernes placering giver naturligt flow og sammenhæng i emnerne. Bogens emner blev oprindeligt fremlagt på et symposium afholdt af Middelaldercirklen ved Aarhus Universitet, hvor studiets elever har mulighed for at samles for at blive klogere på vikingetids- og middelalderstudier.

Med alkoholiske drikke som udgangspunkt for fortællingerne ledes læseren kyndigt igennem de forskellige kapitler. Mathias Nordvig giver en komparativ analyse af to scener omkring skjaldemjøden i islandske sagaer. Her ser vi, hvordan alkohol kunne forene mennesker. Fernando Guerrero leder os derpå ind i selve hallen, hvor konsumeringen foregik. Hvilken rolle spillede alkohol i det sociale hierarki? Lisbeth Heideman Torfing fremtrækker derpå genstanden, drikkehornet, og viser, at hornet både var en fysisk genstand og et symbol.

Vivian Etting behandler ligeledes drikkehornet og leder læseren gennem Nationalmuseets store samling af drikkehorn. En spændende betragtning er det, at de skriftlige kilder og de arkæologiske levn tyder på, at drikkehornene i højmiddelalderen blev betragtet som et hedensk symbol, og dermed forsvinder for en tid – men vender tilbage i løbet af 1200-tallet og efterfølgende igen forbindes med både funktion og symbolik. Tidligere professor ved Middelalder- og renæssancearkæologi ved Aarhus Universitet, Else Roesdahl, fortæller derpå om destillationskunsten i middelalderen ud fra Bjørnkærsættet, som hun netop tolker som destillationsapparat.

Lars Kjær tager fat på alkoholindtagelsen i forbindelse med storpolitik og viser dermed, at det danske kongehof i 1100- og 1200-tallet var berømte (eller berygtede) for at drikke mere øl end ved andre europæiske hoffer. Dette var på den ene side med til at opbygge sociale relationer, men samtidig kunne det udgøre en vis fare, når krigsvante mænd drak for meget i selskaber. Kasper H. Andersen tager denne opdagelse videre i sit kapitel, hvor han viser, at engelske og tyske forfattere netop så danskerne som særligt drikfældige. Dette var dog muligvis en fordom, som stammede fra de engelske og franske optegnelser af vikingerne som fjendebillede. Thomas Kristian Heebøll-Holm fortsætter med det europæiske perspektiv i alkoholkulturen, hvor vinhandlen er i fokus. Denne handel foregik ikke altid i god ro og orden, men udløste krigslignende tilstande for at få fat i den eftertragtede vin.

Stefan Pajung behandler derpå senmiddelalderens og renæssancens forskellige alkoholiske drikke. I senmiddelalderen kom importen af udenlandske alkoholiske drikke bredere ud til befolkningen. Dette var naturligvis dejligt for befolkningen, men kunne også medføre flere uroligheder mellem de fordrukne. Kongemagten og Kirken forsøgte derfor i fællesskab at begrænse drikkeriet – men uden held. I det sidste kapitel tager Per Andersen fat på forbindelsen mellem indtagelse af alkohol og afholdelse af ting i senmiddelalderen og på reformationstiden. Da drikkeri var en del af en social forbindelse, blev der på tinget drukket heftigt, hvilket til tider kunne influere på tingets domme. Dette forsøgte øvrigheden efterhånden at sætte en stopper for – hvilket vel ikke er helt uforståeligt?

De mange kapitler hænger som det fremgår rigtig fint sammen. Det er en læseværdig gennemgang af det danske samfund i en europæisk kontekst med udgangspunkt i alkohol. Det giver rigtig god mening at fortælle middelalderhistorie på denne vis, hvor forskellige fagdiscipliner og typer af kilder kommer til orde. Der kan altid være forskellige småting i de enkelte kapitler, som kan diskuteres, men i det store og hele er det en god fremstilling. Man kunne eksempelvis stille spørgsmålstegn ved bogens titel, Drikkekultur i middelalderen. Kasper H. Andersen bruger således hele sit ellers gode forord på at tale om alkoholkulturen i middelalderen, og det er jo for øvrigt også det alle kapitlerne i bogen behandler. Det er en lille ting, og Kasper H. Andersen redegør jo fint for, at middelalderens byfolk og bønder reelt ikke havde mange alternativer til de forskellige alkoholiske drikke med forskellige procenter, når de skulle slukke deres daglige tørst. 

Denne fantastiske bog indbyder til flere af samme slags. Lad os blot få skabt nogle symposier omkring drikkekultur i renæssancen, nyere tid og den industrielle tid. Drikkekulturen og alkoholkulturen fortsatte som et væsentligt element i folks dagligdag. Dette fremgår af et udvalg af kilder, som eksempelvis da Christian 4. blev kronet, hvor flere tusinde vinglas blev kylet ud af vinduerne efter tømning, eller da præsten i Vonsild kirke fra sin prædikestol søndag den 7. juli 1678 annoncerede, at provsten ved sit seneste besøg havde tabt sin blå pude fra sin vogn. Hvis nogen skulle finde puden udlovede præsten en findeløn på en øl. Summa summarum kan denne bog kun anbefales.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Oldtidssagaerne bd. 3
Klostre i det middelalderlige Danmark
Saxo - hans værk - hans verden