Menu
Forrige artikel Næste artikel

Kongens Borg

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 354

Af Per Ole Schovsbo

Bevaringen af borgruinen i Vordingborg, hvis areal er lidt større end Hammershus på Bornholm, er et sandt mirakel, der skyldes, at Gåsetårnet blev et nationalt symbol helt tilbage i begyndelsen af 1800-tallet. Det er ikke landets ældste, da tårnet på Korsør fæstning er hundrede år ældre, men det rummer mange spændende detaljer. Gåsen på tårnets spir viser hen til historien om Valdemar Atterdags triumfer overfor de tyske hansestæder.

I Vordingborg har man ikke forsøgt at restaurere større bygningsafsnit og derved udslette de oprindelige spor, som det er sket fx med bispernes Hald, Hammershus, Kalø og flere andre borgruiner. Derimod har man siden 1889 opmålt, afdækket og stabiliseret mur- og bygningsresterne uden at have et samlet overblik over anlæggets komplicerede bygningshistorie. Derfor var det på høje tid at Vordingborgmuseet - takket være fondsmidler - satte arkæologen Dorthe Wille-Jørgensen i stand til at gøre rent bord.  De spredte resultater af de mange arkæologiske undersøgelser blev i løbet af 17 år samlet og prøvet via moderne udgravninger. Og det er resultaterne heraf, der fremlægges i bogen Kongens Borg, der udkom samtidigt med åbningen af Danmarks Borgcenter.

Bogen indledes med Vordingborg som poeternes symbol og malernes motiv og tager derefter ret hurtigt fat på forskernes Vordingborg, underforstået arkæologernes og historikernes. I det følgende kapitel fremlægges resultaterne fra arkæologiske undersøgelser 1889-1946, der efterfølges af bogens 3. og centrale kapitel med Dorthe Wille-Jørgensens undersøgelser 1995-2012. Bogen afrundes med det 4. kapitel, hvor forfatteren samler de mange løse ender til et overblik over bygningshistorien i lyset af dansk og europæisk politisk historie. Det er det væsentligste afsnit for de, der gerne vil forstå, hvad de mange mursten egentlig betyder.

Et kort resume er, at der ligesom næsten alle steder i Danmark også på borgterrænet i Vordingborg er fundet spor af bosætning i yngre stenalder. Men her er der gruber, der måske antyder, at der ikke har ligget en boplads men et større anlæg med grave og palisader, der tolkes som en kultplads af Sarup-type. En runesten og spredte fund viser, at vikingerne har været på færde i området omkring 800, og i ældre middelalder har man øjensynligt haft et vippefyr på stedet, hvis ikke der har været tale om en warth, et vagttårn med en bavne, der blev tændt som signal, når der var fare på færde. Anmelderen mener, at oprindelsen til navnet Vordingborg kunne tyde på det. Senere er der anlagt en større gård og måske en kirke af kalkstenskvadre. Omkring 1160 lod Valdemar den Store anlægge en beskeden feltstation omkranset af en plankebeklædt jordvold og en eller flere tørre grave suppleret med pælespærringer i naturhavnen nedenfor borgen.  Den skulle beskytte kongen på hans tog mod de hedenske vendere langs Østersøens sydkyster.

Henimod 1200 opføres Valdemar Sejrs borg med palatium (fyrstelig beboelse, palads) og ringmur af teglsten. Den støttede kongens felttog mod Pommeren og Baltikum. Sagnet om slaget ved Lydanaisse i 1219 hvor Dannebrog falder ned fra himlen og kundgørelsen af Jyske Lov i 1241 i Vordingborg er knyttet til denne ret beskedne borg. Efter en periode med borgerkrige, demilitariserede Erik Menved imidlertid borgen og brugte den til repræsentation, mens Stegeborg på Møn og mange andre blev oprustet.

