Menu
Forrige artikel

Oldtidssagaerne bd. 6

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 930

 

Af Anders Ellegaard, cand.jur.

Bind seks i Gyldendals serie med Oldtidssagaerne indeholder de fire ovennævnte, sagaer. De første tre er ikke tidligere oversat til dansk. Den fjerde blev oversat og udgivet i 1826 af C.C. Rafn i Nordiske Kæmpe-Historier og er nu nyoversat. Handlingen i Oldtidssagaerne er fra tiden før landnam på Island, altså tidligere end år 871. Sturløg, Rolf og Halfdan stammede fra Norge, medens Romund stammede fra Danmark. Oldtidssagaerne begynder som regel i Danmark, Norge eller Sverige, men flere af heltene foretager rejser til andre lande. De to første sagaer er oversat af Annette Lassen og de to sidste af Rolf Stavnem.

Sturløg den Stræbsomme var søn af en norsk høvding. Sturløg ville som dreng hellere lege barnelege end øve sig i de idrætter, som krigere kunne få brug for. Hans frieri afvistes da også af Åsa den Skønne, fordi han ingen bedrifter havde på cv.´et. Så måtte Sturløg afsted. Åsa havde flere bejlere, og sagaen handler mest om Sturløg og hans mange fostbrødres rejser efter og kampe og holmgange om brude. Åsas fostmoder Vefreja, som var troldkyndig, hjalp flere gange Sturløg i hans rejser til Hundingland og Bjarmeland. Sturløg fik til opgave at hente et drikkehorn lavet af et horn fra en urokse hos Tor, som var underligt inaktiv, medens hans tempelpræstinde kæmpede i ”ustyrligt raseri.”  Sturløg derimod kæmpede med ”dannelse og dygtighed.” – Sagaen har et eventyragtigt præg og Sturløg fremtræder lidt som den renskurede helt mellem onde og grimme mennesker og trolde.

Ganger-Rolfs saga er én af de længste Oldtidssagaer. Og én af de bedste. Fortælleren var en veluddannet person, idet der er nævnt andre sagaer, udenlandske forfattere, litteratur og begivenheder. I forordet, efterordet og et par steder i sagaen skriver forfatteren om fortællingers tilblivelse, og om hvordan tilhørerne skal opfatte og modtage dem. Forordet gælder den dag i dag. Sagaen er også speciel ved, at den i den første del ikke er opbygget kronologisk. Scenen skifter flere gange både sted og personer. Sagaen starter for eksempel i Gårdrige (Rusland) og skifter til Norge og Jylland. I Gårdrige er Rolf ikke med, og til Jylland kommer han først som ung mand. - Ganger-Rolf blev født i Norge som søn af ovennævnte Sturløg og Åsa den Skønne. Han var så stor, at ingen hest kunne bære ham. Så han måtte gå. Deraf tilnavnet. Rolf arvede dog senere den meget stærke, kloge, selvstændige og stridbare hest Dulcifal. - Rolf kom i tjeneste hos jarl Torgny i Jylland og fik til opgave at hente Ingegerd Regvedsdatter i Gårdrige. Det blev starten på en lang række af begivenheder, krige og kampe. Rolf havde af Vefreja, Åsas fostmoder, fået to usårlighedskapper, som hjalp ham gennem hele sagaen. – Sagaen har nogle meget lange og detaljerede beskrivelser af kampe i Gårdrige og England mellem forskellige konger og høvdinge. Kampene foregik med almindelige våben, med og uden sejd og modsejd, mellem mennesker, dværge, troldmænd og trolde. Mange kampe endte med brydekampe, som Rolf vandt. Rolf vendte hjem til Århus, ”som Torgny havde styrket mest.” Senere rejste Rolf og Ingegerd (Torgny var død i kamp) til Gårdrige, hvor de fik mange børn, og Rolf blev konge. I slutningen af sagaen beskrives Danmark med hovedbyer, landsdele, øer og farvande. Ganger-Rolfs saga er i en klasse for sig i opbygning, indhold, sprog, detaljerigdom og litterær kvalitet.

