Menu
Forrige artikel Næste artikel

Kaptajn Dinesen - Til døden os skiller

Kategori: Bøger
Visninger: 630

Af Erik Ingemann Sørensen

Det har ikke alene krævet mod, mandshjerte, selvdisciplin og en guddommelig pen at skrive denne bog. Også en boblende fortællelyst der nærmest får læseren til at glemme alt andet. Så medrivende er denne biografi, at man hele tiden fornemmer at gå lige bag ved hovedpersonen. Dette søgende og rastløse menneske der i sit korte liv (49 år) oplevede mere, end man synes, et enkelt menneske kan rumme. Hvad der måske heller ikke er muligt.

I bind 1: ”Kaptajn Dinesen – ild og blod” slutter Tom Buk-Swienty af med fortællingen om, hvordan Dinesen vender hjem efter sine oplevelser under Pariserkommunen. Han kom tilbage til:  ”En verden, han forventer vil give ham ro i sjælen”. Og stiller spøgsmålet: ”Men kan den det?”.

Vi har måttet vente på svaret. Nu, hvor det er givet, må det konstateres: Nej – det kunne den ikke. Hvordan skulle det også være muligt efter alle de traumatiserende oplevelser, så ungt et menneske havde været igennem?

I Bornedals tv-serie om 1864 var han en af de få historiske personer, der stod med stor validitet. Mens kuglerne hvinede ham om ørerne, havde han det tilsyneladende bedst. Meget taler for, at Dinesen søgte mod døden, ødelæggelsen – livsudfordringen – hvor han havde mulighed.

Da han atter møder faderen –patriarken – hjemme på Katholm gods er det nederlagets søn, der står over for den sejrsvante patriark. Helten fra blandt andet Fredericia. ”Jeg følte mig utilfreds, urolig, træt, mat, slap, jeg tvivlede om min egen evne til overhovedet at kunne udrette noget som helst…” skriver han om sig selv. Og efter endnu et dramatisk opgør med den gamle patriark beslutter han sig for at søge nye veje: at rejse til Amerika. Ikke som udvandrer, men som en søgende og spørgende sjæl.

I vildmarken

Det er ikke så lidt af en oplevelsesrejse, Dinesen er på blandt indianerne i Amerika. Hans fortællinger om deres dagligdag og levevis er egentlig af stor etnografisk styrke. Ude i ødemarken erhverver han sig en bjælkehytte, som han omdøber til ”Frydenlund”. Og her – sammen med indianerne og sin squaw, der også bliver mor til hans barn – har han måske nogle af sit livs lykkeligste stunder. Hvor drømmene lader sig realisere.

Sanseligheden sidder i Tom Buk-Swientys pen, når han fortæller – beskriver. Takket være den utrolige research har han næsten formået at identificere sig med sin hovedperson. Man er der. Man mærker kulden – vindens susen – den totale stilhed – de sagte lyde fra padlen, når han i sin birkebarkskano sejlede ud på jagt. Det er stor, stor fortælling, man her oplever.

Dette lykkelige og fordringsløse liv afbrydes imidlertid af en besked fra patriarken: Wilhelm Dinesens mor er døende. Han skal komme hjem. Så efter næsten 2 års ophold ”i harmoni og fred” – måtte han rejse tilbage.

Flere sår

Hjemme finder Dinesen ingen ro. En ulykkelig forelskelse går absolut ikke livet lettere for ham. Så han søger endnu engang tilbage til det, han kender bedst: konfrontationen med døden. Denne gang i Tyrkiet, hvor han endnu engang gennemlever krigens grufulde rædsler.

Tilbage i Danmark kan han ganske enkelt ikke mere. Fysisk og psykisk udmattet bryder han sammen og indlægges på Kommunehospitalet i 68 dage. Udslidt og nedslidt i en alder af kun 33.

Og så rammes han endnu engang. Af forelskelse. Hovedkulds. Det er en helt utrolig historie, Tom Buk-Swienty her ruller op. Om en matriark så bastant, at guderne må sig forbarme. Man fristes ganske enkelt til at løbe skrigende bort. Men forelskelsen gjorde, at Dinesen stod imod. Men fik – sammen med sin udkårne – hele svigermoderens familie. Det er ikke svært at forstå, at det frie liv trak alvorligt i ham. På trods af at han efterhånden fik 5 børn.

Dette resulterer blandt andet i endnu en tur til Amerika – en kort, hvor han får set sin indianske kone og deres datter. Tilbage i Danmark igen er han stadig rastløs. Søgende. Han bliver folketingspolitiker. Uden den store succes. Det virker, som var det ganske mummespil på Christiansborg ham inderligt imod.

Til gengæld markerede han sig som yderst anerkendt forfatter. Under pseudonymet ”Boganis” – hans indianske navn – skrev han nogle af de mest sensitive naturskildringer, der er set i dansk litteratur. Rost af selveste Georg Brandes, der med et pennestrøg kunne knuse enhver forfatterspire.

Stakkels Boganis

Og så – ud af intet – finder man ham en formiddag på det pensionat i København, hvor han havde lejet sig ind. Han havde hængt sig.

Tom Buk-Swienty ridser flere årsager til dette tragiske endeligt op. Af respekt for læseren skal der ikke her afsløres mere. Men Tom Buk-Swientys fortælling er et drama af shakespeareske dimensioner.

Tilbage sidder man så med en lang række spørgsmål: hvor megen nød, elendighed, ulykke, rædsel, lidelse kan et enkelt menneske rumme? Kan det, der ikke umiddelbart synes så dramatisk, alligevel være dråben, der får et menneske til at sige denne verden ”ret farvel”?

Spørgsmålet får stå ubesvaret. Kan vel i realiteten kun besvares af den enkelte læseres oplevelser med teksten.

Der ligger et helt, helt utroligt forarbejde bag denne bog. Helt ud i detaljen. Byggende på hidtil totalt ukendt kildemateriale – rejser i Dinesens fodspor – samt utrolig meget andet, er det suverænt lykkedes for Tom Buk-Swienty at sætte ikke alene en markant og uovertruffen stele over hovedpersonen og hans samtid. Men sandelig også i dansk historieskrivning.

Det er ganske enkelt enestående

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
”En visnet blomst i hæderskrandsen”
Kontrol over København
Danmark under den 2. industrielle revolution