Menu
Forrige artikel Næste artikel

Danmarks udenrigspolitik efter 1864

Kategori: Bøger
Visninger: 356

Af Espen Kirkegaard Espensen

Hvis en læser måtte ønske en grundig indføring i dansk udenrigspolitik fra 1864 og frem, er det ikke først og fremmest denne bog, som han eller hun bør ty til. I stedet kan man tage fat i de relevante dele af f.eks. Gyldendals ”Dansk Udenrigspolitiks historie”, som den her anmeldte bog i vidt omfang også bygger på. I bogens forord bliver læseren gjort bekendt med, at bogen kun bygger på allerede offentliggjort materiale. Forfatterens hensigt er således at give et bidrag til fortolkningen af dansk udenrigspolitik i perioden. Det, der har forfatterens særlige interesse, er Danmarks tilslutning til den vestlige forsvarsalliance NATO i 1949 som omdrejningspunkt for en analyse, der fremstiller denne begivenhed som en særlig omvæltning ikke kun for dansk udenrigspolitik men også for historieforskningen. Således skriver forfatteren om Danmarks opgivelse af sin tidligere neutralitetspolitik: ”Med sin tiltræden til Atlantpagten 1949 bevirkede Danmark, at dets udenrigspolitik ændrede karakter i forhold til alt, som tidligere havde været tilfældet.” Det betød ikke blot en politisk ændring fra neutralitet til alliancepartner, men at Danmark, ifølge forfatteren, opgav en ”uskyldighedstilstand”, som landets udenrigspolitik havde befundet sig i frem til 1940.

Bogens første del består af en ret slavisk gennemgang af Danmarks udenrigspolitik frem til og med Den Anden Verdenskrig. Derefter udfolder forfatteren sit ærinde, som er en kritik af den aktivistiske eller idealistiske udenrigspolitik, der efter murens fald er blevet ført. Bogen indeholder også en kritik af enhver idealisme i udenrigspolitikken under Den Kolde Krig. Forfatteren mener, at han tilslutter sig et realistisk syn på udenrigspolitikken. Tilhængere af en realistisk opfattelse af udenrigspolitik skal i dag oftest findes blandt konservative, men det er ikke fra en sådan vinkel med fokus på Thomas Hobbes etc., at forfatteren anskuer dansk udenrigspolitik.

Bogens forfatter, Oskar Borgman Hansen, har været lektor i filosofi ved Aarhus Universitet, og det særlige ved bogen er, at han anvender sin filosofiske baggrund til at analysere særligt Danmarks tilslutning til NATO og til at argumentere for sine udenrigspolitiske synspunkter. Bogens stærke del indeholder således en interessant etisk argumentation for, hvorfor statsminister Anders Fogh Rasmussen tog fejl, da han i sin efterhånden berømte tale den 29. august 2003 talte imod samarbejdspolitikken og bl.a. sagde, at ”I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt”. Argumentationen i bogen forekommer dog ikke konsistent, f.eks. påstår forfatteren som led i denne og uden begrundelse, at ”det er ikke muligt at drage slutninger fra det almene til det konkrete”. Dermed har forfatteren forkastet muligheden for at drage logisk sikre slutninger, alligevel påkalder forfatteren sig ved flere lejligheder muligheden for logisk at tilbagevise andre forfatteres synspunkter om tiden under Den Kolde Krig. I kritikken af Anders Fogh Rasmussen lægger forfatteren sig op ad den radikale historiker Bo Lidegaard, som ifølge forfatteren ikke forfalder til at moralisere over fortiden.

Ifølge forfatteren blev studiet af Danmarks udenrigspolitik efter 1949 yderligere kompliceret af, at udenrigspolitikken blev ideologiseret. Ifølge forfatteren var der tale om, at moralske vurderinger – i løs forstand – blev en del af det historiske arbejde med perioden. Heroverfor kan indvendes, at ideologi også har spillet en vigtig rolle i tidligere historiske konflikter, det har mere eller mindre været tilfældet siden Den Franske Revolution, eller måske siden Den Amerikanske Revolution. Nogen vil måske hævde, at det har været tilfældet siden Martin Luthers kritik af den katolske kirke. Det er i hvert fald ikke muligt at beskæftige sig med Den Kolde Krig uden at beskæftige sig med ideologi. Det kan så muligvis gøres mere eller mindre neutralt. Imidlertid kommer man ikke uden om, at ideologiske forskelle spillede en afgørende rolle i Den Kolde Krig.