Valdemar Atterdag rev næsten hele den gamle borg ned og opførte omkring 1360 en mægtig borg, hvis rester stadigt ses. Det var formentlig Danmarks største og mest imponerende fæstning. Den var inddelt i en centralborg med det gamle palatium og et svært porttårn udbygget mod nord af en mægtig forborg indrammet af en 9 m høj ringmur mellem et antal hel og halvtårne, hvor nu kun Gåsetårnet står tilbage. Af de mange bygninger i forborgen kan fremhæves borgens kirke indviet til Sct. Andreas, store magasiner og en kancellibygning. Ved kirken fandtes en række begravelser og rester af det sted, hvor man formentlig har støbt kirkens klokke.

Borgens forsvar blev suppleret med udstrakte oversvømmelsesområder reguleret af dæmninger, grave og en kanal, der endnu er synlig. Indsejlingen til havnen blev markeret af pælespærringer med molehoveder af træ.  Mindre forposter kan være teglstenstårnene mod nordvest i Køng kaldet Lille Gurre, Stensby voldsted (Kong Valdemars lystslot) og Jungshoved mod øst. Anmelderen kunne se resterne af stenlagte veje og vildtbanegrøfter sammen med forværkerne som en del af et samlet meldesystem betjent af hastige ryttere, der måske danner baggrunden for de mange sagn på egnen om de vilde valdemarsridt.

Resten af historien handler om stilstand og forfald frem til opførelsen af Sct. Jørgens Palæ i 1671 midt i resterne af hovedborgen. Det skyldes naturligvis, at borgen ikke længere havde samme strategiske betydning som tidligere. Krigsførelsen ændrede karakter, og man forsøgte ikke at modernisere Vordingborgs forsvar. Anmelderen ser derfor en forsvarsløs by, Vordingborg, for sig stort set indtil Englandskrigen 1801-14, hvor der opførtes en ganske vist beskeden kanonskanse kaldet redout på Masnedø. Den blev 100 år senere afløst af et betonbygget fort med svære kanoner, der uden kamp blev indtaget af tyske falskærmssoldater i 1940. 

Dorthe Wille-Jørgensen tager mærkeligt nok ikke fat på Gåsetårnets bygningshistorie. Det kan undre al den stund, at tårnet som Danmarks mest berømte netop er borgens og byens vartegn. Forklaringen er, at tårnet ikke er færdigundersøgt, og dets bygningshistorie vil kræve et selvstændigt bind. Det er også ærgerligt, at bogen mangler et passende udvalg af de fundne genstande og en (summarisk) beskrivelse af resultaterne fra oprensningen af voldgravene med store maskiner 2010-12, hvor man bl.a. fandt gavlen af Ormetårnet og det meste af et helt tårn, der var væltet ned i voldgraven og udråbt til et af årets danske fund. Der er også spændende bygningstømmer, en udslidt robåd og måske rester af netop det vognhjul, der har sat sig spor på terrænet i Valdemar Atterdags borg. Typen og fælgbredden passer.

Men da bogen er den første samlede beretning om borgterrænet og voldgravene i Vordingborg, må læserne (læg som lærd) kunne stille krav til helt grundlæggende indføring i borgens univers ved hjælp af klare oversigtskort med de navne, der gennem tiderne er brugt om bygninger, tårne, ringmure og voldgravsafsnit. Der mangler også forsknings-, emne- og navneregistre, således at bogens værdi som hånd- og opslagsbog kan udnyttes.

Indtil videre udgør bogen det hidtil bedste supplement til den meget elektroniske formidling i det nyåbnede Borgcenter, der kun udstiller ganske få genstande, hvoraf flere er kopier og lån udefra. Originale genstande fra hverdagslivet i Vordingborg ville uden brug af elektronik sætter de besøgende i direkte kontakt med middelalderens mennesker på borgen og i den fremvoksende by i borgens skygge. Derfor bør Dorthe Wille-Jørgensens bogværk være den første af en række publikationer om de mange naturvidenskabelige data og det unikke genstandsmateriale fra et af landets mest interessante middelalderlige monumenter.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Konstantinopels fald
Njals Saga
Kunsten i kalkmaleriet