Menu
Forrige artikel Næste artikel

Roskildebispens byggeri

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 337

Af Tommy P. Christensen, kulturhistoriker, ECM-Media

På god fod med middelalderen

Arkæologen, fhv. museumsinspektør ved Køge Museum, Helge Nielsen har i et par bøger, Middelalderen bag tallene (2010) og Et byggeri for Vorherre og evigheden (2012), beskæftiget sig med middelalderens samfund og datidens gejstlige byggeri. Nu foreligger den tredje bog fra hans hånd, der kan siges foreløbig at afrunde værket samt give læseren et godt indblik i det gotiske byggeri, som det har formet sig i Roskildebispens område.

Forfatteren er meget vidende og fascineret af størrelser, dimensioner og kvantitative mål. I hans bog fra 2010 var det især befolkningstallet, og ændringer i befolkningstallet, der blev studeret og sat i forhold det dyrkede landskab og udviklingen i opdyrkningen.

I den seneste bog, der er tilegnet den nu afdøde museumsinspektør ved Nationalmuseet, Hans Stiesdal, fokuseres på det ufatteligt omfattende kirkebyggeri, der på få generationer fylder landet med store og små stenkirker. Størrelsen af de enkelte bygninger, den måleenhed der er blevet benyttet, og hvorledes finansieringen må have krævet indtægter af en enorm størrelse, er nogle af de spørgsmål, hvormed forfatteren i Roskildebispens byggeri tager krafttag.

H. Nielsen påpeger, at op gennem middelalderen ejede Roskildebispen mellem 1/6 og 1/3 at alt bøndergods på Sjælland-Møn, hvilket skabte det indtægtsgrundlag, der gjorde det muligt at beskæftige tusindvis af håndværksfolk med de mange gejstlige byggerier, og bogens mest perspektivrige tema er forfatterens diskussioner af kirkebyggeriets organisering og finansiering set i forhold til de befolkningsmæssige rammer, og den ”tusindtallige skare af håndværkere med samt deres familier” (s.224), som det lykkes for forfatteren at fremmane allerede i 1100-årene. Her må man være enig med den tidligere rigsantikvar, professor, dr.phil. Olaf Olsen, der i forlagets materiale til udgivelsen skriver, at der her foreligger ”dristige, men interessante forsøg på at beregne antallet af håndværkere, der er beskæftiget i de travle byggeårhundreder...” Måske vore købstadsdannelser og hele periodens byudvikling ikke kun var baseret på de rige købmænd, byklostrene og Kirken, men også på en stor gruppe af håndværkere, der bosatte i byerne? Arkæologens blik for de senere års mange fund af værksteder og værktøj i vore middelalderbyer, og hans vægtning af håndværket og håndværkerne i stedet for handelen og købmændene et et yderst frugtbart indspark i diskussionerne af urbaniseringsbegrebet og de middelalderlige bydannelser.

Desværre er der også blevet brugt megen plads og kræfter på at fastlægge periodens "autentiske måleenheder" – altså dyrkelse af den disciplin, der kaldes historisk metrologi (: Læren om fortidens mål og vægt, målemetoder og måleinstrumenter). Ingen betvivler vel, at en god håndværker altid har haft god gavn af sin tommestok og lodsnor, men når man dykker ned i de gamle stenhuggeres, teglbrænderes og murermestres målangivelser bliver det problematisk at søge en lige linje fra vikingetidens geometriske ringborge til de indkaldte stenmestres domkirkebyggerier i senmiddelalderen. Man kan blot minde om en mand som den westphalske stenhugger Adam van Düren, der har efterladt sig arbejder i bl.a. Helsingør, København, Malmø, Lund og Stockholm. Hans målestok bar næppe aftryk af en vikingefod, selvom målene måtte være nogenlunde de samme

Forfatteren har en god pointe ved at beskrive de rummål og længdeangivelser, der fremkommer gennem omfattende opmålinger af endnu stående, gejstligt byggeri fra middelalderen i området Sjælland-Møn. Byggeriet er da også forbilledligt dokumenteret og formidles i bogen med kyndige tekster, smukke plancher og farvefoto. Afgørende er ifølge forfatteren også den rette forståelse af den centrale betydning som man skal tillægge den samtidige definition på et rummål ("tolfmynningsskæppen"), der er bevaret i parafrasen til Skånske Lov forfattet af Anders Sunesen (af forf. kaldt Andreas Sunesen).

Det er også prisværdigt, at de mange opmålinger af gejstlige bygninger leder forfatteren frem til, at en sjællandsk fod i over 500 år kunne sættes til en længde, svarende til 24,65 cm. Desværre står det ikke klart for nærværende anmelder, hvorvidt de mange opmålinger, der er blevet foretaget, baserer sig på nyopmålinger foretaget i felten - såvel udvendigt som indvendigt i bygningerne - eller der hovedsageligt er anvendt optegnelser og opmålingstegninger udført blandt andet til kirkeværket Danmarks kirker. Opmålingstegninger vil jo i sagens natur være skaleret ned, da det må siges at høre til undtagelserne, at opmålingstegninger udføres i skala 1:1, og derfor giver det vel ikke megen mening, at operere med millimetermål?

Tilsvarende fremgår det også klart af bogen, at forfatteren er fortrolig med de gængse stenformater og fugebredder, når vi taler munkesten, vendisk forbandt etc. Han medgiver i den forbindelse gerne, at rent praktiske forhold kan få indflydelse på målene i det færdige byggeri, så man bør nok stadig minde om den gamle håndværker-vittighed: ”Passer målet ikke? Så må det være en andens fod.”

Har man sympati for et historiesyn, der ikke kun er materialistisk, men også er fokuseret på det målbare, og sætter pris på den dristige og velskrevne form, vil man finde stor glæde ved denne gedigne og smukke bog, der tjener forlaget til ære. Den vil pynte under middelalderhistorikerens juletræ.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Historien om Europa I - 1300-1600. Opvågning
Viborg Søndersø 1018-1030
hikuin 36 - Kirkearkæologi i Norden 9