Udover at kritisere Anders Fogh Rasmussen for at ideologisere og moralisere, rammer forfatterens kritik bl.a. Bertel Haarder, Uffe Ellemann-Jensen, Michael Clemmensen, Bent Blüdnikow, Peter le Cour, Nils Jæger og Bent Jensen. Forfatteren gør dette uden at ville erkende, at hans bog selvfølgelig også er et partsindlæg i den diskussion af historien om Den Kolde Krig, som vil vare ved i mange år fremover. Der er imidlertid nogle spørgsmål, som bør overvejes, når Borgman Hansens synspunkter skal vurderes. Dels om det var muligt at agere ”ikke-idealistisk” eller ”realistisk” om man vil, under Den Kolde Krig? Dels om de aktører som ovennævnte forfattere har stillet sig kritiske overfor ikke også agerede idealistisk og derfor også må bedømmes herudfra? Borgman Hansen synes at mangle blik for, at beskæftigelsen med historie, udover at forklare hvad der skete, også bør indeholde et forsøg på at forstå fortiden og forstå fortidens aktører.

Hertil kommer, at forfatteren i alt for høj grad anser opgivelsen af neutralitetspolitikken som ekstraordinær. Danmarks tilslutning til NATO i 1949 var måske nok en markant ændring af den neutralitetspolitik, som landet havde ført siden nederlaget i 1864, men hvis dansk udenrigspolitik beskues i et større perspektiv, kommer alliancepolitik nærmere den ”normale” tilstand end neutralitetspolitik. Blot et enkelt eksempel på, at alliancepolitik tidligere har haft stor betydning for det danske kongeriges udenrigspolitiske ageren, skal her nævnes: I 1788 indledte Danmark-Norge et kort felttog mod Sverige som følge af traktatmæssige forpligtelser over for Rusland, der var blevet angrebet af den svenske konge Gustav III.

Den fascinerende side af bogen er, at den tydeligvis er skrevet af en stærkt filosofisk skolet forfatter, som anvender en filosofisk begrebseksercits i sin kritik af de historiske fremstillinger, han finder fejlagtige. F.eks. kritiserer forfatteren Bertel Haarder for at skrive, at Den Kolde Krig dybest set handlede om en ”konflikt mellem demokrati og totalitært diktatur”. Forfatteren skriver: ”Men egentlige konflikter findes i virkelighedens verden mellem mennesker og stater og ikke mellem abstraktionernes tænkte virkeligheder”. Herefter anvendes en del spalteplads på en filosofisk udredning til støtte for denne sandhed. En sådan eksercits i udtryk ændrer dog ikke ved, at Den Kolde Krig faktisk var en konflikt mellem på den ene side; stater og mennesker, som tilsluttede sig demokrati, og på den anden side; stater og mennesker, der tilsluttede sig totalitært diktatur. Nu kunne man så ved nærmere eftertanke stille spørgsmål ved, om der ikke findes enheder mellem stater og mennesker som kan strides? F.eks. Al-Qaida?  Eller man kunne spørge om stater egentlig kan strides, eller om det ikke kun er mennesker, som kan strides?

Man bliver dog hurtigt træt af denne begrebseksercits, der også bliver til meningsløst pedanteri. Et eksempel herpå er kritikken af Nils Jæger for at anvende udtrykket ”det globale opgør” om Den Kolde Krig. Forfatteren afviser, at der var tale om et globalt opgør med følgende argument: ”Beviset for, at der ikke var et globalt opgør ligger i den omstændighed, at der var mange lande og enkeltpersoner, der ikke tog del i det. Så enkelt er det.” Ja når noget er så enkelt, fristes man til at skrive, så er der vel ikke meget ved at beskæftige sig med det. Forfatteren har dog ikke afstået fra at bruge udtryk som ”verdenskrig”, selvom der aldrig har været ført krige, som medførte, at der ikke stadig fandtes pletter i verden, hvor der var fred!  

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
De Psykiatriske Plejeanstalter på Djursland
Nationernes Velstand, bind I–II
Vidnerne Historien