Halfdan Ejestenssøns saga har også mange sceneskift og mange personer. Handlingen skifter mellem Norge, Gårdrige, Bjarmeland og Karelen. Det kan tilrådes, at læseren laver slægtstavler for de forskellige slægter, som i bogserien med Islændingesagaer. De savnes i denne saga, fordi der både er mange forskellige personer, og fordi nogle af dem udgiver sig for hinanden eller som andre, end dem de er. En ren forvekslingshistorie: hvem er hvem, hvad kalder de sig nu, hvor dukker de op næste gang og er det en mand eller en kvinde? – Ære og hævn er drivkraften i handlingen, men sagaen har også magiske våben, vilde vikinger, bersærker, trolddom, monstre, og uhyggelige dyr. Helten Halfdan kommer i et dilemma, da det viser sig, at jarl Skule (som dræbte Halfdans far) har hjulpet ham og har ført krig sammen med ham. Æresbegrebet krævede hævn, men Skule tilbød Halfdan forlig og selvdømme, en prægtig kone og fostbroderskab. Som den store helt fordelte  Halfdan til slut i sagaen koner og lande til sine trofaste nærmeste medhelte. Halfdan og Ingegerd rejste til Trondheim, hvor han blev konge efter sin far. – Den sidste del af sagaen virker lidt påklistret. Da vikinger hærgede i Bjarmeland og Novgorod drog Halfdan i krig for at hjælpe Sigmund. Der var et mægtigt søslag, som Halfdan og Sigmund vandt. Skulle sagafortælleren eller sagaskriveren have fyldt lidt tid eller en tom side ud? - Også i denne saga er der meget realistiske beskrivelser af kampene og de skader, som blev påført krigerne.

Romund Gripssøns saga har en dansk helt som hovedperson. Sagaen er episodisk med enkeltstående handlinger med Romund som den gennemgående figur. I kommentaren skriver nyoversætteren Rolf Stavnem, at der før den nedskrevne version af sagaen har været en gammel saga fra den allerældste periode af Islands litteraturhistorie. – Umiddelbart synes sagaen at være en standardvare med de sædvanlige elementer: Et magisk sværd (”Mistelten”) hentet hos en højbo/genganger; en såret helt helbredtes og skjultes hos et gammelt trolddoms- eller sejdkyndigt ægtepar; en smuk og klog pige (kong Olavs datter Svanhvid) som i første omgang ikke ville have helten; en trold og en troldkælling; forkert drømmetydning; kamp med trækølle når sværd ikke bed og helten fik den udkårne til sidst, og de fik en masse børn, som udmærkede sig på forskellig vis.

Én af opdelingerne af sagaer er slægtssagaer contra lyvesagaer. De første har et mere eller mindre pålideligt historisk indhold, medens de sidste er ren underholdning. I følge kongesagaen ”Sverres saga” lod kong Sverre (1151-1202) sig gerne underholde af lyvesagaer. I kommentaren nævnes det, at Romunds Gripssøns saga er omtalt i sagaen om Torgils og Havlide, som er en del af samtidssagaen Sturlungesagaen. ”Den saga havde man underholdt kong Sverre med, og han mente, at den slags lyvesagaer var de bedste.” – Man kan se fortællesituationen for sig: kongen eller høvdingen holdt fest og svendene sad ved langbordet og drak øl og pralede og fortalte løgnehistorier/lyvesagaer, eller en tilrejsende sagafortæller underholdt med heltegerninger, skønne kvinder, gys og grin. - Med den viden og det billede bliver Romund Gripssøns saga sjovere.

Bagerst i bogen er der en liste med oversættelse af gamle ord og begreber, som er bibeholdt i nyoversættelserne, samt et omfattende navne- og stedregister.

Kunstneren Peter Brandes har også i dette bind stået for tilrettelæggelsen med bogens farver og træsnit i både farver og sort/hvidt. Træsnittene er ikke illustrationer af selve teksterne, men de kan fortolkes på flere måder.

Bind seks af Oldtidssagaerne bringer igen bidrag til den dansk/norsk/svenske selvopfattelse af vores kulturelle og mytiske oprindelse – og måske også en lille smule af den historiske.

Historie-online.dk, den 13. november 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Da vikingerne mødte korset
Jyske Lov
Gader og mennesker i middelalderens og renæssancens København (bd. 2)