Menu
Forrige artikel Næste artikel

En søhelt i sten

Kategori: Bøger
Visninger: 784

Af Christian Kaaber

Døden er ikke, hvad den har været. Ikke på det kunstneriske plan, forstås. Den skulpturelle iscenesættelse af døden og afdøde personers glorværdige bedrifter er i dag en mere stilfærdig affære end i slutningen af 1600-tallet. I Danmark er perioden fra 1570 og knap 200 år frem de store pragtgravmælers tid. Politiske katastrofer og økonomiske trængsler bevirkede, at denne kunstform her til lands slog mere beskedent igennem end for eksempel i Sverige, men rundt omkring i landet møder man den dag i dag prægtige opvisninger af sorgens storladne vælde og ambitionerne om det uforgængelige ry i marmor og alabast.

Ude i landet, ja, for storbrande og engelske bomber har tilintetgjort de fleste af de prangende skulpturopvisninger, der fandtes i de store københavnske kirker. I Vor Frue Kirke minder en forslået barokbuste af biskop Henrik Bornemann og nogle marmorbrokker om den herlighed, der engang stod at skue her. Det samme gælder for det københavnske borgerskabs i sin tid overdådigt udstyrede katedral Skt. Nicolai Kirke. Feltherren Hans Schacks gravmæle i Trinitatis Kirke lod sig restaurere efter branden i 1728, men skal man opleve anselig københavnsk kirkekunst fra før katastroferne, må man gå i Holmens Kirke.

Her findes til gengæld bevaret det i alle henseender enestående gravmonument over søhelten Niels Juel, der rejstes efter hans død i 1697. Havde de nu forsvundne gravmæler i de brændte københavnske kirker eksisteret i dag, ville Niels Juel stadig hævde sig fornemt.

En stærkt tiltrængt, men til gengæld gennemgribende restaurering gav i 2012 et hold konservatorer og sagkyndige mulighed for at gennemgå det vældige "Gesamtkunstwerk" med billedrelieffer, teksttavler, portrætbuste, kister og den i dansk sammenhæng helt enestående beholdning af gravfaner. Beretningen om restaureringen og afrensningen af mindesmærket er et af en sand perlerække af velskrevne kapitler, der tilsammen udgør en usædvanlig vellykket og særdeles velillustreret antologi om søhelten Niels Juel, hans liv og bedrifter, hans pompøse ligfærd og det storslåede monument, der skal holde hans navn levende, "mens der findes vand i hav", som salmedigteren Thomas Kingo formulerer det i den fyndige gravskrift, der udgør epitafiets centrum.

Generaladmiralløjtnant Niels Juel (1629-97) fortjente om nogen sit gravmæle. Den firskårne jyske adelsmand indlagde sig sømilitære fortjenester allerede under de katastrofale Karl Gustavkrige 1657-60 og forestod under den lidt ældre flådechef Cort Adeler genopretningen af den dansk-norske sømagt i mellemkrigsårene frem mod den følgende krig, Den Skånske (1675-79), hvor han stod i spidsen for den danske orlogsflåde, omend under en fælles hollandsk-dansk kommando, i en række strålende sejre over den i materiel henseende overlegne svenske flåde. Sin største triumf skabte Juel med slaget i Køge Bugt (rent geografisk en fejlagtig betegnelse) den 1. juli 1677, hvor han knuste den svenske hovedflåde, der havde satset på at nedkæmpe den danske, før hollænderne sluttede sig til. Nu gik det lige omvendt, og Juel demonstrerede, at den danske orlogsflåde kunne løse sine opgaver uden fremmed assistance. Den Skånske Krig kunne han desværre ikke vinde; den danske hær magtede ikke at sejre til lands, og i sidste ende dikterede Ludvig XIV freden i Norden.
Niels Juels belønning for indsats og erobrede svenske skibe blev det meste af Tåsinge med Valdemars Slot som domicil. Her har efterslægten heldigvis hæget om den aldrig overgåede forfaders portrætter og ejendele, som også er beskrevet i bogen. Niels Juels ikonografi er usædvanlig righoldig for en ikke-kongelig dansk 1600-tals person, og billederne er indsigtsfuldt belyst af værkets favnende hovedredaktør. Og grundigt: Det er fint anskueliggjort, hvordan et monumentalt ligprædikenstik af Juel i hel figur er modelleret over et tilsvarende stik af landofficeren Niels Rosenkrantz, der faldt foran Helsingborg i 1676 og hvilede under et overdådigt gravmæle i Nicolai Kirke. De to enker, Margrethe Ulfeldt og Berte Skeel stiftede sammen Roskilde Adelige Jomfrukloster, og de to adelsdamers gode samarbejde gav sig altså også udtryk i billederne af gemalerne. Den slags detaljer er vidunderlige. Birgitte Bøggild Johansen sætter ligeledes Juels epitafium i perspektiv over for de forsvundne københavnske pragtepitafier, ligesom epitafiets relieffer med gengivelse af Juels bataljer får ekstra dybde i lyset fra de øvrige kobberstukne, malede og vævede billedserier med triumferne fra Skånske Krig. Det er fremragende formidlet. I tilgift følger Michael Märchers glimrende gennemgang af mindemedaljerne over Niels Juels bedrifter, herunder den alene i sin kolossale størrelse bemærkelsesværdige medalje for Køge Bugt-slaget.
Bogen er smukt tilrettelagt og fremragende illustreret, ikke mindst med storartede fotos af Roberto Fortuna. Gengivelsen af det store Frederiksborgportræt af Cort Adeler er blevet spejlvendt. Det klæder rent kompositorisk bogens opslag, og man bærer gerne over. Alle gode kræfter er sat ind på at skabe en udtømmende bog om Juels epitafium, der samtidig er blevet en rig, detaljeret og grundig bog om den ældre enevældes repræsentationskultur. Det felt er ikke bedre belyst nogen sinde i dette land, og bogen her får forhåbentlig i løbet af foråret et værdigt kongeligt supplement, når værket om Christian V's audienssal på Frederiksborg foreligger.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Luther og Danmark i 500 år
Luther og Danmark i 500 år
Frederik 2.