Menu
Forrige artikel Næste artikel

Jomfruen fra Norge

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 304

Af Karsten Merrald Sørensen, arkivar og ph.d.-studerende

Tore Skeie er en norsk middelalderhistoriker, der kan noget så usædvanligt som at beskrive en del af middelalderens historie på en spændende og flydende facon. Den norske middelalderhistoriker forstår at skrive en middelalderbeskrivelse på en måde, der fanger en. Jomfruen fra Norge er ikke en roman, men det er heller ikke en traditionel faghistorisk skildring. Der er her tale om en såkaldt sagprosabog. Tore Skeie er i sin fortællestil mindst lige så fangende som danske Tom Buk-Swienty, men en sådan levende fortællestil er svær for en faglig middelalderhistoriker, da kildematerialet er meget mindre og ofte med store tidsmæssige huller. Hertil er kildematerialet ofte noget ensidigt. Ikke desto mindre har Tore Skeie påtaget sig at beskrive den del af den norske middelalderhistorie, hvor det norske kongehus var på højden af sin magt i tiden inden Norge og Danmark blev knyttet tæt sammen gennem ægteskabet mellem Håkon 6. af Norge og Margrethe 1. af Danmark i 1363. Det er netop sådanne royale ægteskabsforbindelser, der er omdrejningspunktet i denne bog.

Jomfruen fra Norge var Margrete Eriksdatter. Hun var datter af den norske konge Erik Magnussen (der var kendt – og frygtet – som Erik Præstehader) og en skotsk kongedatter. Hun repræsenterede dermed en værdifuld rolle i kongers ægteskabsalliancer. Margrete skulle i 1290 giftes med den engelske konges søn i en stor fornuftsalliance, der placerede det skotske kongedømme under engelsk overherredømme, og sikrede det norske kongehus en vigtig alliance i det skandinaviske magtspil. Desværre døde Margrete i løbet af overfarten fra Norge til England. Ti år senere fik sagen et spændende efterspil, da en kvinde fra Tyskland dukkede op i Norge efter kong Eriks død, og hævdede at hun var Margrete - og således slet ikke døde ti år tidligere, men blot havde været en brik i stormændenes magtspil. Denne kvindes historie troede den nye konge, kong Eriks bror Håkon, imidlertid ikke på – hun var tydeligvis alt for gammel – og kvinden blev efter en retssag brændt på bålet. På samme tid fik kong Håkon sit første barn – en ny jomfru fra Norge. I modsætning til kong Erik søgte kong Håkon ikke ægteskabsbånd på de britiske øer, men i stedet i Sverige. Dette magtspil bruger Tore Skeie herefter som sin base i beskrivelsen af den norske og skandinaviske middelalderhistorie i 1300-årene.

Historien om jomfruen fra Norge bliver til en veltilrettelagt historisk fortælling, hvor læseren får en bred indføring i de forskellige middelalderlige institutioner, handlingsmønstre, traditioner og magtspil. Det hele er krydret med en levende pen i skrivemåden. Denne måde at skrive en historisk bog på er ikke set så meget i Danmark, men kendes især fra England.

Med dette i baghovedet kan jeg ikke undgå at læse denne bog med en sund kildekritisk tilgang, da forfatteren ikke rigtig gør klart, om det er en historisk fortælling, en historisk roman eller en historisk afhandling. Dette problem skinner klart igennem, når forfatteren skriver på denne nærmest journalistiske måde. Eksempelvis beskriver han en episode, hvor prinsesse Margrete skal rejse til England. Ved afsejlingen fra Bergen har byens indbyggere tilsyneladende taget opstilling for at se afrejsen, og Skeie skriver: "For tilskuerne fortonet den lille jenta seg nesten som et overnaturlig vesen. Hun var en prinsesse med hellig blod i årene og uendelig opphøyd status." Ja undskyld, men hvordan ved forfatteren, hvad de anonyme tilskuere på kajen i Bergen har tænkt omkring en ung prinsesse? Han bruger ikke nogen nye ukendte berettende middelalderkilder, her er i stedet tale om, at forfatteren tager sig nogle journalistiske friheder i sin beskrivelse. Det er der i og for sig intet i vejen med – alt for ofte viser dette netop i høj grad, hvorfor journalister er i stand til at skrive historiske bøger, der sælger bedre end den traditionelle historiker, som må holde sig til nogle klare kildekritiske regler. Hvis man ser bort fra disse småting, må jeg sige, at Jomfruen fra Norge i høj grad kan anbefales, hvis man gerne vil have en indføring i den norske middelalderhistorie, inden landet blev bundet tæt sammen med det danske kongerige. Læseren kommer omkring intrigerne, magtspillet, religionen og den magtpolitiske hverdag i 1200-1300-årenes Norge og Skandinavien.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Ett annat 1100-tal
I vikingernes vide verden
Danske korstog - Krig og mission i Østersøen