Menu
Forrige artikel Næste artikel

De byggede landet op

Kategori: Bøger
Visninger: 542

Af Hans Jørgen Winther Jensen, museumsinspektør, cand. phil. ph.d. Hørsholm Museum.

Vi danskere er alle en slags bønder. Sådan lyder en hurtig og hyppig karakteristik af os danskere; men det er måske mere rigtigt at sige: Vi danskere er alle en slags husmænd. Og det er måske endnu mere rigtigt, hvis man indskrænker generaliseringen til at gælde alle os, der er født før 1960. Det er i hvert ikke til at komme uden om, at antallet af husmænd i størstedelen af 1900 langt har oversteget antallet af gårdmænd. Alene af den grund påkalder en bog som den ovennævnte sig interesse i en bredere kreds.

Bogen er kronologisk opbygget i fire afsnit omhandlende perioderne 1904-29, 1930-54, 1955-79 og 1980-2007; men det er ikke klart, hvorfor den er opbygget på lige netop denne måde. I hvert afsnit behandles periodens aktiviteter. Blandt de vigtigste kan nævnes rodfrugtbedømmelserne, der starter i 1922, kontrolforeningen, fællesmekaniseringen, planteavlsudstillinger, svineavl, staldbedømmelser og præmier for hele markbrug. At man allerede i 1953 har et kursus i madlavning for mænd, skal nævnes for at antyde bredden i arbejdet.

Efter den kronologiske fremstilling følger en række tematiske afsnit, der ikke er de mindst interessante. Således vil jeg fremhæve afsnittet om kontrolforeningen. I afsnittet ”Husmandsforeningen gennem 100 år ” giver forfatteren sit koncentrerede syn på hele emnet, ligesom hendes synspunkter kommer tydeligt til udtryk i afsnittet ”Landbruget i dag”. Endelig vil jeg fremhæve afsnittet ”Udviklingen på Rønholt gennem tre generationer”, der handler om forfatterens slægt og familie. I det hele taget optræder hendes slægt mange steder. Det giver selvfølgelig et indblik i hendes udgangspunkt. Hun stammer fra en husmandsfamilie – ligesom som mange af os andre. Samtidig er det en frugtbar form for slægtshistorie, der sætter slægten ind en sammenhæng.

Foreningsprotokollerne danner et solidt fundament og udgangspunkt for fremstillingen, og det er måske også herfra, periodeinddelingen stammer. Det resulterer i en del gentagelser, f.eks. når en formand sidder så længe, at han eller hun optræder i flere protokoller. Så omtales vedkommende i flere af de kronologiske afsnit, for det har været vigtigt for forfatteren at sætte de mange, der har været aktive i organisationen, et minde, og man fornemmer, at hun gør det med stor hengivenhed.

Og til dette formål er de mange fine fotografier gode.

Det omgivende samfund, såvel det lokale som det nationale og globale, viser sig desværre kun i nogle få korte glimt og spiller ingen rolle for den løbende fremstilling. Jeg savner især den historiske udvikling i Bindslevområdet. Hvordan har det lokale landbosamfund og det lokale landbrugssamfund udviklet sig gennem de 100 år? Hvor mange husmænd og hvor mange gårdmænd – sådan cirka – har der været? Jeg savner også en kobling til de nationale forudsætninger. Jordlovgivningen kunne der være gjort meget mere ud af. Den offentlige økonomiske støtte til husmandsforeningerne nævnes slet ikke, og den har da vist været afgørende for tilslutningen?

Husmandsforeningerne, som de skildres her, er først fremmest en hyldest til arbejdet og en stolthed over resultaterne af arbejdet. Og hylder danskerne ikke hver dag arbejdet? Jeg mener: Danmark er et af de lande i den vestlige verden, hvor befolkningen under et bruger mest tid på det formelle arbejdsmarked, i kraft af den store erhvervsfrekvens. Og alligevel bestræber politikere og organisationsfolk sig på at få folk til at arbejde endnu mere. Er det husmandsmentaliteten, der slår igennem?

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Geddes kvarterkort 1757
Da ost blev for alle
Skurke og helte i Sønderjyllands historie